Top 50 album 2024
Her er vores 50 favoritter fra 2024. Der er store som små navne på denne liste, men stor indflydelse giver ingen forrettigheder.
Vi håber, I finder noget, I kan lide.
50.
evilgiane - #HEAVENSGATE VOL. 1
Producer of the year award goes to… again
-M
49.
Jeg har tilladt mig at tage to ep’er med på listen. Bandet, der i forvejen var et af verdens allerfedeste hardcorebands, leveler forbløffende meget op på Persona, der er dynamisk hæsblæsende og har hook efter hook uden at miste det mindste af den rasende intensitet, der spejler en evne til at knuse planeter mellem håndfladerne.
-A
48.
Oso Oso - life till bones
“I have learned / That there are burns / That don’t get easier / And you say / Life’s not fair / But it ain't all bad / Maybe tomorrow can show you that"
Jade Lilitri er i mine ører bedst, når han strummer igennem og får sat lidt energi til sine emo-ørehængere - så bliver de nemlig helt elektriske. Det er heldigvis gældende for størstedelen af sangene på life till bones, der ekspederer emo-pop-rock-anthems med chamerende live-lyd på stribe. Var de langsommere sange, åbneren ‘many ways’ og den ellers oprigtigt dybfølte ‘seesaw’, skiftet ud med to sange nærmere den medrivende kaliber af eksempelvis ‘skippy’ eller ‘all of my love’, var det her album at finde i det absolutte AOTY-2024-slutspil.
-A
47.
The Softies - The Bed I Made
“I've allowed a thousand loves to come and go / Some held on beyond the time they took to grow / Those are the ones / That belong by design / But they're bound to hurt a little / For a long long time / All I have to do is / Stay standing / Don't fall apart / Look after this heart”
De to blødsødne venner, Rose Melberg og Jen Sbragia, skriver dødcharmerende, intime sange om hverdagens hjertesorger i en næsten forbløffende opposition til tidens musikalske trends. Deres harmonibårne sange vibrerer af både 00’er-indie-twee og 60’er-guitar-pop med tekster, der kunne have udgået fra den kløgtigste, mest romantiske dagbogsskrivers sårbare hånd. The Softies holder kærligheden ung og levende med The Bed I Made, der blev en af årets bedste overraskelser.
-A
46.
Vidste ikke om det skulle være det her eller Bossman Dlow på denne plads. To vidt forskellige ting, men kender man ‘Get In With Me’, en af årets sange, må det betyde, at det her er rigtig godt. ILYSM er måske ikke motivation anthems, men glitrende og intime instrumentaler, som man drømmer sig væk til lyden af.
-M
45.
Holy Blade - Holy Blade EP
Holy Blades dødspunk er cirka så skræmmende som de praktiske effekter i en sword and sorcery fantasy-film fra 80’erne. Heldigvis er appellen mest af alt den campy puddel-hardcore, der er så sprængfuld af sort magi, at man begynder at gro hugtænder. Jeg tillod mig at tage den med her trods den korte spilletid. Den har gjort en god håndfuld workouts til rendyrkede kultritualer. Tak Holy Blade.
-A
44.
Yung Lean, Bladee - Psykos
Jeg køber deres rapper til rockstar-rebranding. Sveriges Post Malone og Morgan Wallen - kæmpe duo.
-M
43.
Lenaes opfølger til 2022’s HYPNOS er et endnu mere immediate pop-album, der muligvis prioriterer stærke sange over en tydelig rød album-tråd. Det tager ikke noget fra Bird’s Eye, når sangene er så gode. ‘Love Me Blind’ blænder op for groovy 70’er-pop mens b-siden, ‘Love Is Blind’, måske er årets største heartbreaker af et post-heartbreak-anthem. I Lille Vega i november blev det skrevet med store bogstaver, at de, der kender Ravyn Lenae, elsker hende.
-A
42.
Don Toliver - HARDSTONE PSYCHO
Trods den latterlige biker-ikonografi og nogle absolute clunkers ind i mellem, må jeg stadig bare overgive mig til øjeblikke som ‘ATTITUDE’, ‘GLOCK’, ‘’BACKSTREETS’ OG ‘5 TO 10’. Hits.
