September Essentials (03/10/2024)

‘family and friends’ - Oklou



Nyt Oklou rammer bare en helt særlig nerve af vemod og livskraft på én og samme tid. Videoen ligner dummyoptagelser fra en Terrence Malick/Harmony Korine Euphoria spin-off, og passer perfekt til Oklous trademark-synths og andenverdslige stemning. Jeg håber at høre den her single blandt flere cikader og drømmende, frodige lydlandskaber på et projekt, i den nærmeste fremtid, der kan måle sig med Galore.
-M


MJ Lenderman - Manning Fireworks

Mark Jacob Lenderman var selvfølgelig for god til at forblive den bedste hemmelighed i indie-rock. Det sidste år har for alvor katapulteret ham ind i spotlyset: I november gæstede Kevin Abstracts Blanket i en duet med Kara Jackson og i januar dukkede han op på 1. singlen til Waxahatchees vidunderlige Tigers Blood. I juni udkom så ‘She’s Leaving You’; den første single til Lendermans fjerde album, Manning Fireworks, der endelig er iblandt os (Vi gav også hans band Wednesday #1 album i 2023 for Rat Saw God, men det ved han nok ikke). Som indie-rockens nye guitarhero har han været på forsiden af det meste indenfor de sidste par måneder. For en uge siden spillede han ‘Wristwatch’ på Fallons Tonight Show, før hans held nok dykkede en smule, da hjembyen Asheville, NC blev lagt under flere meter vand af orkanen Helene. Hvis du nogensinde har taget de samme halvbeskidte cowboybukser på 7 morgener i træk, så er det her lige dig. Eller hvis du har planer om at tage i sommerhus i efterårsferien for at gå i træsko, drikke dåseøl og skyde med luftgevær fra en gyngestol på verandaen. Ikonisk album allerede.
-A


‘Eusexua’ - FKA Twigs



“People always told me that I take my love too far / Then refused to help me / I was on the edge of something greater than before / But nobody told me”.

Det er normalt ikke lige efter mine ønsker, når en kunstner proklamerer at et kommende album er inspireret af technomiljøet i Prag. Der er jeg simpelthen for konform en søndags-te-pige. ‘Eusexua’ fik mig til at æde min grimme Wonka-hat. For det er et perfekt nummer. Og musikvideoen er måske den mest intense (og bedste) jeg har set i år. Januar bliver lidt mindre grå nu.
-A


Future - MIXTAPE PLUTO

Charli XCX og Future er blandt de sidste få i musikbranchen, der stadig kan levere et “event-album”. WE DON’T TRUST YOU, og opfølgeren uger efter, var (måske også takket være Kendricks vers) blandt de helt store udgivelser i år. Dermed har Future udgivet 3 projekter på 6 måneder, som genkalder, men aldrig overgår, den ikoniske Beast Mode, 56 Nights og Dirty Sprite 2-streak fra 2015. Det bekræfter Futures umættelige trang til at eksperimentere, og at hans bedste arbejde kommer ud af det. Hvor WE DON’T TRUST YOU ofrede de mærkelige beats for album-feel, overordnet sammenhæng og Metro Boomin-forcerede cinematiske lydlandskaber, giver MIXTAPE PLUTO plads til nye producere og en “return to form”-Future. Snøvlen på ‘PLUTOSKI’ gik viralt med det samme, ‘SURFING A TSUNAMI’ lyder som et Hans Zimmer IMAX beat og ‘BRAZZIER’ er et Southside-beat i bedste Ken Carson-A Great Chaos-stil, jeg ikke kan ryste af mig. Man får ikke et bedre, mere kreativt, output af nogen 40-årig rapper.
-M


‘How To Teleport’ - Jane Remover



‘Flash In The Pan’ fusionerede drill og shoegaze - ‘How To Teleport’, den bedste af de to nye sange, er på en eller anden måde hyperpop/emo/shoegaze over bachata-agtig Chicago footwork - Det lyder som et allerede perfekt soundcloud edit, man en sjælden gang foretrækker over originalen. Kun skaberen bag daria-core, en ægte soundcloud legend, det største talent i musik, period, kan producere det her lige nu.
-M


Henry Earnest - Big Blue

Fyrre procent af Big Blue består af kosmisk ambient-folk, mens resten lyder som en destillering af de tre seneste Alex G-albums’ mest klassiske singer-songwriter-momenter. ‘Country’ og ‘Wild Horses’ skal du høre. Sidstnævnte munder ud i et “Drag me away”, der lige får sjælen til at løfte sig for et kort øjeblik.
-A


‘Roses’ - Caroline Says



Første gang jeg hørte Caroline Says var på Roskilde Festival 2017 en støvregnsmorgen i forteltet, hvor jeg søgte en form for sanseligt pusterum midt i kaoset. Jeg fandt ‘Winter Is Cold’ på en blog et sted og følte mig straks som det mest heldigt bedrøvede, fromme menneske i miles omkreds (det er et perfekt nummer). D. 11. oktober udgiver Caroline Sallee sit tredje album som Caroline Says i form af The Lucky One og singlen ‘Roses’ skruer forventningerne i vejret. Jeg tror det er den bedste sang, jeg har hørt fra hende, siden hendes allerførste. Veltempereret folk lige i tide til ferien over dem alle.
-A


