Takeover #29: Den Medierede Grubler (23/05/2024)
Takeover lader kulturskaberne dele det, der optager og inspirerer dem i øjeblikket. Et indblik i nogens autentiske smag, begejstringer og kulturelle synsvinkler - formuleret af dem selv.
Den Medierede Grubler er en memeprofil, anerkendt som en af pionererne inden for nichememes i Danmark. Den tager udgangspunkt i popkultur fra både ind- og udland og behandler alt fra svaneflex- og streamer lingo, forældrekøbsdygtige københavnere, entry-level filmelskere, selvudråbte intellektuelle og Fabräk-fans – alle typer står for skud, og det elsker vi. Grubleren skiller sig ud ved at indeholde bunkevis af referencer, der tilføjer yderligere dimensioner til den umiddelbare punchline. Den Medierede Grubler har delt med os, hvad der selv optager og inspirerer ham i øjeblikket.
Kyle MacLachlans Tiktok
Kyle MacLachlan må være født med en ung gen-z-kvindes sjæl. Den mand forstår, hvordan man bruger sine sociale medier som ingen anden. Hvad end det er at parodiere Lordes Instagram-opslag eller lipsynce til Charli XCX, så har han altid sin unikke mystiske charme med sig. Ægte Agent Dale Cooper-energi.
Star Wars-prequels
Star Wars-sagaens måske mest udskældte kapitel, The Phantom Menace, er netop fyldt 25 år og sikken et liv, den film har haft.
Filmen, der sammen med Attack of the Clones og Revenge of the Sith, udgør den såkaldte prequel-trilogi, er gået fra at være næsten universelt hadet til at blive genstand for en form for post-ironisk omfavnelse.
En del af fortjenesten må man give til diverse internetkreatører, der i video-essays, memes og meget mere har analyseret, genfortolket og rekontekstualiseret filmene i sådan en grad, at de er sunket ind i den kollektive bevidsthed. Det er på trods af, at de sgu til tider er nogle rimeligt questionable film. Man kan snildt bruge timer på at sluge videoessays om, hvordan man skal se filmene i sort/hvid og på japansk for at forstå Kurosawa-inspirationen, eller om hvordan man skal glemme dialogen og i stedet tage space-opera-begrebet bogstaveligt og lade sig omslutte af den mytologiske fortælling i billeder, lyd og musik.
Filmene har stadig en originalitet og et hjerteblod, man kan savne i nutidens blockbusters. De har noget på spil. Der kan efterhånden ikke herske tvivl om, at George Lucas kokkererede med sin fortælling om heltene og demokratiets fald, men konsensus er også, at han godt kunne have haft brug for lidt færre yes-men på produktionen.
Men helt ærligt, prøv at gense den originale Star Wars-trilogi, de emmer også af campy historiefortælling og clunky replikker. Prequel-trilogien prøvede at fortælle nogle nye historier, vise os nogle nye universer og så pionerede de ny film-teknologi. Jeg forbliver fan, selvom jeg ikke kan løbe fra at filmene også har en særlig nostalgi-faktor for mig, som et barn af den tid.
Chappell Roan
Glem Jojo Siwa, det her er gaypop. Chappell Roan smed sit debutalbum på gaden i efteråret og sangene er langsomt krøbet ind i mine øregange for at blive. Chappell Roan mestrer den svære kunstart, det er at balancere mellem uhyre morsomme og samtidigt utroligt vedkommende tekster. Som på ‘Casual’ hvor situationship-relationen vendes i en fortælling om at modtage oralsex på bagsædet og blive inviteret på besøg af svigermor.
The Last Dinner Party
Her kommer en Roskilde anbefaling af et band, der har summet højt i mine høretelefoner det sidste halve år. The Last Dinner Party er et af Storbritanniens mest hypede bands for tiden. Det har kostet dem en masse beskyldninger om at være nepobabies (Det man kan læse mere om i bl.a. Soundvenue), men musikken holder. The Last Dinner Party har ligesom Chappell Roan også mestret samtidsteksterne og de stærke pop-hooks, men deres univers er mere rocket og mindre poleret. Vi ses på Eos-scenen til sommer.
