Takeover #13: Anna Juul (14/11/2023)
Takeover lader kulturskaberne dele det, der optager og inspirerer dem i øjeblikket. Et indblik i nogens autentiske smag, begejstringer og kulturelle synsvinkler - formuleret af dem selv.
Anna Juul er uddannet manuskriptforfatter og var fast skribent på satireprogrammet ‘Den Korte Radioavis’ på Radio24syv, hvor hun udviklede alteregoet Veronika Katinka Martzen. Hun udgav digtsamlingen ‘Jeg bruger min krop som et møbel’ under samme pseudonym i 2019 og skrev og spillede hovedrollen i den alt for fede ‘Min Kamp’ på P3 TV. Foruden kæmpe gems i satireverdenen udgav hun i 2022 romanen ‘Penge & Bacon’ under eget navn og senest den autobiografiske ‘Superskurk’, der udkom i starten 2023. Vi har været så heldige at få et mægtigt skriv fra Anna Juul om noget af det, der optager og inspirerer hende i øjeblikket.
VERDENS VÆRSTE FILM VAR FAKTISK IKKE SÅ DÅRLIG ALLIGEVEL
I min seneste bog Superskurk er der en relativt lang passage, hvor jeg hidser mig vældig meget op over Joakim Triers Verdens værste menneske. Jeg kaldte den verdens værste film. Jeg var sur, fordi jeg ifølge mig selv var træt af at kigge på folk, der syntes det var sådan lidt hyggesvært at være i slutningen af 20’erne, fordi det var svært for dem at beslutte sig for, om de skulle være fotografer eller psykologer eller have den ene eller den anden kæreste. Men forleden besluttede jeg mig for at gense den. Jeg ville samme dag gense den anden Triers Melancholia, fordi jeg generelt er meget optaget af romantiseringen af det at have det dårligt lige i øjeblikket. Jeg elsker Melancholia, fordi det er virkelig spændende, hvordan Kirsten Dunst ikke kan eksistere i ”den virkelige verden”, men ved præcis hvad hun skal gøre, når den virkelige verden stopper med at eksistere. Hun er meget bedre til at yde omsorg for sin søster end omvendt. Nå, men jeg syntes ikke, at Verdens værste menneske var så dårlig, som jeg huskede den. Jeg blev ret rørt nogle gange, for det er jo nederen at være i tvivl, også selvom ens tvivl ikke går på, om man overhovedet skal være her eller ej. Jeg synes stadig, at hovedkarakterens svampetrip er virkelig kikset, ligesom jeg fik lidt vand i munden, da hovedkarakteren løber igennem et Oslo, der er gået i stå, for at vise, at hun er forelsket. Især da hun flytter en frosset kvindes hånd ned på en frosset mands numse ad.
NOGLE GANGE KAN MAN MED FORDEL HIVE FORTIDEN OP I NUTIDEN
Jeg genopdagede for nylig en spilleliste på min telefon, ’Goddag’ hedder den, og jeg hørte den meget i perioden 2017-2018, hvor jeg som så mange gange før havde det meget dårligt. Der var flere numre fra Bon Ivers 22, A Million-album på spillelisten, som jo er et vidunderligt album i min optik. Så meget sorg, så meget håb. 33 ”God” måske især. Jeg havde besluttet mig for at parkere det album i min fortid, fordi jeg hellere vil ghoste min fortid end at bearbejde den lige i øjeblikket, men jeg besluttede mig for at give albummet et lyt, fordi jeg blev rasende, da jeg en dag sad med nogen og snakkede om musik. De sagde både, at det var out-of-character, at jeg kunne lide Bon Iver, men også at det var out-of-character, at jeg godt kunne lide både Beyoncé og Aqua. Jeg bliver forvirret, når nogen tror, at de ved, hvem jeg er, for hvor skulle de vide det fra, når jeg ikke engang selv ved det? Jeg havde tænkt, at jeg en dag skulle nå et sted hen, hvor jeg kunne sætte 33 ”God” på og så give slip på det hele (altså ikke på dén måde) og komme videre, men så tænkte jeg, at jeg nok alligevel aldrig når til det sted. Så jeg hørte albummet og konstaterede, at det stadig var et godt album, og at man klart kan lytte til det, også selvom man har fået det dårligt på en anden måde end i sin fortid.
