Takeover #27: Demersal (16/05/2024)


Takeover lader kulturskaberne dele det, der optager og inspirerer dem i øjeblikket. Et indblik i nogens autentiske smag, begejstringer og kulturelle synsvinkler - formuleret af dem selv.

Demersal er et hardcore/screamo band, som lige har udgivet sit andet og selvbetitlede album. Musikken bevæger sig mellem kaotisk, ekspressiv hardcore og postrockede, melankolske passager - endda hvad der lyder som techno på sidste track - “Mostly it’s just a churning, scraping, overwhelming sludgefest,” som Stereogum (!) skrev om den nye udgivelse. De har i samme forbindelse lavet en track-by-track gennemgang på BrooklynVegan, som man også bør tjekke ud. Demersal har turneret i Europa flere gange, foruden at spille på flere danske festivaler som SPOT, Uhørt, A Colossal Weekend og Ilter Festival. Selvom deres tekstunivers kredser om en verden i forfald, har de fundet en masse skønne ting at skrive om, som de har delt med os.




Viktor:

At lytte til et nyt album hver dag
Jeg bestræber mig altid på at lytte til mindst et album hver dag, som jeg aldrig har hørt før. Jeg har mange perioder, hvor det ikke helt lykkes mig, hvis jeg har for meget i kalenderen. Men de perioder, hvor jeg har en god streak med det, kan jeg mærke jeg bliver gladere og mere inspireret til selv at skrive en masse ny musik, så det kan jeg varmt anbefale.


Kiosk-crawls
Det er ligesom bar-crawls bare med kiosker, og det er tusind gange federe. Gå en lang tur med dine venner og støt de lokale kiosker. Jeg har altid hadet bar-crawls, men kiosk-crawls til gengæld er efterhånden blevet en af mine yndlingsaktiviteter om sommeren.


Frugt hver aften
Jeg har hele mit liv spist frugt hver aften, lige inden jeg skal sove og er ret religiøs omkring det. Det er lidt et ritual for mig, som er med til at skabe tryghed og ro. Jeg døjer ofte med OCD og tvangstanker, og der kan det hjælpe mig at have nogle faste ritualer og strukturer, så jeg ved, at ligegyldigt hvor fucked dagen har været, så er der altid frugt om aftenen. Jeg tror det kan være virkelig gavnligt at have et fast holdepunkt for dagen - noget at vende tilbage til - særligt i stressede eller kaotiske perioder. Også selvom de faste rutiner eller ritualer kan være noget så “fjollede” som at spise frugt på en bestemt tid af døgnet.


Musikanbefalinger: 

Naked City - Grand Guignol



Jeg har meget længe haft det helt vildt over de første 39 minutter af det her album. De første 39 minutter er primært forskellige klassiske værker fortolket gennem et jazz/rock-band. De resterende 20 minutter er mere sådan en omgang avantgarde-grindcore-jazz-noget, som også er en kæmpe vibe, men ikke så meget min vibe.


Crippling Alcoholism - With Love From a Padded Room



Meget ubehagelig stemning på det her noise-rock/goth-agtige album. Albummet handler om et fiktivt fængsel, og hver sang portrætterer forskellige indsatte, der sidder isolationsfængslet. Der er mange forskellige personligheder: fra uheldige, sørgelige eksistenser til dybt sadistiske karakterer. Det er lige så ubehageligt som det også er vildt rørende til tider.

Kara Jackson - Why Does The Earth Give Us People To Love



Havde det ret vildt over Kara Jacksons debutalbum sidste år. Meget traditionel og gammeldags sangskrivning i en eller anden forstand i et meget digterisk og højtideligt sprog. Men på en eller anden måde føles det ret moderne i kraft af det.

Mount Eerie/The Microphones - bare sådan helt generelt
Mount Eerie/The Microphones er nok en af de artister, der har inspireret mig allermest de seneste par år i min egen sangskrivning. Der er en ret vild drømmende umiddelbarhed over hans sange. Som om han prøver at sætte ord på noget af det, der ikke kan sættes ord på. Vil anbefale Lost Wisdom, Clear Moon og Wind’s Poem.




Jonas:

Gameboy Advance og lange rejser

Kender I det, når man skal rejse i bil i mange, mange timer? Find jeres gamle Gameboy frem. Hvis du ikke selv har en, så spørg din sidemand. Der er så mange fede spil, og man kan fordrive tiden OG spare strøm på sin telefon samtidig, what the heeell. 


Grave of the Fireflies
Den var på min "to watch"-liste og en søndag aften, hvor jeg var lidt småsyg og kom sent hjem fra øver, satte jeg den på. Aldrig før har jeg været så ødelagt af en film, jeg hulkede on/off i en times tid efterfølgende. Det er absolut den bedste film, jeg nok aldrig skal se igen.