Kurt Vonnegut
Den amerikanske forfatter Kurt Vonnegut blev under anden verdenskrig tilfangetaget af tyskerne. I krigens sidste år sad han som krigsfange i Dresden og overlevede med held de allieredes bombardementer af byen. Det besluttede han sig for at skrive en bog om. Den kom så også bare til at handle om aliens fra planeten Tralfamadore, der modsat os, men meget lig en PTSD-ramt veteran, ikke oplever tiden som en lineær udvikling. Kurt Vonnegut skildrer krigs absurditeter med en mørk satirisk pen som ingen anden, måske bedst eksemplificeret i den ikoniske brug af “so it goes”, hver gang der er et dødsfald i bogen. Der er nogle nuancer og lag i hans forfatterskab, jeg godt kunne savne i nutidens mainstream-satire.
Christianshavns pubcrawl
Jeg vil gerne slå et slag for de brune bodegaer og de gamle beværtninger. Dem skal vi sørge for bliver med os her i byen. Særligt dem på Christianshavn er jeg blevet glad for. Her kan du komme forbi klassikere såsom Fingerbøllet, Falken, Stærkodder og Eiffel, spille billard på Høvlen, nyde vandet ved Kanal Bodega og slutte aftenen af på Sofiekælderen, hvor du kan danse til Thomas Helmig med folk i alle aldre. Hvis man er frisk, kan man også lige krydse Inderhavnsbroen og tage Café Malmø med.
Mk.gee
Den gode Mads Axelsen anbefalede den her fabelagtige kunstner for et par måneder siden, så jeg skal gøre det kort. Du vil gerne stå om et par år og sige du har været med på Mk.gee-bølgen længe. Hvis du skynder dig, så kan du måske nå at bilde folk ind, at du var med før dette års Two Star & The Dream Police. Albummet der lige nu tegner til at blive hans gennembrud til et (lidt) større publikum.
Megalopolis og New New Hollywood?
For lidt over 50 år siden så man en ny generation af unge dristige filmskabere erobre Hollywood. Det var dem, vi i dag kalder for dinosaurer (Martin Scorsese og Francis Ford Coppola I ved…). Efter succeser som The Graduate og Easy Rider (som jeg i øvrigt også anbefaler man checker ud, hvis ikke man allerede har) lugtede filmindustrien nemlig penge i de auteur-drevne satsninger, der kunne bevare noget kunstnerisk integritet og samtidigt appellere til et bredere publikum. Det hele crashede selvfølgelig engang i 80’erne med et kæmpe flop, hvorefter satsningerne blev mindre og færre. Nu er det ikke fordi vi har været på en fyrre år lang ørkenvandring uden nævneværdige film, tværtimod, men sidste år skete der noget. Vægtskålen tippede. Barbenheimer-fænomenet sejrede og beviste, at der godt kunne være en sult blandt mainstream-publikummet for mere udfordrende film. Med det indtog, film som Challengers, Dune og Poor Things samt studier som A24 har gjort på popkulturen det sidste stykke tid, kan man da have lov at krydse fingre. Om ikke andet kan man da vælge at smide sine penge efter den slags film, indtil vi lige finder ud af at etablere et federe økonomisk system. Apropos Francis Ford Coppola, så er jeg også utroligt spændt på hans længe ventede comeback med filmen Megalopolis. En sci-fi epic om Amerika med et stjernespækket cast. Filmen dyster i disse dage på Cannes-festivalen, men de tidlige reaktioner på filmen peger simpelthen på, at det kan gå i alle retninger med den film. Ikke nok med at den i bedste Coppola-stil allerede har været igennem noget af et produktionshelvede, så er der også udfordringer med at skaffe en distributør, der tror på at filmen kan blive en succes. Måske står vi med den næste Apocalypse Now?
Nia Archives
Endnu en anbefaling til årets Roskilde Festival. Nia Archives svinger forbi Apollo-scenen på Roskilde Festival onsdag nat og det kan kun blive en fest. Hun udgav i starten af året sit debutalbum Silence Is Loud, hvor hun beviser en eminent evne til at videreføre den elektroniske stilart jungle til et nyt publikum.
the forest jar
I den her ganske simpelt animerede serie får du lov at høre diverse fabeldyr, mytologiske væsener, guder og dets lige give deres bud på diverse spørgsmål og grublerier, man kan få opbygget her i tilværelsen. Det kan være alt fra, hvad frihed er til, hvordan det er for bigfoot at købe sko. Du finder dem på insta, tiktok, youtube osv.