HVORDAN MAN FÅR EN PERSONLIGHED VIA SANGTEKSTER
Nu ved jeg godt, at jeg lige har sagt, at folk skal lade være med at fortælle mig, hvem jeg er, men på den anden side er jeg jo lige så besat af at få folk til at fortælle mig, hvem fra Beverly Hills jeg er (åbenbart Emily Valentine, der putter stoffer i Brandons drink) som alle andre, for jeg vil jo også bare gerne have en identitet. Jeg har formået at definere, at jeg sangtekstmæssigt nok svinger mellem ”don’t worry you can suntan” fra Wham’s Club Tropicana og så “suicide is painless” fra M*A*S*H. Nu skal man jo helst undgå at solbade fordi kræft, ligesom man også skal undgå at begå selvmord fordi, ja, men stadig, man er vel bipolar. Nu har jeg fundet ud af, hvor jeg gerne vil ende, hvilket er som Medina har det i Lyser i mørke. ”Når solen den stod op over Danmark, jeg fik det hele med, jeg så det ske. Når solen den står op over Danmark, så ved jeg at jeg får en chance til”. Hun skammer sig ikke, og lyser i mørke, det lyder skønt. En ”engel med jernvisir” er også et fint billede. Hvis jeg selv kunne vælge, ville jeg gerne personlighedsmæssigt være en blanding af Medina og Tyttebær-Maja fra Emil fra Lønneberg. Jeg kan nemlig også mange ammestuehistorier, skal jeg sige jer. Vidste I fx at I kan blive blinde af at få åleblod i øjet, eller at I nyser, fordi I har en krumme på milten? Nej, vel? Jeg kan også flere jordnære tricks. Eksempelvis kan man slippe for at stryge sine skjorter, hvis man lige giver skjorterne fem minutter i en tørretumbler efter vask. Nu ved jeg ikke, hvem der læser med her, men jeg er ret overbevist om, at de unge ikke stryger deres tøj. Det giver i hvert fald ikke mening at stryge en croptop eller den g-streng, der titter op over ens Diesel-bukser, men måske de en dag får et arbejde, der kræver en skjorte, og så er tippet hermed givet videre.
PIGEN MED PROBLEMER
Jeg ved ikke, om det her som sådan er en trend, men det er i hvert fald noget, jeg har lagt mærke til. I første omgang ude i den virkelige verden, eller, i hvert fald i mit lille ekkokammer af mere eller mindre kunstneragtige typer, men netop derfor fornemmer jeg også, at det snart vil dukke op i mere og mere populærkultur. Jeg er begyndt at lægge mærke til, hvordan folk introducerer sig selv og hvilke historier, de vælger at fortælle om sig selv som det første. Og det er ganske ofte de ”mørke” historier. Altså hvilken diagnose, de har, og hvilke traumatiske situationer, de har oplevet, mig selv inklusive. Jeg kalder den følgende teori for ”traumernes økosystem”, og der kommer sandsynligvis noget fra min hånd, der kan uddybe teorien, indenfor en overskuelig fremtid. Der sker det, at en mand med en relativt god barndom i bagagen møder en mystisk og dragende og SMUK (meget vigtigt her, jeg var selv pæn dengang jeg praktiserede følgende) kvinde i en storby. Hun er meget ærlig omkring sine problemer. Det synes han er spændende og charmerende. De går i seng med hinanden, gerne en form for hårdt samleje, hvilket nogle gange resulterer i et efterfølgende angstanfald hos hende. Så holder han om hende, og det er rart for begge parter. Desværre sniger hverdagen sig jo altid ind i drømmene, og det at have eksempelvis psykiske problemer er jo faktisk sjældent særlig romantisk i virkeligheden. Hun bliver mere og mere ulykkelig, han bliver mere og mere forvirret, og til sidst går de fra hinanden på en dramatisk måde. Som regel går han derefter ud og finder en sød og omsorgsfuld kvinde, som han får børn med, mens hun går ud og finder en, der ikke bliver seksuelt opstemt af hendes psykiske sygdom og får børn med ham. Nu er man jo heldigvis begyndt at tale mere om ”komplekse kvindekarakterer” på film og tv, fordi vi alle sammen er trætte af ”den frustrerede husmor”, ”efterforskeren med det dårlige privatliv” eller ”the manic pixie dream girl”, hvis eneste funktion i en film er at bringe magien tilbage ind i en deprimeret mands liv, for livet er jo smukt nok på bunden og Jada Jada. Derfor undrede det mig også, da en kvindelig anmelder i en anmeldelse af én af mine ting skrev, at hun var træt af at kigge på ”kvindelige fuckups”. Jeg tænkte, at hun nok ikke havde skrevet det samme om en mandlig karakter, altså at hun ikke gad at se True Detective, fordi hun allerede havde set Mad Men. Men måske mente hun, at hun ikke gad kigge på denne nye karakter-stereotyp, der er ved at dukke op, ”pigen-med-problemer”, som jeg kalder den? Denne pige med problemer har det dårligt og bryder sammen MEN på en æstetisk måde uden nogensinde at blive rigtig grim, hvilket måske skaber en illusion af, at man også skal performe sit eget sammenbrud? At en pige med et problem på film eller tv aldrig bliver rigtig grim, er der en god forklaring på, nemlig at ingen af dem, der skal give én pengene til at lave filmen/serien gider at høre om diarré som følge af fejlmedicinering, eksempelvis, hvilket måske hænger sammen med følgende: Jeg har prøvet at spørge nogle af mine mandlige bekendtskaber om hvad de eksempelvis synes om nogle af de klassiske ’piger med problemer’: Audrey fra Twin Peaks, Valerie fra Beverly Hills eller Jessa fra Girls. Mændene synes generelt, at de er de mest interessante (og lækre) kvindelige karakterer i de pågældende serier, og det gjorde jeg nok også engang, men man har som bekendt et standpunkt til man tager et nyt, og jeg vil sige, at ovenstående karakterer altså nærmer sig psykopater i den helt kliniske forstand. Men fordi de er så pæne og mystiske, så overser man, at de får et kick ud af at fucke andre menneskers liv op. Anyway. Stay tuned, hvis du vil have mit hot take på gennemskuelige dynamikker mellem mennesker.
