Takeover #38: Emma Rosenzweig (26/11/2024)

Supertanker
Et P1-program som jeg ikke kendte men faldt over da jeg kørte i bil forleden og lyttede til P1. Jeg har selv lavet radio da jeg var yngre og jeg kan huske at en af de undervisere jeg havde på Talentholdet på DR sagde, at et radioprogram er lykkedes, når lytteren bliver siddende i bilen for at høre mere, selv når bilen er stoppet med at køre. Sådan havde jeg det med Supertanker. Den udsendelse jeg hørte handlede om følelsesresiliens og om, hvordan man klarer sig gennem alvorlige traumer og generel modstand i livet. Det jeg godt kunne lide ved programmet, var den uhøjtidelige stemning kombineret med et højt intellektuelt niveau.




Maidenhead af Tamara Faith Berger
En virkelig fantastisk roman om seksualitet, begær og grænser. En form for Lolita anno 2024 som rammer hårdt og sætter sig fast i én, fordi den portrætterer det at være ung kvinde med en gryende seksualitet på en helt unik måde, som jeg virkelig ikke har set nogen andre steder.

Vinterbadning
Indtil for omkring et års tid siden blev jeg seriøst irriteret når folk fablede løs om, hvor dejligt det var at vinterbade, for der er bare noget helt vildt anstrengende ved, når nogen skal lægge deres fede interesser over på andre. Men sidste år i december begyndte jeg at vinterbade og nu forstår jeg, hvorfor alle vinterbadere altid forsøger at få andre med, for det er helt særligt og man ønsker bare at alle skal opleve det, for man fortryder jo som bekendt aldrig en dukkert. Jeg bruger det meste af mine dage på at sidde foran en skærm og skrive, så det chok som vinterbadning er for min krop, vækker mig virkelig, og det har jeg brug for, for jeg lever ofte i en form for drømmetilstand mens jeg er vågen, og der skal ret meget til for at vække mig.


Anora, Sean Baker
Filmen vandt guldpalmen i Cannes i sommers og jeg skal ind og se den til en forpremiere med min bonusdatter. Jeg elsker at se film med hende og opbygge et fælles filmbibliotek og jeg har høje forventninger til Anora. Sean Baker er en interessant instruktør i en ret konservativ filmbranche og han har før eksperimenteret med at filme sine film på iPhones og med digitalkameraer. En dansk instruktør, der kunne minde mig lidt om den type frisk pust, som Baker bidrager med, er Søren Peter Langkjær Bojsen, der lavede en helt vildt fed eksperimental-spillefilm, Det store glitch/Paradisets børn, for næsten ingen penge, og dermed gik udenom filminstituttets bureaukratiske system.




Gorillaz
Jeg har fået en Gorillaz-revival fordi mine børn er blevet helt vildt glade for de musikvideoer som bandet har lavet gennem tiden. Vi hører det hele tiden og jeg elsker at mine børn godt kan lide musikken, for den minder mig om da jeg var yngre og levede et helt andet liv end jeg gør i dag.


At synge med på sange
Generelt er jeg meget stor tilhænger af at synge med på sange. Det optimale er selvfølgelig at tage på en karaokebar, men det er jo lidt omstændigt, så til tider kan det også gå at synge med, mens man tager en opvask eller er i bad eller kører i bil. Det gør noget både fysisk og psykisk godt at synge med på de sange, man godt kan lide og det betyder ikke noget at man synger af helvedes til. Man kan overveje at gøre det mens man er alene, men at synge med i kor kan helt klart også noget. Den sidste sang, jeg skrålede med på, var The Strokes’ ‘Someday’. Jeg forsøgte at vaske op imens, men jeg endte med at danse i stedet for.




Lade sin smartphone blive derhjemme
Jeg er begyndt at praktisere, at jeg lader min mobil ligge hjemme på mit skrivebord på mit kontor eller slukke den helt og lade den være. Det gør jeg fordi der ellers er alt for mange abstraktioner i løbet af en dag. Jeg har anskaffet mig en såkaldt dumbphone fra Caterpillar og jeg prøver at slukke min iPhone og lægge sim-kortet over i den anden så ofte jeg kan. Det er helt vildt så meget ekstra tid, jeg får af at gøre det. Det lyder måske dumt at det er dét der skal til, men det er en åbenbaring for mig.


Hilton Als
Jeg forsøger at læse alt hvad forfatteren og skribenten Hilton Als skriver. Jeg elsker især hans bøger The women og White Girls. Han skriver om kunst, film og litteratur på en måde, som giver mig håb i en ellers håbløs tid.


At blive ved med at lære
For nylig medvirkede jeg i Lucia Odooms fremragende podcast Poptillægget, hvor jeg sammen med Line Miller og Mette Davidsen talte om den nye Netflix-dokumentarfilm om Martha Stewart. I dokumentaren siger Stewart på et tidspunkt noget ala: ”Når du er færdig med at ændre dig selv, er du færdig”. Det citat kan jeg rigtigt godt lide, for det minder mig meget om en måde at være i verden på, som jeg selv forsøger at efterleve. Man er aldrig færdig med at lære. For tiden deltager jeg i to forskellige kurser i filosofi på Folkeuniversitet. Sidst jeg tog kurser på Folkeuni var lige da jeg droppede ud af gymnasiet for mange år siden, og der var det primært filmhistorie og astronomikurser jeg gik til, men i sommers blev jeg færdiguddannet efter seks år på kunstakademiet Städelschule i Frankfurt, og derfor er det så rart at være tilbage på skolebænken igen og med et lidt andet fortegn end et kunstakademis. Det skønne ved Folkeuniversitets kurser er ydermere at 95% af alle kursisterne har gråt hår, hvilket betyder at der er flere end mig, der har det som Martha Stewart. Det synes jeg er opløftende.