Oktober Essentials (07/11/2024)

Christopher Owens - I Wanna Run Barefoot Through Your Hair

“No, not another love song / Not one more song where I'm pretending everything will be okay / I died the day you left me / I die again every day”

Sådan starter den tidligere Girls-forsanger Christopher Owens sit nye album, I Wanna Run Barefoot Through Your Hair, der både er et udpræget (og fucking hjerteskærende) break-up-album og et overrumplende fantastisk comeback. Han har nemlig været helt nede. Dernede, hvor man ikke bare sådan vender tilbage fra. I 2017 forulykkede han på motorcykel i en kollision med en SUV. Han blev bundet til sygesengen og var ude af stand til at betale for sin behandling. Så røg jobbet, katten, lejligheden, yndlings-guitaren og hans forlovede forlod ham. Han rakte ud til sin tidligere makker i Girls, Chet “JR” White, for at lave et nyt album. Kort efter deres sessions begyndte, døde White af hjertestop i en alder 40 år. Denne knusende modgang er motivet for Owens nye album, der er helt på højde med det bedste fra både solo- og Girls-kataloget. Hvis det er hans eks’ hår, han vil løbe barfodet gennem, er det nok ikke som nyvasket. Teksterne vipper tungt mod lettere udtrådte metaforer og er nærmest blottede for specifikke, fysiske beskrivelser. Selv når han synger “This is my guitar / I play it with my hands” er det en billedlig reminder om et her-og-nu-øjeblik, man aldrig undslipper. Owens stemme har heldigvis en evne til at kommunikere selv de største klichéer med største overbevisning. Og når han på ‘Do You Need A Friend’ ekstatisk udbryder “I’m barely making it through the days”, er man ikke i tvivl om dets sandhed. Der er håb at finde rundt omkring, men det er de kvæstede udbrud fra kærlighedens ruin, der står tilbage, når et ret omfattende album rinder alt for hurtigt ud. Et af årets bedste.
-A


‘007’ - LAZER DIM 700



Det syder af avantgardistisk energi fra Atlanta. Det nye folklore - dark plugg. I sin essens er dark plugg musik til dem, der sidder allerbagerst i klasselokalet - højlydt, skurrende, regelbrydende og låner meget fra trap. Det vil sige, at det her er godt, ofte fremragende. Lazer Dim 700 er efterhånden en af veteranerne i denne unge genre - og han blower tf up lige nu. Hans sange kan høres igen og igen og er altid fascinerende. Teksterne er absurde og næsten uforståelige - mest fordi dark plugg-beatsene overdøver alt. De svinger mellem at ryste hjernen og lulle én i søvn. Ét track kan have den mest betagende sample nogensinde, og det næste kan totalt vælte din fornemmelse for retning. Hans uforbeholdne lydødelæggelse er så utilgængelig, at det på en eller anden måde er blevet det mest tilgængelige undergrundshit siden måske IceJJFish - selvom Lazer Dim godt nok er langt mere talentfuld. Han er både virkelig sjov og helt sin egen, som også gør for hans appel (se videoen ovenfor). Han har lige udgivet en sang med superfan Denzel Curry, som jeg endnu ikke rigtig har hørt - den her tror jeg alligevel er bedre og sonisk lige så lyttevenlig.
-M


Elias Rønnenfelt - Heavy Glory

“When I said I wanted nothing, that’s not really what I meant / Her kisses truly sweet like no one else / But I couldn’t keep my fingers to myself”

Iceage har i årevis været det sejeste og mest konsistente danske band. Et band, der fortjener en offentlig anerkendelse for at have udgjort den bærende struktur, der holdt Danmark fast på det internationale, musikalske landkort. Frontmanden Elias Rønnenfelt er vores rockstjerne. “Has there been a cooler Dane?” spørger Pitchfork også meget væsentligt i deres anmeldelse af debutalbummet Heavy Glory. Samlingen af americana/country-sange sætter råt og intimt Rønnenfelts rockpoesi forrest, bevidst om den tradition den indskriver sig i. Nick Cave og Leonard Cohen gennemstrømmer tydeligst den alvorlige eftertænksomhed, mens det er Townes Van Zandt, Texas-præriens største melankoliker, der får æren af et cover i form af ‘No Place To Fall’ på albummet afsluttende plads. Er det en trenchcoat-vinter du plotter, så er det her essentielt, ligesom en koncert på den omfattende Danmarks-turné i januar og februar er det. Hvor velsignet er det ikke, at man kan opleve én af de mest ikoniske frontfigurer - punkens svar på Harry Styles - på Posten, Tapperiet, Plantagehuset eller Harders? På sidstnævnte håber jeg i hvert fald at stå og føle, at Svendborg for en aften er brændpunktet i musikkens verden.
-A