KRONISKIRONISK.DK
Det her er måske både selvsmagende og præmaturt, men jeg har købt domænet kroniskironisk.dk, som jeg ikke lige vidste, hvad jeg skulle bruge til. Det ved jeg nu. Jeg har nemlig hørt, at der er gode penge i merchandise, og jeg har desuden spottet et hul i markedet. Jeg vil gøre, hvad kiksede julesweatere har gjort for drengerøve i provinsen, bare for de urbane og moderne storbykvinder i form af ironiske statement-t-shirts, som jeg gerne selv ville gå ned ad Nørrebrogade i. Jeg kunne forstå på Soundvenue, at den slags t-shirts var meget populære på eksempelvis Roskilde Festival i år. Mine t-shirts skal være bæredygtige, hvilket er en åndssvag sætning, da det jo altid er mere bæredygtigt at lade være med at lave en t-shirt, men det kan man jo sige om alting, eksempelvis børn. Mine t-shirts skal også have en god pasform (eksempelvis cropped). Jeg drømmer om at lave en helt almindelig hvid t-shirt med noget oppe i venstre hjørne, som man tror er et logo, men i stedet står der bare ”gå væk!”. Eller en t-shirt hvor der står: ”Må jeg skrive om det?”. I virkeligheden kan alt puttes på en t-shirt, hvis man er modig nok. Også den sætning.
GIV MIG BARE EN ELLER ANDEN FØLELSE I KROPPEN, TAK
Jeg gider kun at se gysere lige i øjeblikket, så jeg kan få en kontrolleret følelse i min krop. Problemet er, at disse gysere også skal være legit gode film, og dem er der altså ikke vildt mange af. Og det er begrænset, hvor mange gange man kan se eksempelvis Ari Asters Hereditary uden at blive træt af Toni Collettes triste blik, ligesom det også var svært at abstrahere fra Ann-Eleonora Jørgensens ligeledes triste blik, da jeg for nylig genså Forbrydelsen. Heldigvis findes Mike Flanagan. Jeg kunne virkelig godt lide The Fall of the House of Usher, der for nylig udkom på Netflix. Egentlig ikke så gyseragtig, mere en blanding af Succession og Twin Peaks (hvor fedt lyder det ikke lige?) og så en tredje ting, jeg endnu ikke har defineret. Efterfølgende genså jeg hans The Haunting of Hill House, som er mere gyseragtig, men også gør noget, jeg virkelig respekterer, nemlig at tage et tungt tema (her sorg) og putte det ind i en anden genre (her spøgelseshistorien). Det gør Ari Aster egentlig også i både Heriditary og Midsommar, ligesom Jordan Peele gør det i Get Out. Jeg håber, at jeg på et tidspunkt når til det sted i min karriere, hvor Netflix både giver mig carte blanche og 500 millioner dollars til at gøre, hvad jeg vil. Det sker nok aldrig, men håbet lever.
HVORDAN MAN LET FÅR MERE HUMØR IND I SIN HVERDAG
Jeg er begyndt at eksperimentere med hilsemåder, nærmere bestemt forskellige variationer over ”halløj”. ”Halløjsovs”, ”halløj i skideskuret”. Jeg er endt på ”halløjsuppe”. Det hørte jeg fra min veninde, som virkelig er god til at bevare det gode humør. Eller bare fake det. Jeg bilder mig ind, at det højner stemningen i dét rum, jeg træder ind i, men det kan selvfølgelig også bare handle om, at alt er at foretrække frem for at vade ind i et rum som et bundløst hul fyldt med lort. Hvilket jo som sådan er underordnet, så længe det virker. Stemningen bliver i hvert fald bedre, det føles som fredag hver dag.