Følg vores playliste for anbefalinger + det vi ikke har nået at skrive om:
Oktober essentials (05/11/2023)
Essentials er vores opsamling på den forgangne månedstids bedste nye udgivelser plus det, vi ikke opfangede i tide.
Sufjan Stevens - Javelin
Jeg tror end ikke et kammer af bly kunne forskanse min kerne, formet som et lille, blødt lam, mod at blive sendt på spirituel himmelfart af Sufjan Stevens’ stemme og bare generelt gudesmukke musik. Trods 2020-albummets navn, The Ascension, så er Javelin et mere perfekt eksempel på, hvorfor Sufjan er min musikalske jakobsstige. Nu sidder jeg og bliver helt religiøs, skønt temaerne på det nye album er i jordhøjde sammenlignet med tidligere udgivelser. Javelin behandler opløsningen af et dybfølt kærlighedsforhold og er på overfladen et af den slags break-up albums, der ender med at forlige sig med skæbnen. Stevens lagde umiddelbart efter albumudgivelsen et post op på sin Instagram, hvor han dedikerede ‘Javelin’ til sin nyligt afdøde partner (man hulker), hvilket uundvigeligt satte albummet i nyt et perspektiv, der overskrider alvorligheden af Carrie & Lowell. Og det er en wrecking ball i følelserne fra første udånding af åbneren ‘Goodbye Evergreen’: “Goodbye, evergreen / you know I love you / but everything heaven sent / must burn out in the end”. Og sådan fortsætter albummet ellers med at levere emotional stunners. Titlen refererer til kombinationen af titlerne i rækken af albummets akkompagnerende essays, “My love is a weapon thrown onto the oblivion of your body”, og peger altså på de hjerteknusende følger af tabt kærlighed, der altid vil være en mulig konsekvens når man indlever sig i et forhold med hele sin krop og sjæl. Et album om den helt store kærlighed og det allerstørste tab. Man kan være lykkelig for at Sufjan Stevens er tilbage i topform, men man kan ikke andet end at have uendeligt ondt af ham samtidigt.
Hør først: ‘So You Are Tired’, ‘Goodbye Evergreen’ og ‘Shit Talk’.
-A
‘Money And Vibes’ - Nemzzz
Det vigtigste navn i UK rap, basta. Vi havde ham med i sidste års best of og i år udgav han ‘NEMZZZ TYPE BEAT' samt 2 nye singler. Håber Roskilde har øjne og ører i år, de plejer at vide hvad der sker i UK og aldrig USA.
-M
Jane Remover - Census Designated
“How filthy can I get before / you rip me from your chest? / You take the color from my face / and I fill your bed with vomit”.
Jane Removers Census Designated er en samling af de mest dirty kærlighedssange, jeg nogensinde har hørt - og ikke på den frække måde. Det er super beskidt, selvudslettende og underkastende fra den ene side af en relation gennemsyret af misbrug. Alligevel er det noget af det mest himmelske musik fra i år. Sammensmeltningen af slowcore, noise, emo, hyperpop og shoegaze sidder lige i øjet. Det hele vokser for hver gennemlytning, til det bliver hele din personlighed. Hyper-emotionelle, depressive horror-pop-anthems, der nærmest transcenderer musikalsk indlevelsespotentiale. Fantastisk album og et af årets bedste.
Hør først: ‘Census Designated’, ‘Backseat Girl’ og ‘Video’.
-A
‘I Don’t Know You’ - Mannequin Pussy
Ovenpå den fantastiske ‘I Got Heaven’ fra august, var det ikke lige den her retning man havde forudset for nummer to. Eller fra et band med det navn. ‘I Don’t Know You’ går mere cottage-core end punk-rock, men går stadig hårdt somehow. Albummet, I Got Heaven, udkommer til marts, og det tyder i retning af at blive en af de helt store udgivelser næste år. Albummetcoveret ligner et foto fra Moesgaard Museum. Jeg håber det bliver en gennemgående trend for 2024.
-A
Ken Carson - A Great Chaos
Rage rap a la WLR, gothic feel og bare mega catchy, når først man bliver bidt af det. To af min fav-sange kommer efter hinanden - ‘Hardcore’ - vampyr turn up, efterfulgt af ‘Me N My Cup’ der lyder som trap fra middelalderen - brynjer der rasler i takt, wine goblets in the air - king shit.
-M
‘Donut’ - Wishy
Wishys seneste single, ‘Donut’, er melodisk shoegaze så energisk som var det optaget om bord på et tog uden bremser, accelererende ned af en bjergside. Lyder som feeble little horse med en indsprøjtning af Alvvays melodiske drive. Ens serotoninreceptorer kommer på overarbejde efter få sekunder.
-A
Maria BC - Spike Field
Maria BCs nye album er opkaldt efter den arkitektur, der skal kommunikere eviggyldig skræk og advarsel på lokaliteter, hvor radioaktivt affald er deponeret. Et billede på den fortid, der altid vil lure lige meget, hvor dybt man end vil slette og glemme den. Åbningsduoen ‘Amber’ / ‘Watcher’ fremstår som henholdsvis en magisk, hedensk remse og den funklende, gysende fortryllelse, der efterfølgende løfter sig fra jorden som en tyk tåge. Maria BCs mezzo-sopran er som sirenesang fra det kolde dyb, og man kan ikke undslippe. Soundtracket til at stille sig ud i en diset sump ved skumringstid i november og vente på man synker helt i. Eerie, eksperimental folk-rock a la Grouper, Midwife, Skullcrusher etc.
