Takeover #3: Melodi Ghazal (17/08/23)


Takeover lader kulturskaberne dele det, der optager og inspirerer dem i øjeblikket. Et indblik i nogens autentiske smag, begejstringer og kulturelle synsvinkler - formuleret af dem selv.

Melodi Ghazal (@melodighazal) er en dansk-iransk kunstner med et alsidigt lydunivers rigt på daf-tromme og lyrisk finesse. Foruden et vanvittigt output i år med debut-ep’en ‘Mellow D’ og fraads-gæstede ‘Begoo’ havde hun en af de fedeste koncerter på årets Roskilde, fik Burhan G co-sign og gik dobbelt-viralt på festivalen. Ghazal er blandt de sejeste navne i dk, som du skal kende. Kunstneren bag projektet hedder Melodi Soltani, som vi har været heldige at få et skriv fra om det, der optager og inspirerer hende i øjeblikket.


Swank Mami - ‘I Saw U’
Jeg har det dejligt til denne her sang, som både føles som nu og som mig på vej til skole som 11-årig. Synes den er charmerende og betagende og har et fedt keyboardriff og gode melodier. Jeg ved ikke så meget om hende, andet end hun vist er fra Norge - tror hun er somali - og kun har udgivet 3 singler indtil videre. Glæder mig til det næste.



Zan Zendegi Azadi
Den 16. september er det et år siden at Jina (Mahsa) Amani blev myrdet i Iran i moralpolitiets varetægt og den store bølge af protester mod det undertrykkende styre begyndte. Efter virkelig mange arrestationer og henrettelser stilnede det af i gaderne, men ånden er ikke død. Jeg tror ikke det varer længe, før der er et nyt ryk. Vi skal blive ved med at dele herfra og råbe med på det oprindeligt kurdiske slogan: Zan (kvinde) Zendegi (liv) Azadi (frihed).

Reformer
En meget LA-agtig træningsform som er pilatesbaseret men på en bænk, der kan alt muligt med fjedre og elementer, der kan bevæge sig og yde modstand. De steder jeg kender, hvor man kan træne reformer, er det ret dyrt. Det er kun på hold og lidt posh. Men ærligt, det er den bedste træning, jeg har prøvet. Den er meget 'core'-fokuseret og jeg føler jeg bliver stærk af det.

Meditation på ‘Balance’ app
For at blive i wellness lifestyle temaet; jeg er lige begyndt at meditere sådan regelmæssigt. Appen ‘Balance’ havde (har måske stadig?) et tilbud, hvor man kunne få et års gratis medlemskab fordi ‘alle skal have råd til mental sundhed’, som de skrev. Har længe haft en idé om, at jeg skulle læse en masse om meditation, praksissens oprindelse og tage et mere bevidst valg om, hvordan jeg mediterer og hvilken praksis jeg følger, men livet går, klokken slår og jeg skulle bare i gang. Jeg er stadig i træning men kan godt lide det lille ritual.

yolo
Jo ældre jeg bliver, jo mindre siger jeg nej. tik tok, forstår du!

Running sushi
Kan huske, hvor vildt det var at se running sushi-totaloplevelsen i Sex And The City engang. Forleden var jeg på en running sushi restaurant på hjørnet af Pile Allé og Vesterbrogade. Den hedder Fuji Sushi og restauranten ligner også udefra noget, der var sygt moderne i slut 90’erne eller start 00’erne. Elsker at åbne de der vinduer og vælge min lille tallerken! Og der er softice med i prisen!

Mija Milovic’ album ‘Still Life’
Hvis man stadig ikke har hørt det her album, er det ind og lytte - det er et virkelig dejligt album. Det veksler mellem mange lydbilleder og det er bare en stor fornøjelse at rejse gennem dem.