Cheridomingo - Shapeshift

SoCal-bandet Cheridomingos post-hardcore/emo hybrid svinger mellem cornyness taget helt til grænsen for, hvad man som alt for selvbevidst lytter tør høre udenfor høretelefonerne og enorme, catchy as hell hooks, der er mørke på den der måde, hvor sangene kunne have været titelnummer til noget teen-gys i 2003. Nu joker jeg, men egentlig er det fede ved Shapeshift og den genre det repræsenterer, at det er no jokes. I det rette mood er det her ideal-musikken for følelses-katarsis. Afslutteren ‘I Was Wrong’ tager det til vanedannende ekstremer. Verset er kulminationen på albummets emo-kitsch, men omkvædet er til gengæld noget af det største, jeg har hørt i år. I anden omgang, hvor det, der lyder som et spøgelse inkarneret i en sky af white noise, skriger med, er det som at få blæst øjenlågene tilbage ind i kraniet.
-A


‘Go Somewhere’ - The Hellp



The Hellp, som The Face kalder “det sidste cool band i verden”, markerer den næste udvikling af punk - De er bare røvseje og er på en fejlfri streak af vilde singler. Over en kollision af indierock, digital pop og Skrillex-style beatdrops ser man i videoen bomber og børn med våben - en hektisk collage af indtryk og stilarter, der fik premiere på et contemporary art gallery i NY efterfulgt af et DJ-set, man kan finde på youtube.
-M


Clinic Stars - Only Hinting

Her er noget til en tåget oktobermorgen. Forestil dig Grouper producere Slowdive eller Beach House hvis de hed Wet Forest Cabin eller sådan noget. Clinic Stars’ debutalbum byder på formfuldendt og gennemæstetisk, æterisk slow-core/shoegaze, der giver én lyst til at fejre halloween med en gåtur på kirkegården.
-A


‘S P E Y S I D E’ - Bon Iver



Min yndlings Bon Iver er folk-Bon Iver og han er tilbage. Det har taget manden 5 år at samle sammen til en 3 sange lang ep og det må siges at være lidt af en skuffelse. Ikke desto mindre er ‘S P E Y S I D E’ et vidunderligt nummer og et return to form. Vi behøver altså ikke tre trommeslagere eller hvad det er han ruller med på tour. Guitar og violiner er løsningen.
-A


Origami Angel - Feeling Not Found

Gami Gang rise! Selvom æstetikken i artwork og musikvideoerne er direkte ufiks, så lad ikke det her passere. Måske kun hvis maksimalistisk, mathy emo-pop-punk med periodevise nods til 00’ernes metalcore lyder helt off. For Feeling Not Found er en mundfuld ud i flere genreekstremer. Også teksterne bliver nogle gange så wordplay-agtigt kløgtige, at de tangerer til det kiksede. Den kommercielle strategi er underordnet og det er forløsende. Det er grænseløst catchy, når først man har overgivet sig. Også selvom man bliver taget alvorligt ved næsen nogle gange. F.eks. starter ‘Sixth Cents (Get it)?’ ud med et riff, der kunne have indledt et nummer på Turnstiles GLOW ON, for 40 sekunder senere at snuble ind i noget børnefjernsyn-musik, der kunne dele melodi med en ny alfabetsang. Der er mange detaljer at lære at kende, før man kan tage til en koncert og få moshet med på de rigtige tidspunkter. Men så tror jeg også, man har det sjovere end nogensinde. Rejsen slutter med de måske to mest catchy numre på hele albummet. Det relativt langsomme hook i ‘Higher Road’ er ren dopamin hver eneste gang. Broen i ‘Feeling Not Found’, der befriende gentager: “No matter how much the world wants me to chaaaaaange”, er måske lige niveauet over. So much fun!
-A


‘Blue Light’ - Cryogeyser



LA-bandet Cryogeyser spiller 90’er-klingende dream pop med et luftigt strejf af shoegaze. Den seneste single, ‘Blue Light’, lyder som hvis Cocteau Twins, The Sundays og Alvvays lagde deres kræfter sammen for at lave et radiohit.
-A


‘Or What’ - NLE Choppa, 41



41 har reddet mainstream rap i NY med sidste års ‘Bent’ og nu den her. Soothing drill, der fortjener sine views, trods den nogle gange uudholdelige NLE Choppa - nu tror jeg mere bare, jeg er fan. Først J.P.-samarbejde, så det her. Yikes, et vidunderligt beat også.
-M