Hør først: ‘Watcher’, ‘Tied’, ‘Still’ og ‘Mercury’.
-A
‘Chariot’ - Babehoven
Babehoven er stadig ikke verdensstjerner og det skal man bare lade sig forbløffe af så længe det varer. Jeg kender ikke mange bands, der så ubesværet kan skrive så empatisk, smuk musik. Den bedrøvede tone i Maya Bons vokal er unmatched.
-A
L’Rain - I Killed Your Dog
Det mest kreative og spændende indie-Pitchfork-darling album i år. Virkelig no skips, aldrig shuffle her.
-M
‘I Just Wanna Ball’ - AyooLii
Jeg er stadig selv i gang med at lære at elske den her undergenre fra Milwaukee. Beatsene lyder som noget en 7-årig kunne lave i garageband, med altomsluttende claps og off-key instrumenter. Det er imidlertid den største nye regionale bevægelse siden club rap og Michigan rap. Certified Trapper var en af de største navne sidste år - men AyooLii har været en fryd at følge i år.
-M
Land of Talk - Performances
Land of Talk, der udgav et af mine favoritalbum i 2020 med Indistinct Conversations, har med sit seneste album, Performances, begået sit mest intime projekt til dato. Et album, der også fremstår som det mest eksperimenterende, frigjorte og følsomme. Der bliver helt klart sovet på den her udgivelse og det er sådan en skam. Underspillet, intelligent sangskrivning fra en kunstner, der umiddelbart ikke prøver at imponere. Mærker man efter, stråler det dog ud med en menneskelig varme, man blødt kan læne sig ind imod.
Hør først: ‘Your Beautiful Self’, ‘Marry It’, ‘Sitcom’.
-A
‘Mother Nature’ - MGMT
På månedens sidste dag kom der nyt fra de altid omskiftelige profiler, der havde teaset nyt et stykke tid. På ‘Mother Nature’ har MGMT gået Oasis i bedene og skabt deres mest organisk klingende nummer til dato. Albummet, Loss Of Life, udkommer i februar.
-A
Blonde Redhead - Sit Down For Dinner
Shoegaze-veteranerne vender tilbage efter næsten et årti med et album, der er lige dele hyggeligt, nostalgisk og melankolsk. Et feel-good-sad album, der føles som selvforkælelse en ensom aften. Sit Down For Dinner må være den sidste måneds tids mest universelle anbefaling. Det lægger sig et sted mellem Yo La Tengo, Low og Beach House, bare med en helt særligt fremtrædende lethed over sig.
Hør først: ‘Kiss Her Kiss Her’, ‘Not For Me’ og ‘Before’.
-A
Private Mind - The Truth You See EP
90’er-klingende, melodisk hardcore fra New York med den velproportionerede blanding af smertefulde skrig og hooky, halvskøn skønsang, som er min største jam lige nu. Jeg ville gerne vide hvor mange andre nede i PureGym, der motiverer sig selv med emocore. Tal om main-character-energi. De her bliver fede at følge.
-A
‘Saying Something’ - Helena Deland
Et af højdepunkterne fra Helena Delands hjerteskærende album, Goodnight Summerland, der behandler tabet af hendes mor. Et nummer der virkelig får folk-musik til at fremstå som sjælens naturligste talerør. “Cream colored ashes / the day passes / we say goodbye once again” må være en af de bedste åbningslinjer på noget album i år.
-A
Truth Club - Running From The Chase
North Carolina bliver ved med at være en uforholdsmæssig stor kilde til fed musik de her år. Truth Clubs Double Double Whammy-debut, Running From The Chase, er en dunkel slowburner af et indie-rock album dømt til at blive overset. Shoegaze/post-punk/emo/noise-goodness, der burde være uimodståeligt for enhver, der mener sin læderjakke og afblegede spidser alvorligt. Sådan et album man, hver gang man genhører det, unsaver og gemmer igen, så det aldrig kommer ud af rotation.
Hør først: ‘Uh Oh’, ‘Siphon’ og ‘Blue Eternal’.
-A
‘Wok & Minute Maid’ - Loe Shimmy
Funky rap med breezy sing-song melodier og generelt bare et navn man skal holde øje med. Har features på Kodak Black, Luh Tyler og Trapland Pat album.
-M
Squirrel Flower - Tomorrow’s Fire
Med det tempo som Ella Williams udgiver musik er det helt utroligt, hvor meget bedre det bliver for hver gang. Essensen af sangene er indie-folk, men de er fremført på en muskuløs og selvsikker vis, skabt til at blive afspillet højt. Ender altid med armene over hovedet når ‘Full Time Job’ “dropper”.
Hør først: ‘Full Time Job’, ‘Alley Light’ og ‘Intheskatepark’.
-A