-M
41.
Chanel Beads - Your Day Will Come
Dimes square presidents. Så dem på ideal bar. Skud ud til ham der gav den fucking op forrest.
-M
40.
Mannequin Pussy - I Got Heaven
I Got Heaven’s titelnummer åbner albummet og bliver aldrig overgået. Det var så til gengæld også en af de absolut største sange fra sidste år. Den rummer det aggressive og det melodisk sensitive i lige mål - et forhold, der også beskriver albummet som et hele. ‘I Don’t Know You’ og ‘OK?OK!OK?OK!’ er spændingens ekstremer, men alt imellem er behændigt fordelt, så udfaldet bliver det måske mest organisk dynamiske album fra 2024. Gateway-indie for punkfans og vice versa.
-A
39.
Hurray For The Riff Raff - The Past Is Still Alive
På The Past Is Still Alive lyder det som om Alynda Segarra har fundet hjem - på godt og ondt. Luftspejlingerne af kærlighed og tab og meditationer over hjemlandet USA er stærkt magnetiske og fremstår som snapshots fra et simpelt, smukt liv, der passerer revy. En masterclass i singer-songwriter-genren uden de alt for store armbevægelser. ‘Alibi’ er en af årtiets bedste folk-sange. Det lyder som at besøge sit tomme barndomshjem i en tidsmaskine på en lydløs sommeraften.
-A
38.
“I was with my Uncle Tim / Listening to bootleg The Band / Loves me like a son my mom said / If I would only call him back / I don’t know why I don’t do that”
Har været fan-fan af de her to corny gutter, Charlie Martin og Will Taylor, siden 2018’s Cranberry og deres udgivelser er kun blevet bedre og bedre. Deres nostalgiske, glaserede guitar-pop trækker elektroniske og traditionelle virkemidler ind i et univers, der er både legende og gravalvorligt. Det lyder som at smile sig igennem den sidste tåre efter en kærlig opmuntring. De her sange er så gode, at favoritten altid bare er den, man sidst nåede til.
-A
37.
I 2024 virker det som en særligt stor bedrift at begå årets bedste danske album, for sikke et felt! Fines sample-fokuserede electro-country fremmaner associationer til Mazzy Star, Grouper og Cocteau Twins i en altomsluttende elektrisk sitrende tåge, med Fines intime vokal og en lysende, guitarformet nimbus i centrum.
-A
36.
Nostalgisk og euforisk cloud/witch-house fyldt med hjerteskærende, bittersøde melodier. Nogle gange så overdådigt overvældende, man tror det er en actual recording af big bang eller noget.
-M
35.
Touché Amoré - Spiral In A Straight Line
Magtesløs og aggressiv screamo/emo-core til når du skal tage dig selv alvorligt. Når et fortvivlende, mørkt tågehav løfter sig i dig og du står med ryggen mod muren, er Spiral In A Straight Line det bidske, katarsiske modtræk, der får dig igennem. Jeg har ikke spillet Dark Souls, men tror det føles sådan her at dø 50 gange i træk.
-A
34.
Hype stoner rap, der er lige så underligt og perfekt som coveret, han har valgt.
-M
33.
Stay Inside - Ferried Away
Maksimalistiske produktioner (trompet og sax og hele pibetøjet) farver Brooklyn emo/post-hardcore-bandets andet album, Ferried Away. Det udkom den samme onsdag i februar som en anden emo favorite fra listen (Gulfer’s Third Wind) og splittede mit hjerte og min tid i to - perfekt snit. Mørket og lyset afløser hinanden som på instrumentbrættet, når man kører under Storebælt. Et empatisk og charmerende album, der er både voldsomt og voldsomt følsomt.
-A
32.
Devin Morrison - Dreamsoul Ballads
Det er drømmesjæler-ballader.
-M
31.
Pittsburgh-baserede Ex Pilots laver DIY noise-pop i en krydsning af My Bloody Valentine, Guided By Voices og Strange Ranger (rip), der er både atmosfærisk, medrivende og intimt. Ethan Oliva er benådet med en fornemmelse for probate power-pop-melodier, der burde tale til alle, der har haft en drøm om et rockband.