‘Defense’ - Panda Bear, Cindy Lee



Panda Bears Noah Lennox har læst rummet og inviteret manden bag et af årtiets bedste album, det 2 timer lange og unstreamable Diamond Jubilee, med på sin nyeste single. ‘Defense’ er første single fra albummet Sinister Grift, der udkommer den allersidste kalender-vinterdag, d. 28/2.
-A


TisaKorean - In Silly We Trust

Første track er ren Death Grips og vil enten vække din sult for mere eller få dig til at tyre din ipod ud af vinduet - imidlertid kommer det som ingen overraskelse for fans af snap/crunk genopliveren TisaKorean, der har født genren “silly music”. Hver sang derfra bliver gradvist mere festlig og let tilgængelig. Det kulminerer på Pitchforks best new track, ‘lEgs In tHe aIr’, der lyder som forrige års ‘Backseat’, der blev stjålet af Don Toliver på hans 2023 album - en kærlighedssang, om at gå ned på nogen, men sunget gennem en dørtelefon. En anden catchy lullaby, og hittet, der tager mest fart lige nu, er ‘lOvE LeTtEr’ med Don Toliver, der for en stund dropper sin prætentiøse rockstar/rapbiker-ikonografi og synger hengivent om at skrive kærlighedsbreve over smittende TisaKorean adlibs. Det er den sværeste sang at få ud af hovedet igen. “You need a loved one, put them hands up”! Super bonkers og super unikt, var der en der skrev på reddit. Næste album skulle efter sigende være 70’er-rock inspireret, så skynd dig at blive hip nu.
-M


‘Counting Sheep’ - Anxious



“Are you sleeping off all the things that I said? / Counting sheep in sour sweet indifference? / Hard to make it out of the sheets of your bed”

Medlemmerne i Connecticut-bandet Anxious fandt for sent ud af, at de i virkeligheden burde have kaldt sig Bambi. Hvorfor ved jeg ikke. Det har de så i stedet kaldt deres kommende, andet album, der udkommer d. 21/2. Det må være det album, jeg har set mest frem imod de sidste næsten 3 år. Little Green House fra 2022 er blevet målestokken for emo-core-pop, eller bare indie-rock, i min bog, og jeg faldt på knæ, da den her sang gik op for mig. Der er ikke meget hardcore tilbage i den melodic hardcore-kategori, de måske faldt under i 2022, men melodic er der til gengæld masser af. Det lyder som And The Glass Handed Kites-Mew og Jimmy Eat World, der snurrer rundt i hinandens arme. Et drømmenummer af et drømmenummer!
-A


dolo2000 - marketResearch

De sidste to uger, når jeg har været på farten, har jeg spillet det her i min høretelefoner. Plugg, jerk, jungle og pitched-up noise trends - dolo2k kan det hele og producerer alt selv. Hvis man kender til cloud-rap-ikonet YhappoJJ, som også lige har udgivet den drømmende gode single ‘Patchmade’, har man sikkert hørt nogle af dolo2ks beats. De fantasifulde, selvproducerede beats sitrer og udfolder sig, mens det lyder som om han bare dagdrømmer løs over projektets 19 minutters længde - et perfekt soundtrack at zone ud til. Hør bare ‘Wack100’ og ‘who you are’, der gør at man næsten vil fælde en tåre.
-M


‘Looking Back’ - Laura Marling



“Today with age my body is bent / And against my will I must relent / But in my heart, where love still beats / Iʼm always thinking of you”

Et highlight fra Laura Marlings roste, nye album Patterns in Repeat, der behandler et nyt livskapitel som nybagt forælder. ‘Looking Back’ skiller sig dog ud. Nummeret er skrevet af Marlings far for et halvt århundrede tilbage og behandler nostalgi og tabt, grundstødt kærlighed på den mest prægnante vis. Melodien i omkvædet ville kunne blødgøre pansrede dæmoner.
-A


2nd Grade - Scheduled Explosions

“History is written by winners / The losers write power pop / And it’s all about you”

