
Takeover #34:
Jo Brunak (14/10/2024)
Takeover lader kulturskaberne dele det, der optager og inspirerer dem i øjeblikket. Et indblik i nogens autentiske smag, begejstringer og kulturelle synsvinkler - formuleret af dem selv.
Jo Brunak er en del af DR Talentholdet 2023-25 og tilknyttet satire-redaktionen som vært. Her laver hun bl.a. politisk satire, der udkommer ugentligt på P3's Instagram. Tidligere har hun sendt radio på DR med programmer som Hvad Nu Hvis?, Fælles Front og Langt Fra Paris. Tidligere har hun arbejdet som producerassistent ved True Content Production, som skaber fiktionsindhold baseret på virkelige historier. Jo har delt med os, hvad der optager og inspirerer hende i øjeblikket.
Mit situationship med Donkey Bike
Det hele startede med, at jeg fik stjålet min cykel for 3. gang. Det er lang tid siden nu, men jeg går stadig og spejder efter min gamle, smadrede blå Raleigh, som er pist borte. Som nødløsning har jeg benyttet mig af Donkey Bike. Det har ruineret mig og sat mig i et uendelighedslimbo, hvor jeg aldrig nogensinde får købt mig en ny cykel igen. Engang kørte jeg på en Donkey, der hed Gilli, som passede mit fiktive image, men jeg venter stadig forgæves på, at min mors ven sælger mig en billig ny Raleigh. Men han kommer aldrig. Jeg ville ønske, at jeg turde stjæle en ny.
Skrabelodder
Jeg havde for nylig en snak med min kollega om, hvor fedt det er at købe skrabelodder, specielt når man er lidt fuld. Det skal ikke lyde Uffe Holm-agtigt, men jeg nyder det mikroskopiske rush. Altså tænk, hvis jeg vandt?
Stjerner og striber
Et godt plug til en podcast om det amerikanske valg, som optager mig en del.
Tro
Jeg har lige været i LA på studietur med Talentholdet og her besøgte vi en kirke ved navn Oasis. En lidt anden oplevelse end hvad man ellers kunne forvente af navnet. Det var spændende at få et indblik i det fællesskab, der findes i at tro på noget, og som stilmæssigt står i stor kontrast til den danske folkekirke. For hold da op, hvor kan man være Yeezy-cool og troende på samme tid i LA. Fedt, fascinerende og lidt manipulerende på samme tid.
Nye løbesko
Jeg har løbet med gaffatapede løbesko i månedsvis. Og jeg løber rigtig meget. Det er fordi jeg hader at bruge penge på praktiske ting, som jeg håber på magisk vis, løser sig af sig selv. Nu har jeg prøvet at finde mine nye Asics-løbesko brugt fra Polen lidt for længe, så nu har jeg endelig købt mig nogle nye på udsalg. Det er mine knæ ret optagede af.
Andrew Callaghan og This Place Rules
Andrew Callaghan er min største YouTube-kærlighed. Han formår på beundringsværdig vis at formidle vigtig kultur, gak og politik gennem de mennesker og miljøer, han møder på sin vej, med sin ikoniske interview- og klippestil. Og USA er den perfekte kulisse. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der drømmer om at mestre det samme her i Danmark. For nylig så jeg hans film This Place Rules, som, uden at være det bedste, han har lavet, heller ikke er nogen undtagelse.
I min tid, Ulla Terkelsen
Ulla Terkelsen er og har altid været et stort idol for mig. Da jeg var lille, klædte jeg mig ud som hende og opførte hendes reportager som små shows i bilen for min mor. Hendes bog er virkelig god.
Jaya
Jeg har altid drømt om, at nogle ville spørge mig om sådan noget her, så jeg ku anbefale kunstneren Jaya til jer alle sammen. Hun er en kæmpe stjerne, og mit yndlingsnummer er
‘Fejl’.
Moralske tømmermænd
Hvis der er noget, fanden har skabt, udover alkohol, så er det moralske tømmermænd. Dem lider jeg af. Måske er det fordi jeg snakker for meget, men det er nok også fordi jeg dealer med en del ængstelighed. Udover ængstelighed, er det nok også en stor portion main character-energi, der har en tendens til at tro, at ALLE kan huske og snakker om, hvordan jeg trak vejret i går. Det arbejder jeg på.
Fiskefrikadeller
Jeg spiser fiskefrikadeller hver dag, hvis jeg kan komme til det. En konstant fascination. Min personlige supermarkedsfavorit er Havet’s Klassiske fiskefrikadeller.
Mine medstuderende og kammerater
Jeg er dybt inspireret af Mo, Thea og Laila som er min årgang på Talentholdet. De er så dygtige, skarpe og sjove. Ik gå glip af dem!