Takeover #45: Lea Eyðbjørg (17/06/2025)


Takeover lader kulturskaberne dele det, der optager og inspirerer dem i øjeblikket. Et indblik i nogens autentiske smag, begejstringer og kulturelle synsvinkler - formuleret af dem selv.

Lea Eyðbjørg er en dansk-færøsk sangskriver med rødder i både Jylland og Færøerne. Hendes musik blander nordisk melankoli med drømmende folk-pop og hun er en af de helt store nye talenter i vækstlaget. I 2024 udgav hun sin debut-EP, kærlighedsdigte til de uhjælpelige, og spillede over 40 koncerter, herunder support for August Høyen og Østen. Hun er aktuel med singlen ‘blå nætter’ sammen med Østen og arbejder på sit debutalbum. Lea Eyðbjørg åbner First Days-programmet søndag på Roskilde Festival 2025 og har delt med os, hvad der optager og inspirerer hende i øjeblikket.




Addison Rae
Sidste sommer hørte jeg ikke andet end brat - tror seriøst jeg har hørt det album mindst 50 gange. I år har Addison Rae al min opmærksomhed. Føler jeg flyder rundt i en pink synthesizer, når jeg hører hende. Hendes musikvideoer UUUUGH de er så gode. Tror det er fordi det repræsenterer en rå femininitet, jeg hundrede procent genkender følelsen af indeni, men overhovedet ikke selv udtrykker naturligt. Kvinder som hende, Charli og Tate drager mig helt sindssygt. Elsker at læne mig ind i deres energi. Det er et enormt frit sted at være for mig.



Min nye telecaster
Jeg har købt en japansk telecaster fra 70’erne iiiih som er min første elguitar. Det er den fedeste følelse at spille på et instrument, der kan noget helt andet, end mine akustiske guitarer kan. Spiller live på den for første gang til Roskilde Festival. Kan slet ikke vente til jeg får lov at vise, hvad jeg går og brygger på med min lyd.

Havregryn med A38 til morgenmad
Verdens bedste bund. Er mæt for hours. Putter tit en banan i.

CD’er
Plader er fede, er bare meget større fan af CD’er. Elsker at poppe disken ud af etuiet, elsker at sætte den i min afspiller og høre den spinne rundt derinde før jeg trykker play, elsker at lyden er enormt reliable og crisp. Vil så gerne finde en brugt walkman, så jeg kan gå rundt med mine CD’er i tasken og sætte dem på udenfor.

Selvlysende stjerner i loftet
Jeg sætter pris på dem HVER aften, når jeg slukker lyset. Købte en pakke stjerner til mit loft for et halvt års tid siden, fordi jeg fik et kæmpe nostalgi-trip over pakken. Som man måske kan høre på ’blå nætter’, så har jeg haft ret svært ved at sove. Køb nogle plastikstjerner, de er så dejlige at kigge op på.



Psykoterapi
Jeg har en terapeut, jeg ser meget for tiden. Har kendt hende siden jeg gik i gymnasiet og hun kender alle mine mønstre og vaner efterhånden. Bor meget i mit hoved. Det er lidt hårdt, fordi der sker så meget i det hele tiden, og så har jeg svært ved at være ægte til stede. Er meget taknemmelig for at jeg har mulighed for den slags hjælp til at mærke min krop igen.

Astro’s Playroom
Jeg er vokset op med Wii, så har aldrig kunnet spille ordentligt med på Playstation, men det kan jeg nu! Spillet er egentlig bare en guide til at bruge controlleren, men nu har min kæreste og jeg gennemført det sammen. Det har masser af farver og coins og cute små robotter, jeg elsker det. Skal købe efterfølgeren en dag og nørde det, når jeg har mindre travlt.



Luminescent Creatures af artisten Ichiko Aoba

Den her plade er ny for mig. Har svært ved at forklare, hvad den gør ved mig, men det føles bare godt. Den vækker en slags nysgerrighed i mig for hvad musik kan, tror jeg. Melodierne er så levende og lette, de lyder som natur og overnatur på samme tid. Laver nogle gange mad imens jeg hører den og jeg tror ikke, der er noget, der grounder mig mere end den kombination.





Oplev Lea Eyðbjørg på Roskilde Festival på Gaia, søndag d. 29/6 kl 13.30