Peter Gill og hans Philly-band, 2nd Grade, har fastholdt mønsteret siden debuten fra 2018 og udgivet et album hvert andet år. Scheduled Explosions er gruppens fjerde album og det indeholder traditionen tro en overrumplende trackliste af herligt mundrette popsange. Guided By Voices er utvivlsomt forbillederne her. Gennemsnitslængden per sang runder nøjagtigt 100 sekunder, men de når altid at komme til deres, ofte humoristiske og andre gange lettere meningsløse, pointer. Sangene har navne som; ‘Ice Cream Social Acid Test’, ‘Jingle Jangle Nuclear Meltdown’, ‘Triple Bypass In B-Flat’, ‘Sophomores In The Wild’ etc. og holder på sæt og vis det, de lover. Det hyperkreative pop-hjerte slår så hurtigt, at resultatet kan fremstå spraglet. Som en serie af sidespring, der over tid vil afsløre en narrativ sti, farverig og sukker-chokerende som en pose velblandet slik.
-A


‘Made For Me’ - Situation Slim



Muni Longs ‘Made For Me’ over freecar/sample crank fra DMV er snydekode-musik. Ham her og Nino Paid har næsten født en ny slags pain rap - ren melankoli *crying one tear emoji.
-M


Onsloow - Full Speed Anywhere Else

Norske Onsloows emo-power-pop/indie-rock lyder som hybriden mellem Alvvays, The Beths og Soccer Mommy. Bandet fra Trondheim er nyeste signees på Tiny Engines, der tidligere bl.a. har udgivet Illuminati Hotties, Strange Ranger og Spirit of the Beehive lige på kanten af respektives gennembrud. Der er potentielt endnu et i vente. Full Speed Anywhere Else er i sig selv et lille mirakel, så lad fremtiden vente. Nostalgisk melodiøsitet throughout. Og så er Helene Brunæs’ vokal bare uovertruffen. Tjek ‘Brakes’, ‘Taxi’ og ‘Nothing Is Like The Nothing We Share’ ud først.
-A


‘Cirkle K’ - Eurohead



Den fjerde single fra svenske Eurohead, der merger inflydelser fra svensk folkemusik, euro hardcore og hardstyle. Shit, sadboys og drain gang har spawned evigt talent fra det land.
-M


Caroline Says - The Lucky One

“If I could relive it or forget it / I don’t know what I'd do / My thoughts all became useless / They all led back to you”

Texas-baserede Caroline Says, eller Caroline Sallee, som hun i virkeligheden hedder, har med The Lucky One begået sit bedste album og et af årets højdepunkter. Et velafstemt folk-album er efterhånden svært at finde, men det her springer altså ubesværet gennem nåleøjet. Albummet veksler mellem egenkosmiske, svajende, gennemproducerede og til tider elektroniske sange og mere afklædte numre, der udviser Sallees formåen med simple midler. Gennemgående er de lagdelte, overjordiske vokaler, der får mig til at tænke på Gia Margarets debut There’s Always Glimmer. Når vokalen kommer helt frem på et nummer som 'Lightning', virker intimiteten magisk. Guitarfiguren på det nummer er samtidigt helt overdådig. The Lucky One er allerede et af mine mest hørte album i år. Nok pga. af både dets alsidighed og uopslidelighed. Giv din november det her og vær blandt de heldige.
-A


‘Blow Up the Spot’ - Heart to Gold



Minneapolis-bandet Heart to Gold har udgivet 5 singler forud for deres album, Free Help, der udkommer d. 15/11, og de er allesammen bundsolide. ‘Blow Up The Spot’, den seneste af de fem, byder på Title Fight-ish-post-hardcore med den melodiske sans fra Hotline TNTs Cartwheel fra sidste år og en energi, der giver mig lyst til at købe en motorcross. På falderebet af musikåret 2024 tror jeg, vi får en ny bejler til årets rockalbum.
-A


Lucy Bedroque - Fête de la Vanille

Denne digi-core EP er en vitaminindsprøjtning fra de højeste luftlag. Jeg ved ikke længere, hvad rap er, men da ‘Knot Me’ pludseligt gik akustisk, vidste jeg, at jeg elskede det her. ‘How To Pretend’ er endnu mere uimodståelig med sit eksotiske sway og engle-falset-hook: “Listen, you’re in the field of hurt / Listen, where would you build your worth if she’s not here?”.
-A


‘F*CK SWAG’ - Nettspend



Nettspend bliver kun bedre, er jeg bange for. Se lige hele videoen med the fray-musikvideoæstetik og whiteboy ragerap og fortæl mig, du ikke er solgt ved droppet efter 1:30.
-M


Touché Amoré - Spiral In A Straight Line

“We say goodbye for now / And whеn in doubt / That it was not for nothing / And the love we sharеd just took another route / I'll try to come around when my head's not in the clouds”.