-A
30.
MJ Lenderman - Manning Fireworks
En af 2024’s største indie-darlings har uendeligt meget at have det i. Bevidnede hans slacker-presence og guitar-genius i Hamborg i november. Hans mesterlige, originale historiefortælling kendte man allerede. Manning Fireworks pryder fortjent listerne i år. Ikonisk album, jo, men jeg har en idé om, at han bare kan trække de her sange op af forfatterhatten. Endnu mere i vente.
-A
29.
Loe Shimmy - Zombieland 2
Han er en del af de selvudnævnte Florida Avengers og har sin helt egen, unikke stemme og lyd. Så mange heartfelt sange på det her, og beatsene er ret insane.
-M
28.
Horse Jumper of Love - Disaster Trick
“When I find the words / You’ll have closed the black curtain on me too”
Boston-bandet skriver bare bedre og bedre sange. På Disaster Trick er det kulmineret i et mindre mesterværk af mørkelagt weltschmerz slowcore og en gæsteliste, der tæller Wednesday’s Karly Hartzman og MJ Lenderman samt Squirrel Flower’s Ella Williams. Moving stuff.
-A
27.
Nettspend - BAD ASS F*CKING KID
Han er 17 år og bedre end din yndlingsrapper - tjek hans Rolling Loud Miami ud, der er fuldstændig ekstatisk. Hans go-to producer hedder “ok” og står også bag OsamaSon, som jeg først har fattet, hvor god er i år. Alle tre virker til at være ustoppelige lige nu.
-M
26.
Caroline Says - The Lucky One
Dette magiske folk-album har et soundscape, der virker som en trylleformular. Korvokalerne lister frem efter 30 sekunder af åbneren ‘The Lucky One’ og aktiverer den sovende forhekselse, hvorfra man er særligt medgørlig en halv times tid. Det tætte soniske kronedække brydes af enkelte lysninger (‘Dust’, ‘Roses’ og ‘Lightning’), hvor Caroline Sallees silhuet træder et par skridt nærmere, stadig indhyllet i et flimrende, dunkelt undervandslys.
-A
25.
I know. Mange vil mene, at den her skulle længere op på listen - likvidér mig luigi style.
-M
24.
Cindy Lee - Diamond Jubilee
Patrick Flegels seneste album har allerede fået kultstatus. En succes, der nærmest må tillægges albummets anti-kommercielle appel: Drag queen alter-ego, 2 timers spilletid, fravær på streamingtjenester og en psykedelisk nostalgi så gennemført, at den afviser periodisk forankring. Det føles forkert at skulle placere Diamond Jubilee på samme timeline som øvrige jordiske udgivelser. En cinematisk, udsvævende vandring i et dreamscape farvet sepia af otte analog-filtre oveni hinanden. Lyden nærmer sig et Jessica Pratt-produceret Lemon Twigs-album inspireret af Bo Hanssons Lord Of The Rings Soundtrack. Mere must hear end noget andet i år.
-A
23.
Cash Cobain - PLAY CASH COBAIN
Han har været en mainstay her på siden, så jeg behøver ikke sige så meget andet end, at det er great. ‘Rump Punch’ er isoleret noget af det mest vidunderlige på 2 min, der er udgivet i år.
-M
22.
Jessica Pratt - Here in the Pitch
Jessica Pratt mestrer sit craft og formår altid at opretholde mystikken ved at stoppe mens legen er god. Hendes magiske album er altid for korte og alt for få. Som en ægte fortryllelse, har de deres skyggeside. Here in the Pitch oversælger ideen om den amerikanske vestkyst med røgelsestung psych-folk mættet af spirituel lyrik og en atmosfære, der normalt kræver vægtæpper, stearinlys, håndlæsning og en glaskugle med roterende skæbnetråde. ‘Empires Never Know’ må være en af de bedste non-singles i år.
-A
21.
Det her indeholder seriøst mega stadion-hymner gemt her i biblioteksudgave og det varer 19 min. Det mest replayable projekt på listen, måske.
