Takeover #17: Helin Erdem (11/01/2024)


Takeover lader kulturskaberne dele det, der optager og inspirerer dem i øjeblikket. Et indblik i nogens autentiske smag, begejstringer og kulturelle synsvinkler - formuleret af dem selv.

Helin Erdem er radio/so-me/TV-vært på P3 og dimmitend fra DR Talentholdet anno 2023. Hun har været vært på ‘P3 Missionen’ 2023, født programmer som ‘Helin Bliver Venner Med’, ‘Helins Hænder’ og ‘Flaskehalsen peger på’ og senest været vært på P3s ‘Musikåret 2023’. Foruden de mange mediebranche-accolades er hun bare en af de reelt sjove og cool værtsprofiler i DK, som har en masse på hjerte og som vi håber at se i flere programmer. Vi er heldige, at Helin har delt med os, hvad der optager hende i øjeblikket.



The Old Oak
Hvor mange forskellige måder kan man græde på? Jeg græd på dem alle, alle de måder der findes, under den film. I en tid som til tider føles håbløs, begyndte jeg at elske, ære og være stolt af mennesket igen.




At være den eneste i toget, der ikke kigger på sin mobil.
Føler mig som det bedste menneske i verden, som dronningen af nuet. Alle andre er mobil-slaver og jeg har selvkontrol og det mest wholesome selvbillede. Dette moment varer i omtrent 2 min. eller når min mobil er død.


Verdens undergang
Det giver mig ro at vide, at verdens undergang dog ikke er verdens, men menneskehedens. Verden skal nok klare den, og det er en rar tanke trods alt. Nogle gange har man bare brug for at starte forfra, og på den måde er verden menneskelig med sin fortrydelse og fejl, man vælger ikke selv sine børn. Jeg håber dog at menneskeheden stopper mens legen er god og ikke i krig og ruiner. Men hvem prøver jeg at narre, vores børn var aldrig lige, så hvor godt ku vi have leget? Det var meningen at vi skulle bygge sandslottet og bølgen skulle flade det, vi blander os for meget i skæbnen, det må være vores straf, at den haler ind på os nu.


Den her TikTok https://www.tiktok.com/@o0ven/photo/7306670290442997025
Elsker mennesker ( ͡╥ ͜ʖ ͡╥)

Bayonetta
Ikke som i spillet, men som i den fiktive figur, Bayonetta. Målet: at ligne hende, metoden: Subliminals. Kommer til at bruge hele 2024 på at manifestere hendes energi, eller i hvert fald så længe den her hyperfiksering kommer til at vare.

Guylian chokolade
Er faktisk ikke sikker på, om jeg nogensinde har spist en ægte Guylian chokolademusling, fordi dem jeg har spist, er fra bland-selv-slik, men selv hvis de fake, er de dejlige. Jeg er altid frisk på en god dupe. Spiste dog en fake Ferrero Rocher i Tyrkiet engang. Det var Turkish Delight med chokoladeovertræk. Jeg hader Turkish Delight.

Hårene på min krop
Min gåsehud har gjort ondt siden jeg var 11 og barberede mig første gang. Min mor kalder hårene på kroppen for soldater og mine soldater er på vej ud. Når huden har lagt tæppe over deres hoveder, giver det røde knopper ved brydning. Jeg er modstandsbevægelsen og bruger laserguns, det sårer soldaterne i ca. 3 uger. Men i plamage-plager vender de tilbage. Det er en krig, jeg burde tabe, 25 års-krigen, men min krop er på udebane. Du forstår ikke, jeg kan ikke lade dem vokse på en hvid-nørrebro-pige-agtig måde, vi ligner ikke hinanden.

MeatCanyon
Youtuber og animator Hunter August Hancock taler til mine indvolde, skyggesider og kærlighed til en god tegning i hans YouTube-animationsfilm under aliasset MeatCanyon. Ham vil jeg gerne være, når jeg bliver stor.