Takeover #32: Kindsight (17/06/2024)
Takeover lader kulturskaberne dele det, der optager og inspirerer dem i øjeblikket. Et indblik i nogens autentiske smag, begejstringer og kulturelle synsvinkler - formuleret af dem selv.
Kindsight er er en indierock-kvartet og et af de sejeste nye danske navne i årevis. De udgav i april deres andet album No Shame No Fame, en af de bedste danske udgivelser i år, der dufter af Molly Rankin, Mazzy Star og Stina Nordenstam - det er følelsesladet shoegaze-pop, der fortjener alle sine gode anmeldelser. De spillede sidste år på SXSW i Austin, TX, hvilket må være det største flex i indiekredse, og Roskilde Festival i opvarmningsdagene, og skal spille en masse flere koncerter i 2024 ifm. deres nye udgivelse. Heldigvis for os, har de delt med os, hvad der optager og inspirerer dem i øjeblikket.
Nina:
Mel
Altså mel er jo sygt fedt. Blander man det med vand og steger det på panden, har man tortillapandekager. Tilsætter man gær og lader det hvile sig i en abstrakt mængde tid, bliver det til brød?!? Hvis man gerne vil være lidt fancy, kan man blande mel med æg og så er der pasta? Om det er sundt at spise meget mel, ved jeg ingenting om, men det er i hvert fald sygt billigt. Elsker mel.
Kim Gordon på Roskilde
Hvis man skal på Roskilde, vil jeg gerne anbefale, at man tager ind og hører Kim Gordon, som er tidligere bassist, sanger og guitarist i legendariske Sonic Youth. Hun har lige udgivet et nyt album, som er en ret vild blanding af trap-beats, spoken word og noise rock. Jeg var inde og høre hende for et par år siden i Berlin, da hun var på tour med hendes første soloalbum No Home Record. Jeg blev fuldstændig blæst bagover af koncerten på den der måde, hvor man bare står som forstenet og koncentrerede mig om ikke at bryde sammen i gråd, imens mine venner hoppede rundt og havde en fest. Hendes band består af 3 mega seje unge kvindelige musikere og hun er selv nok det mest cool menneske der findes, som hun står der med sine 70 år og owner scenen. Der var bare noget enormt livsbekræftende over den koncert, som virkelig har sat sig i mig. Selvom man måske finder musikken til den eksperimenterende side, synes jeg helt klart, man skal prøve at give koncerten et skud. Jeg er sikker på, at man får en oplevelse.
Dagmars Bodega
D. 26 april åbnede der en ny røgfri bodega på hjørnet af Dagmarsgade og Gormsgade på Nørrebro. Det er nogle virkelig skønne folk der står bag, som har nogle seje visioner for stedet, så det kan kun blive godt. Masser af cute vibes, gode mennesker, kolde øl, og siddepladser i solen. Man kan bl.a. købe en kæmpestor og stærk flaskeøl, som de kalder kæreste-øl, som man kan dele med en man holder af eller bare sig selv hehe.. Kan virkelig anbefale at svinge forbi, nyde en øl og holde øje med, hvad de ellers finder på af events og sjove ting i fremtiden.
Vesterhavet og krabbeklør
Da jeg var teenager var 2 uger i min mormors sommerhus ved Vesterhavet ikke altid den sjoveste måde at bruge min sommerferie på. Når den eneste underholdning er en lille minigolfbane, som er mere eller mindre afbleget af solen, er to uger altså lange. Men med tiden har jeg virkelig lært at sætte pris på den lange tur ud til sommerhuset ved Vesterhavet. Det store vilde hav og uendelige lange strande giver virkelig ro til hjernen. Noget af det, jeg elsker allermest ved vesterhavet, og altid har gjort, er når vi har hentet en stor pose friske krabbeklør hos en fiskekutter, og har siddet på terrassen, banket dem med en hammer, og brugt lang tid på at samle krabbekød nok til skive franskbrød. Den bedste mad man overhovedet kan spise. Og så med mayo, citron og masser af peber.
Lad den rette komme ind
Sjældent har jeg set en vampyrfilm, som jeg har brudt mig om, men den svenske film Lad den rette komme ind instrueret af Tomas Alfredson holder jeg virkelig meget af. Filmen foregår i 1980’erne i en forstad til Stockholm. Den handler om en 12-årig dreng ved navn Oscar og hans møde med vampyrbarnet Eli, portrætteret i et socialt realistisk, skandinavisk vinterunivers. Filmen har en perfekt balance mellem noget ret makabert og noget ret smukt. Filmen er vist baseret på en roman med samme titel af John Aivide Lindqvist, som jeg har til gode at læse.
