Takeover #23: Sonic Girl (01/04/2024)
Takeover lader kulturskaberne dele det, der optager og inspirerer dem i øjeblikket. Et indblik i nogens autentiske smag, begejstringer og kulturelle synsvinkler - formuleret af dem selv.
Sonic Girl er et hyperpop-projekt skabt af sangeren Maria Damgaard Jensen, der dykker ned i 90'ernes og 00'ernes popæstetik blandet sammen med et hav af andre referencer. Hun har udgivet to fuldlængde-projekter og senest singlen ‘I'm So Happy with My Boyfriend’. I 2023 spillede hun også i opvarmningsdagene på Roskilde Festival og samarbejdede med navne som Infernal og Neon Priest. Sonic Girl har delt med os, hvad der optager og inspirerer hende i øjeblikket.
Back to basic
I december besluttede jeg mig for, at det var tid til at skifte hårfarve. Jeg ville gerne have et mindre iøjnefaldende look, fordi jeg for tiden er all-in på basic bitch-energien. Jeg gik fra den intense “dye red or die” til den gode gamle brunette.
Lorde
I samme ånd må jeg nævne Lorde. Jeg er vildt inspireret af hendes poppige vibe og 2017 denim-look:
Nyhavn
Den Lille Havfrue, pølseboder og turistede caféer danner baggrund for min nye single ‘I'm So Happy With My Boyfriend’. Det er bare frem med selfiestangen og ud på uendelige strøgture med veninderne. "Everything that's out is in" (citat Anna Gunvor) og det passer ret godt til mit mindset.
Smoothie
Jeg sluger/spiser det meget for tiden. Gode vibes og vitaminer. HUSK BANAN!!!
Retreat
Jeg har lige været på ferie i Sydspanien med mine forældre. Det var overskyet hele turen, så jeg fik ikke den bikinitan, jeg drømte om. Jeg nåede heller ikke at læse nogle bøger, der kunne oplyse eller inspirere mig til noget. Det er jeg faktisk ret tilfreds med.