-M
20.
Waxahatchee - Tigers Blood
Da Katie Crutchfield fulgte op på Out in the Storm med 2020’s Saint Cloud, var det en revolution for hendes lyd. Tendensen til Lucinda Williams-klingende 90’er americana blev omfavnet og lyset med alle dets farver lukket ind. Tigers Blood er den naturlige forlængelse af både niveau, sound og tema. Oveni er der besøg fra et årets helt store gennembrud, MJ Lenderman, der sætter sit største præg på førstesinglen, ‘Right Back to It’, der officielt er én af årets bedste sange (Stereogum #1, The New Yorker #1, Pitchfork #2, Fader #4). Sangene er alle gode - så er det sagt - men Tigers Blood er mere end den summerede trackliste. De er vævet sammen som amerikansk raw denim og det kan bare ikke slides op.
-A
19.
Leather Park, Odunsi (The Engine) - LEATHER PARK (VOL. 1)
Alté compilation album, der åbenbart er lavet under Paris fashion week, for nogle sæsoner siden, hvis man kan sige det - musikken er imidlertid federe end catwalks og coke, eller hvad de nu laver.
-M
18.
Sidste december år udgav Wishy en af 2023s bedste ep’er, Paradise. Otte måneder efter fulgte de op med Triple Seven, der må være dette års indie-rock-debut. De to vokalister, Kevin Krauter og Nina Pitchkites, duellerer venskabeligt om opmærksomheden og de største ørehænger-hooks. Pitchkites’ numre (primært ‘Triple Seven’, ‘Little While’ og ‘Just Like Sunday’) trækker på dream-pop og 90’er alt-rock mens Krauters sange har mere straight forward Y2K MTV pop-rock-, 10’er-indie- og en smule post-hardcore-energi gemt i sig. Forestil dig Alvvays x Jonas Brothers, hvis de prøvede at starte mosh-pits. Sammen er de 10 sange en smeltedigel af gode ideer, der har lidt til enhver smag og nærmest det hele, hvis man er let påvirkelig. ‘Love On The Outside’ er stadig en af årets sange. Stjerneskuddene i Wishy har virkelig ramt jackpotten med Triple Seven.
-A
17.
Jaeychino - Watch The Throne
Freecar i DMV er den bedste nye regionale scene i år, ligesom Milwaukee sidste år. Andre navne som Situation Slim og Nino Paid fra DMV laver også meget noise - ham her, sammen med SlimeGetEm, er bare lidt mere eksperimenterende og legesyg med sin lyd. Hør ‘Me vs Me’, som er noget af det mest blærede, jeg har hørt i år.
-M
16.
Macseal - Permanent Repeat
Backdroppet til et sommercrush, der hurtigt blev knust, og en køretur tværs over Sydfyn, der fik mine forældres Renault til at føles som en cabriolet og nok fik et par fodgængere i Korinth til at nynne fragmenter af hooket fra titelnummeret uden at vide, hvordan det kom ind. Nostalgisk emo-pop badet i golden-hour-lys og duften af regnvåde korn, der stimulerer på flere energiniveauer og har melodier nok til en greatest hits.
-A
15.
POLO PERKS<3<3<3, AyooLii, FearDorian - A Dog’s Chance
Milwaukee-lyden har fået et album, der definerer den nye og spændende genre, med denne underground superhelte trio udgjort af Feardorian, som krydser Midwest-emo, Atlanta-trap og Milwaukee low-end, Polo Perks og Milwaukee veteran AyooLii.
-M
14.
How To Dress Well - I Am Toward You
“I'm crying in the bathroom Masonic Lodge to see Mount Eerie / I wonder if I've ever made a single wrong decision”
At skrive sin bacheloropgave til det her føles omtrent som at gennemgå en overgangsrite fra fast form til luftart, hvilket nok både gjorde min opgave dét bedre og I Am Toward You til mit mest afspillede album i år. Miguel-r&b møder Lows HEY WHAT på en eksistentiel dannelsesrejse mellem templer i Himalaya.
-A
13.