The Softies - The Bed I Made

Rose Melberg og Jen Sbragia, som konstituerer The Softies, er lidt af nogle veteraner. The Bed I Made er deres første album i over tyve år og tilmed lyder det ikke videre moderne, ligesom albumcoveret, der skriger mere 90'er-twee end indie anno 2024. De fik dog 8.0 af Pitchfork på min fødselsdag og det røg lidt tilfældigt på anlægget. Nu er melankolsk, harmonibåret, minimalistisk twee-pop om små og store crushes alt, jeg vil bruge mit efterår på (thank god der også er nyt The Innocence Mission på vej). ‘California Highway 99’, ‘I Said What I Said’, ‘Sigh Sigh Sigh’ (der kunne være et nummer på Girlpools 2019 album What Chaos Is Imaginary, hvis Avery og Harmony havde været 15 år ældre) og afslutteren ‘Don’t Fall Apart’ er aktuelle favoritter. Man får lyst til at gå igennem skovens løvfald iført tweedfrakke, stribet halstørklæde, måske et par briller uden styrke, mens man drikker kaffe med begge hænder og hører det her, når man hører det her. Så godt, og måske endnu bedre, er det.
-A


‘Crop Circles’ - Liquid Mike



Forsanger i power-pop-bandet Liquid Mike, Mike Maple, har lige opsagt sin stilling som postmand for at gå full time på at lave mundrette hits med enorme hooks og enorme wall-of-sound-guitarer. Det gik ellers også hurtigt før med det, der ligner et album om året. Den nye single ‘Crop Circles’ er så god, at fordøjelsestid bliver underordnet. Det her band er en skatkiste, hvis man har noget for straightforward guitarrock.
-A


‘Timeless’ - The Weeknd, Playboi Carti



Jeg håber at The Icon bliver en kult klassiker a la Showgirls i fremtiden - de var på Cannes, og folk hatede så meget på twitter, jonas risvig-style. Jeg ved ikke om Kontra bliver cult classic, men jeg håber 3’eren i den her trilogi gør - The Weeknd, ikke Salsa 3. Den her sang er et smash hit.
-M


Chastity - Chastity

Suffer Summer fra 2022 var det første gode album, jeg hørte det år. Det havde nogle ubehageligt triste men enorme emo-grunge bangers. Singlerne til den selvbetitlede efterfølger var ikke så direkte fængende som forventet, og jeg afskrev nok det hele lidt. Dumt. For himmel og hav, hvor går det hårdt i sammenhængen. Der er også kommet flere muskler bag, og det klæder virkelig albummet. På ‘Free For All’ får man direkte kampklar post-hardcore med et lynnedslags energiniveau. Storslået.
-A


‘Foxglove’ - Haley Heynderickx



Haley, med det umulige efternavn, Heynderickx vender tilbage med opfølgeren til I Need to Start a Garden fra 2018 den første dag i november. Det annoncerede hun med titelnummeret ‘Seed of a Seed’ i juli og har siden udgivet anden single, ‘Foxglove’, der oversættes til fingerbøl; den blomst, der er at finde overalt i musikvideoen. Sangen er næsten lige så smuk som blomsten, men har til gengæld et drive og en akustisk guitarfigur ingen urt kan efterligne.
-A


‘This Thread Is A Green Street’ - The Innocence Mission



“This thread that will mend your sleeve again / Is a green street I walk / Between clouds / Saying out loud that I miss you / That I miss you”.

Det er en velsignelse til vinteren at Karen Peris og The Innocence Mission vender tilbage med nyt album d. 25/11. Det hedder ovenikøbet Midwinter Swimmers og er helt sikkert sin opgave bevidst: At være det soniske stearinlys på alle kolde morgener fra udgivelsesdagen til marts er optøet. Åbneren og første forsmag, ‘This Thread Is A Green Street’, giver én grund til forhåbning. Til Peris’ stemme bliver jeg et forsvarsløst bløddyr: Jeg hørte det her nummer, mens jeg læste tracklistens titler og fældede en lille tåre over dem. Hun har poesiens sprog i sin magt og jeg ville ønske, det havde spillet i mit barndomshjem, for så var det nok min yndlings musik i hele verden.
-A


Frederik Valentin - Rock N Roll Will Never Die

Det her er bare sandheden.
-M


‘I Walk’ - Mount Eerie



Phil Elverum udgiver det første Mount Eerie-album i fem år d. 1. November. Det er kaldet Night Palace og omfatter intet mindre end 26 sange. En af dem er den fantastiske ‘I Walk’, der beskriver en uvirkelig vandring gennem et landskab indhyllet i tågedis. Jeg prøver på ikke også at sælge denne sang som den perfekte efterårssang. Men det kribler i fingrene.
-A


‘About To Lose’ - Autre Ne Veut



Var obsessed med 2013s Anxiety og ideen om storladen, følelsesladet pop og hipster-r&b med ham her og Tom Krell i front. Nu er Autre Ne træls navn tilbage og jeg er ikke sur - det er stadig DIY helt ud til fingerspidserne, musical-esque storslået pop, som livet afhang af det, ugly crying og ingen skam forbundet med det. Det er vildt at tænke på, at det var ham her og Asap Rocky, der var det vildeste shit på SXSW for over ti år siden.
-M

Andre udgivelser vi har hørt, som vi ikke nåede at skrive om: