Takeover #15: Uden Ord (30/11/2023)
Takeover lader kulturskaberne dele det, der optager og inspirerer dem i øjeblikket. Et indblik i nogens autentiske smag, begejstringer og kulturelle synsvinkler - formuleret af dem selv.
Uden Ord er en artrock-trio (i mangel af et bedre ord), der indkapsler et utal af genreelementer på deres andet og seneste album ‘Verden Den Er Lige Her’, der udkom i starten af november. Albummet blev sammenlignet med Caspar David Friedrichs højromantiske maleri ‘Vandreren Over Tågehavet’ af Soundvenue, der kvitterede med 5 stjerner. Trioen har desuden forgrenet sig i soloprojekterne Sortblod og kingtommi, som også har haft et kæmpe 2023. Bag Uden Ord er William Spanggaard Nielsen, Gustav Hedemann Christensen og Thomas Mulcahy, som har delt med os, hvad der optager dem i øjeblikket.
William
Porre
Jeg har siden i sommer været meget begejstret for porren. Det er en utrolig alsidig grøntsag, som jeg har haft meget held med at tilberede både grillet, stegt, eller dampet. En stor anbefaling er at tjekke retter ud, hvor porre indgår og/eller er bærende element!
Verdens bedste beatboxer
Björks podcast Sonic Symbolism er en klar anbefaling! Det er mega inspirerende at høre processen og om de skifter, der er fra hvert album. Min anbefaling er at høre det afsnit om Medulla, hvor hun fortæller om det her rene vokale acapella-album og om samarbejdet med verdens bedste beatboxer; Rahzel.
Klimakrisen
Min kæreste introducerede mig for det her meget finurlige musikprojekt, Klimakrisen, af de to øko-digtere Theis Ørntoft og Lars Skinnebach. Her vil jeg fremhæve sangen ‘Nulstilling Af
Materien’ (fra 2012), som nærmest bliver en afmagtet post-protestsang med tekster såsom “Vi eksporterer vores kriser til hinanden” og “Spejle gør mig angst for at gå ind i ting”. Altid fantastisk at snuble over kunstneres tværmedielle udgivelser og især når der indgår trommemaskiner og en saxofonsolo.
Pussy Riot, ‘Velvet Terrorism’ (Louisiana fra 13.9.23 - 14.1.24)
En kæmpe anbefaling er at bruge en halv dag på udstillingen og total-installationen ‘Velvet Terrorism’, mens den stadig er tilgængelig! Et vildt indblik i de spontane og modige aktioner mod det russiske regime, fortalt fuldstændig utæmmet af gruppens medlemmer. Utrolig overvældende og tankevækkende oplevelse.
Rasmus Graff, ‘Lavet Efter Kina’
En sidste anbefaling fra mig er en sætning, jeg læste i værket ‘Lavet Efter Kina’ (fra 2014) af forfatter Rasmus Graff, som lyder: “Indgå radikale samarbejder med ikke-humanistiske discipliner”. Jeg tror det kan blive en vigtig retningslinje for, hvad kunst og musik potentielt kan og bør kunne tage på sig i fremtiden. Om nye fællesskaber og en bevidstliggørelse omkring det ansvar, det er at være musiker. Hvad kunst og musik skal være og bør kunne rumme, samtidig med at være underholdende og æstetisk smuk. Så min anbefaling er vel at tænke over hvad den sætning kan betyde for dig?
Gustav
Glee
Jeg har på en eller anden måde altid vidst at Glee fandtes, men min kæreste har først for nyligt introduceret mig ordentligt for det. Det er jeg taknemlig for haha. Det er sgu bare ret sjovt, og så er der ikoniske temaafsnit med f.eks. udelukkende Britney Spears- eller Lady Gaga-numre.
‘Barbar’ af Amina Elmi
Det er den seneste bog jeg har læst og den er mega god - kæmpe anbefaling! Den er fyldt med digte, som er sorgfulde, digte, som er frustrerede, og digte, som det her, der er enormt
kærlige: “alle kvinder omkring mig er lydportaler / jeg drages henimod når verden står tom / brummende, ekstatiske toner / jeg står tilbage og er fyldt / din stemme er den klareste for mig”.
Amerikanske singer/songwritere på TikTok:
Jeg har det seneste halve års tid haft optur over at opdage ny musik gennem TikTok. Det er især en masse amerikanske singer/songwritere, der har fanget min opmærksomhed. Mange af dem skriver på en måde, der nok er inspireret af typer som Phoebe Bridgers og Taylor Swift, og de har alle sammen så skarpe melodiske og tekstlige evner, at jeg totalt forstår, hvorfor de eksploderer og går viralt. Min seneste obsession er nummeret ‘handgun’ med jake minch. Tjek det ud!
At spille Pokemon Shield på Nintendo Switch mens man lytter til Hjerteflimmer for voksne
Jeg har opdaget, at de to aktiviteter kombineret stimulerer alle dele af hjernen.
Ambient musik lavet med akustiske instrumenter
I sommers så jeg bandet caroline på Gloria-scenen på Roskilde Festival, og sammen med Rosalias koncert på Arena, var det min absolut yndlingskoncert. Deres selvbetitlede debutalbum består af en slags langstrukken folk-musik (men med virkelig fresh
produktioner!), og jeg synes at man, hvis man er til den slags, skal sætte tre kvarter af til bare at sidde og stirre ud i luften, mens man lytter til det. Et andet ambientalbum i, for mig at se, samme boldgade, er (min all time y sangskriver) Adrianne Lenkers album ‘instrumentals’.
Thomas
Falafler fra ‘Power Food’ på Rantzausgade
Jeg har oprigtigt været i tvivl om, om jeg skulle anbefale dette sted, da der er en god chance for, at det snart bliver for crowded hos dem, men jeg synes de fortjener et skud ud! Byens bedste falafler, uden tvivl! Stedet er ejet af det sødeste par og de giver altid humus, chili og tzatziki med til falaflerne :)
Det nye album fra Baske
Baske har lige udgivet deres album ‘TING SKIFTER RETNING’ som jeg virkeligt kan anbefale! De har deres helt egen ting kørende, og det er virkeligt nogle spændende sange og produktioner :)
Kanelsnegle fra frost
Kanelsneglene fra firmaet Hatting kan købes i Netto, og har på det seneste været min go-to hygge-morgenmad :)
Space Gaming
Netcafeen på Åboulevarden er mit og nogle venners stamsted. Der er altid rigtig hyggeligt og man kan købe både toast og hotdog, mens man gamer :)