Future, Metro Boomin - WE DON'T TRUST YOU
Blockbuster-albums er tilbage takket være de her gutter og BRAT. Efterfølgeren var også god, men jeg foretrækker den her. ‘Fried’ var måske mit song-of-the-summer pick.
-M
12.
The Innocence Mission - Midwinter Swimmers
“I walk between clouds / Saying out loud / That I miss you”
Det lille familieorkester fra Pennsylvania har gennem næsten 40 år bevist at tidløs sangskrivning bør afvise normale forventninger om en modernisering. Midwinter Swimmers, bandets 13. album, lyder som om, det kunne være udkommet når som helst efter 1989-debuten. Og for hvert album (som alle bærer samme beskrivelse) er det med til at understrege, i hvor tårnhøj grad The Innocence Mission er direkte koblet op på den bedrøvede hverdagspoesis puls. De holder den nærmest i hånden. Deres skrøbelige folk-sange, der oser af nostalgi, erindringsglimt og venskabelig kærlighed, er nærmere spejlinger af en anden verden end af en anden tid.
-A
11.
PARTYNEXTDOOR - PARTYNEXTDOOR 4 (P4)
‘Real Woman’ er min mest hørte sang i år, lol - da den spillede til julefrokost spotify-wrapped quizzen for nogle uger siden, hev alle deres shazam frem prompte - sådan husker jeg det. De der melodic runs, han laver, er, hvad der gør det for mig. Man får hele tiden lyst til at synge med på versene i ‘Lose My Mind’ med samme overbevisning eller de fængende fraseringer i omkvædet af ‘Cheers’. “Love hangin’ out (love), oh yeaaah”. Jeg fik aldrig nok af det her.
-M
10.
Montréal-bandet, der var blandt bannerførerne for post-revival emo, blev desværre opløst i år, blot et par måneder efter udgivelsen af det, der blev deres sidste album. Den scrappy math-rock, der kendetegnede de første par udgivelser, har på Third Wind viet en del af pladsen for himmelstræbende pop-hooks, hvilket er udmundet i noget af det mest medrivende guitar-musik, jeg længe har hørt. Melankolsk emo-power-pop dekoreret med math-riffs og vokal-tekstur, der ikke som sådan opfinder nyt eller rykker grænser, men perfektionerer virkningsfuld sangskrivning over 10 pseudo-hits. Man må have trukket strå, da man udvalgte singlerne.
-A
09.
xaviersobad - keep it goin xav
Årets psykdelisk gode jerk-album - med nok min favorit samling af åbningsnumre. ‘FanOut’ og ‘Need Me’, *chef’s kiss. Lil B, tidlig drain gang, Black Kray og Chief Keef i en potpourri.
-M
08.
Origami Angel - Feeling Not Found
Den her tog lidt tid, før den krøb ind. Feeling Not Found rummer det længste af genrespænd, hvilket både er albummets største styrke og svaghed. Det er nok det mest uforskammet poppede og mest hardcore metal album, jeg har elsket i år. Hyperkomplekst uden at være svært at forstå, hypermelodisk uden en eneste chance for airplay på dansk radio. ‘Higher Road’ og ‘Feeling Not Found’ er den bedste afslutning på noget album i år. Når sidstnævnte er skruet højt nok op og rammer sit “No matter how much the world wants me to change”, rammer jeg mit endorfin-overload og alt indeni flyder over.
-A
07.
The Story So Far - I Want To Disappear
“It's never enough to have you here / I'd rather just watch you go”
Jeg havde godt nok himlet med øjnene for fem år siden, hvis jeg fik oplyst, at jeg ville inkludere over-sentimental råbe-rock af denne kaliber på favoritlisten i 2024. Nonetheless, er I Want To Disappear det bedste pop-punk-album, jeg nogensinde har hørt. Jeg kunne nok godt overbevise mit fem år yngre jeg om, at vi skulle få brug for udladning, der føles som alle klodens vulkaner, der tømmer kernen for magma på én gang. Instant pop-punk classic.
-A
06.