Anders:
Jacques Pepins Fast food my way / Todays Gourmet / Essential Pepin
Manden, der har skrevet bogen om fransk køkkenteknik engang i 70’erne, laver fra starten af 00’erne og frem en lang række tv-køkken-programmer under forskellige titler, der alle kan findes på youtube. Takket være den klassiske "Food Network"-iscenesættelse, eksisterer programmerne i en fantastisk fantasiverden, hvor tiden altid er før finanskrisen i 2008, hvor alle bor i deres eget romantiske dukkehus på landet og ikke har andet at bruge deres tid til, end at cykle gennem skoven til den nærmeste by og handle på grøntsagsmarkedet, hvor det tilmed også altid er søndag, så familien og vennerne kommer selvfølgelig altid til middag senere. At se Jacques i køkkenet er dog den største styrke ved programmerne. For utålmodige og rastløse mennesker som jeg selv er det balsam for sjælen at se en porre blive renset, hakket og anvendt uden en eneste procent spild på under 30 sekunder. Tøven og tvivl eksisterer ikke i dette fantasiunivers. Retterne, Jacques finder på, er også et under. Man får følelsen af, at han på et tidspunkt har haft et ideologisk brud med den klassiske franske madlavning, der er tung på kød og mælkeprodukter. Han tænker i hvert fald sundhed minutiøst med i alle aspekter af sin madlavning, på trods af at nogle af tiltagene bærer præg af 00’ernes forståelse af, hvad sund mad er. I den moderne internet-opskrifts-jungle eksisterer der (i mit hoved i hvert fald) et skjult ideal om, at mad gerne skal være både sundt, billigt, nemt, lækkert, hurtigt og klimavenligt. Jeg tror det reelt er en utopi at opfylde alle disse kriterier i et enkelt måltid, men jeg har aldrig set nogen komme så tæt på, som Jacques Pepin gør i sine formidable tv-programmer.
Anne Briggs - ‘Willie O Winsbury’
Da jeg første gang hørte denne sang, sad jeg en december i letbanen på vej gennem skovarealet fra Hillerød til Gilleleje for at besøge min mor. Som jeg husker det, sneede det for første gang den jul, men det kan jo også blot være romantisk ønsketænkning. På trods af længden på 5:32 og at sangen som klassiske folkesange kun består af det samme vers igen og igen, kan jeg sjældent huske, at en sang har gjort så stort indtryk på mig. Sangen er en skotsk folkeballade af ukendt ophav, men tidligst noteret i år 1775. Teksten i sangen er et slags folkeeventyr fortalt kronologisk om en prinsesse, der forelsker sig i en overnaturligt smuk bondedreng ved navn Willie. Da Kongen finder ud af forelskelsen og den dertilhørende graviditet, vil han først have drengen halshugget, men da han konfronteres med Willie, er han så smuk, at kongen selv kommer til at ønske sig at blive hans "bed-fellow", hvis altså han selv havde været en kvinde. Historien ender lykkeligt, men på trods af dette rummer sangen en magisk melankoli, der er så let og uplacerbar, at man bliver nødt til bare at blive ved med at lytte, igen og igen. Jeg har lyttet mere end flittigt, men har stadig ikke helt fundet ud af hvad ved sangen, jeg er så betaget af. At en folkesang fra 1700-tallet beskriver køn som noget flydende, er pudsigt. At man kan levere en sang med lige dele nerve og henkastethed, som Anne Briggs gør, er imponerende. Men hvad der gør sangen så magisk i mine ører, har jeg endnu ikke fundet ud af.
Johannes:
At være fluen på væggen i en sauna
I løbet af det sidste halve år har jeg fået en nyvunden kærlighed til saunaen som socialt rum. Når settingen er, at man bare skal sidde og svede sammen med en flok fremmede mennesker i et lille trærum, så taler folk sammen på en anden måde, end hvis man for eksempel sad i en bus. Det er en god kilde til alskens røverhistorier og konspirationsteorier fra en enormt broget flok, jeg ellers ikke ville have haft fornøjelsen at høre. Godt sted at høre om jordhulemesser og overraskende sundhedstips.
Høre musik sammen i høretelefoner
På mit værelse er der mulighed for at man kan slutte flere hovedtelefoner til anlægget samtidigt. Det er ret fedt at dele den intime, bobbelagtige oplevelse af at høre musik i høretelefoner med andre. I virkeligheden ligesom et silent disco, bare uden disco.
Broadcast - Spell Blanket
Jeg fandt ud af lidt tilfældigt, at der for nyligt er blevet udgivet en masse af Broadcasts gamle demoer. 36 tracks, der mest består af korte sange på ca. 2 minutters tid, nogle gange bare af små loops, en sjælden gang imellem en sang i normal spillelængde. Det er meget stemningsfuldt og magisk.