Takeover #31: Deb Foam (30/05/2024)
Takeover lader kulturskaberne dele det, der optager og inspirerer dem i øjeblikket. Et indblik i nogens autentiske smag, begejstringer og kulturelle synsvinkler - formuleret af dem selv.
Deb Foam er kunstner og producer og en af de mest spændende profiler på den danske elektroniske scene. Hendes musik spænder mellem fængende elektroniske kompositioner, mørke stemninger, metalliske klange samt vokale indslag - hendes seneste single 'nowhere to go' er et skridt ud i noget helt nyt. Deb Foam stod bag en af de bedste koncerter på Spot Festival i Aarhus i år, og vi glæder os meget til at se hende på Roskilde Festival i opvarmningsdagene. Hun har delt med os, hvad der optager og inspirerer hende i øjeblikket.
Sims 4
Sims 4 har været en stor skuffelse sammenlignet med Sims 1, 2 og 3. Simmerne virker så livløse og mangler de komplekse personligheder, der gjorde de tidligere spil så engagerende. Sims 4 føles som en skrabet version af sine forgængere, hvor EAs grådighed har overskygget spillets kvalitet og spiloplevelse. Håber seriøst på, at Paralives og Life by You bringer dybde og kompleksitet tilbage til genren.
The Prodigy
Hver gang jeg hører The Prodigy, bliver jeg mindet om den utrolige indflydelse, de har haft på mig som musiker. Deres dristige lyd og intense energi har inspireret mig til at udforske nye stilarter og eksperimentere med mine egne kompositioner. Jeg nåede heldigvis at se dem live tilbage i 2010 inden Keith Flints død. Jeg glemmer aldrig den koncert. Rest in Peace, Keith <3
Remixing
Det sjove ved at remixe sange er, at jeg kan eksperimentere med forskellige lyde, rytmer og stemninger for at skabe noget helt nyt. Det er som at have en legokasse af lydelementer, som jeg kan sammensætte på nye og spændende måder. Jeg kan også lide at fordybe mig i en sang og forstå dens essens på et dybere niveau. Ved at isolere og manipulere forskellige dele af en sang opdager jeg nye lag og nuancer, der måske ikke var til stede i den originale sang.
Binge-watching
Når jeg finder en serie, der virkelig fanger min opmærksomhed, kan jeg bogstaveligt talt ikke stoppe med at se den. Det bedste (og værste) ved binge-watching er, at når jeg først er færdig med en serie, føler jeg mig ofte tom og efterladt. Jeg har investeret så mange af mine følelser og min tid i at følge med i karakterernes rejse, at det kan være svært at sige farvel, når det hele er slut. Det er som at sige farvel til gamle venner, som har været en del af mit liv i lang tid. Så underligt.
Ju-On / The Grudge
Ju-On, selv i sin amerikanske version, som jeg så da jeg var 10, har efterladt et uudsletteligt indtryk på mig og har skabt en frygt, der fortsætter med at hjemsøge mig til denne dag. Det er fascinerende, hvordan noget så simpelt som en film kan vække så stærke følelser af frygt og angst. At blive konfronteret med noget, der er så skræmmende, har ikke kun efterladt mig med en følelse af frygt, men også med en følelse af nysgerrighed og ærefrygt over for det uforklarlige.
Stressdrømme
Næsten hver nat drømmer jeg om at rejse, og hver gang føles det som om, jeg er fanget i en endeløs labyrint af kaos og frustration. De mistede fly og forsinkede tog er blot begyndelsen på mine drømmerejser, hvor tabt bagage og et mystisk forsvundet pas kun forværrer min bekymring. Når jeg vågner op efter sådan en kaotisk rejse, er jeg fuldstændig udmattet og smadret irl.