DORIS - Ultimate Love Songs Collection
Antologi af tilståelsesrige rapballader, selvindspillet over flere år, der er opslugende og hypnotiserende til en næsten farlig grad. Han hopper mellem søde samples og skøre optagelser over 50 sange - næsten alle omkring 1 minut. Det minder mig om Whack World fra 2018, som tog fusen på alle med sin fortryllende bedroom pop/rap i små vignetter. DORIS må være for mig, hvad kendrick har været i år for folk, der har buckethatte på til rapkoncerter på Roskilde.
-M
05.
Porter Robinson - SMILE! :D
Det sukker-sødeste pop-album i 2024, der på overfladen måske lyder som en live-action-Pokémon-films hovedpersons iPod nano-bibliotek, har masser af modvægt lige under overfladen. Selvmordstanker, depression og ikke mindst en sygelig besættelse af nostalgi gennemsyrer SMILE! :D, der i tråd med sin lidt ironiske titel måske uagtet tunge tematikker er noget af det mest underholdende musik i år. Håber Store Vega ligner en japansk comic con d. 26/2. ‘Is There Really No Happiness’ skal du IKKE tjekke ud, medmindre du har lyst til at stå i offentligheden nytårsaften med Pikachu-ørevarmere på og snurre rundt under den eksploderende himmel med udstrakte arme og fredeligt lukkede øjne.
-A
04.
Christopher Owens - I Wanna Run Barefoot Through Your Hair
“If you really wanna know / I’m barely making it through the days / People come and people go / But the loneliness is always the same”
I mean, hvis det ikke er det mest fortabte hook, du kan runde et album af med, så ved jeg virkelig ikke. Årets mest rendyrkede break-up-album er et for the ages. Christopher Owens, den mest ulykkelige blandt troubadourer, har med I Wanna Run Barefoot Through Your Hair udgivet sit bedste soloprojekt - et der er fuldt på højde med hans 3 Girls-albums, der velsagtens er gået hen og blevet indie hall-of-fame. Owens har været igennem helvede de sidste par år og det bærer sangene rørende meget præg af. 50 minutter uden så meget som et kun halv-godt nummer.
-A
03.
Popmusik, der lyder som blæst ud af højtalerne. Det er en kæmpe æstetik på soundcloud, dyrket af bl.a. et af årets højdepunkter, Dj Ess, men imidlertid som noget meget mere utilgængeligt. #gigi tager den samme overstyrede bas, vi har hørt i hele 2024 på Lazer Dim 700 og Osamason-singler, og laver henrivende musik rundt om det. Hun er det mest spændende talent med mainstream-appel i år.
-M
02.
One Step Closer - All You Embrace
De grandiøse, melodiske hooks har fået noget af et albuerum i One Step Closers univers siden 2021’s This Place You Know. Pop-elementerne blev antydet på ep’en Songs for the Willow fra sidste år, men på All You Embrace lader de sluserne gå i vejret, og deres bittersøde post-hardcore bliss skylle indover. Der er mindst fem passager, der føles som når Det Gyldne Tårn afgiver sin lyd, lige før man går 4g. Kulminationen på ‘Giant’s Dispair’ tager nok prisen for årets rush.
-A
01.
Mk.gee - Two Star & The Dream Police
Det her er krydsningen mellem Justin Bieber i storform og indie favourite ML Buch eller Prince og Jai Paul. Han er en “guitar god” og en new-gen Phil Collins - han har en hel singulær lyd. Mk.gee og dette album er den nye reference for mange imitatorer i fremtiden. Ligesom indie til mainstream transcenderende projekter som Mac DeMarcos Salad Days eller Tame Impalas Currents. Der er både drømmende og sentimentale sekvenser med tiktok corecore-edits-potentiale og omfavnende guitar licks, der kan få din boomer far med på bølgen. Two Star & The Dream Police er det bedste album nogensinde, udtalte han til New York Times, samtidig med han bekræftede at han var i studiet med Justin Bieber - “He’s searching… Anything that comes out of his mouth: That’s pop music”. Mk.gee står virkelig ved roret nu - mens han ligner en anden hipster-heartthrob i en gentrificeret nordvest bar - de samme typer, som elsker det her lort. Det er også virkelig godt.
-M