Godnatlæsning
Jeg er begyndt hver aften at læse Dragon Ball (på dansk) for min kæreste, inden vi lægger os til at sove. Jeg tror fælles højtlæsning er en god aften-aktivitet uanset, hvilken bog man læser sammen, men der er altså også noget fedt over at læse 3-4 sider udelukkende med "wiiuup" "bradabam" "kabom".


Massage
Husk at massér dine venner og nærmeste i ny og næ.


Gamle smartphones
Jeg har, så længe jeg kan huske, haft et princip om ikke at betale mere end 500,- for en mobiltelefon. Det har ført til, at jeg den dag i dag har en Motorola fra 2017. Det er både en gave og en forbandelse. På den ene side bruger jeg 20 sekunder på at åbne Instagram, på den anden side bruger jeg stort set aldrig min telefon til andet end at komme i kontakt med folk.


Emil:

Off-days 
Jeg er ikke altid særligt god til at planlægge min uge på en overskuelig måde og ender ofte ud med at have sygt mange dage i streg, hvor jeg drøner fra én aftale til en anden. Som modgift har jeg indført, at jeg skal have mindst én dag om ugen, hvor jeg ikke må lægge nogle aftaler eller ordne et eller andet praktisk. Jeg kalder dem ‘Emil-dage’, og jeg synes, at du også fortjener din egen dag. Det føles virkelig godt at prioritere sig selv på den måde og lave et eller andet chilleren. Man kan f.eks..


Lave mad
Det lyder lidt banalt, men det er så givende at lave et godt måltid mad til sig selv. Især hvis man har brugt lang tid på tilberedning, for så bliver man bare mere og mere sulten i løbet af hele processen, og jo mere sulten man er, desto bedre føles det at indfri sin sult med et måltid, der bare smager fucking godt. Lav en lasagne helt(!) fra bunden, tilbered en hel kylling, lav din egen pasta (du behøver ikke en pasta-maskine, du kan rulle dejen ud med en kagerulle (eller en flaske vin?)). Ikke nok med at det smager sygt godt, når man har gjort sig umage med et måltid, så får man det også godt med sig selv. Lidt som om man har foræret sig selv en gave.


Tiny Desk-koncert med Soul Glo
For nyligt blev der udgivet en Tiny Desk-koncert med det amerikanske punk-band, Soul Glo, og det er, i min mening, en af de fedeste Tiny Desk-koncerter. Det virker helt outrageous at have et så energisk band klemt ind i et koncertformat, der normalt er så afdæmpet, men det er iskoldt og det fungerer. Kæmpe anbefaling.




Initial D
Initial D er en anime-serie, der handler om en ung dreng, Takumi, der opdager sit talent for at køre race og drifte efter at have leveret tofu hver morgen i mange år langs Akina-bjergets snævre veje i sin fars Toyota. Det er en virkelig god præmis og den er enormt fængende. Desuden består soundtracket nærmest udelukkende af eurobeat, hvilket jo også er en kæmpe vibe. Hvis du er vokset op med Need For Speed Underground, eller synes Fast & Furious Tokyo Drift er det fedeste, vil du elske Initial D.


Sebastian:

Godspeed you! Black Emperor - Lift Your Skinny Fists Like Antennas To Heaven
Den canadiske post-rock gruppe Godspeed you! Black Emperor’s andet album sætter mig altid i en unik stemning. Det er både nostalgisk, smukt og til tider utrolig trist.





Corto Maltese
Siden jeg som teenager så animationsfilmen La cour secrète des Arcanes, har jeg været fascineret af sømanden Corto Maltese og hans færden rundt i verdens brændpunkter i starten af 1900-tallet. Karakteren blev skabt af den italienske tegner Hugo Pratt, som både tegnede og skrev historierne. Det er bøger (tegneserier), som jeg kan læse igen og igen og hver gang opdage nye ting i historien og/eller om karaktererne. Som en anbefaling i en anbefaling vil jeg nævne soundtracket til animationsfilmen, som jeg synes er helt magisk.




Anne Sexton - The Awful Rowing Toward God
Jeg har ofte svært ved at koncentrere mig i længere tid af gangen. Af den grund tror jeg, at jeg i sin tid har fået interesse i at læse digte. Anne Sextons digte er ofte korte, men kan ramme mig som en mavepuster. Jeg har valgt at fremhæve digtsamlingen The Awful Rowing Toward God, da det var den, som jeg læste først i sin tid - men jeg kan varmt anbefale hendes samlede værker.


Chungking Express
Min kone har introduceret mig til en masse gode film (og nogle knap så gode). Vi er begge fans af 90’er filmfotografi og det indkapsles utrolig godt af Chungking Express - derfor denne anbefaling.