Årstiden kalder på kontemplativ og melankolsk musik, der i en vekselvirkning rammesætter naturens degeneration og får forstærket sin slagkraft af mørket og kulden. Den beskrivelse passer ikke fyldestgørende på Touché Amoré nye album, opfølgeren til 2020s Lament. Der er episodisk, eftertænksom melankoli og så er der altopslugende mørke. Spiral In A Straight Line er downright deprimerende og en hvirvelvind af familiær og romantisk sorg, og forhåbentligt ikke noget, der resonerer hos enhver. Gør det til gengæld det, er interaktionen mellem punktet for genklangen og musikken en positivt orienteret én af slagsen. Leveringen af den bedrøvede, bekendende lyrik er afvæbnende til punktet for paralyse, mens de smukke guitarflader tilføjer tomgangen et dramatisk, men håbefuldt lys. Den mørke, men rene guitarlyd med den rå screamo-tangerende råben genkalder to af sidste års favoritter; Fucked Ups One Day og Loma Prietas Last. Anerkendende, medlidende post-hardcore med potentialer for katarsis og selvindsigt. Og så er der hooks gemt i mange af albummet mørklagte afkroge. En dungeonquest med sjælelivet som indsats. Om ikke andet tjek den Julien Baker-gæstede, episke afslutter ‘Goodbye For Now’ ud. Her kulminerer følelsen af et uhelbredeligt hjerte i et monokromt fyrværkeri.
-A


‘Holding’ - Grumpy



Det stærkeste nummer og det eksplosive highlight fra Grumpys Wolfed EP. ‘Holding’ lyder som Bats møder Skullcrusher i et berusende skrig under et bombardement af shoegaze-guitar og en hi-hat, der bankes til den ligner en tacoskal. Man får lige uddrevet noget ondskab til det her.
-A


Jordan Ward, Joony - JRNY

Den bedste pop-rapper i DMV-området, Joony - som mig og Brent Faiyaz har været hip på siden 2021 - og Tyler, The Creator co-signede Jordan Ward bobler med den her fælles EP lige nu. Det kan godt lyde lidt generisk spotify-playlist-tilbøjeligt, men det er super originalt, begavet og catchy pop-rap, der får dig til at trykke replay omkring tusind gange.
-M


‘Diver’ - Dorothea Paas



Canadieren Dorothea Paas’ er klar med opfølgeren til 2021s Anything Can’t Happen, som fik alt for lidt opmærksomhed. Think Of Mist udkommer d. 15/11 og der er to single-pletskud ude i form af ‘Autumn Roses’ og senest ‘Diver’. Paas’ 70’er-klingende folk-pop er et sonisk analog-filter og lyder som en blanding af Joni Mitchell og Weyes Blood’s Front Row Seat To Earth, bare endnu mere æterisk.
-A



Andre udgivelser vi har hørt, som vi ikke nåede at skrive om:

Alabaster DePlume - Cremisan: Prologue To A Blade EP
Andrew Tuttle, Michael Chapman - Another Tide, Another Fish
Bon Iver - SABLE, EP
Branching Out - all vines no leaves
Chat Pile - Cool World
Cindy - Swan Lake EP
Drug Church - PRUDE
Half Waif - See You At The Maypole
Fashion Club - A Love You Cannot Shake
Greg Mendez - First Time / Alone EP
Grumpy - Wolfed EP
hemlock - 444
Hey, Ily - Hey, I Loathe You!
Joan Shelley - Mood Ring EP
kennedy mann - Maybe Tomorrow
Laura Marling - Patterns in Repeat
Machine Girl - MG Ultra
Molina - When you wake up
Quiet Light - Going Nowhere
Shower Curtain - words from a wishing well
Soccer Mommy - Evergreen
Spiral XP - I Wish I Was A Rat
Squint - Big Hand
The Hard Quartet - The Hard Quartet
Twen - Infinite Sky EP
Wild Pink - Dulling The Horns
Yasmin Williams - Acadia