November Essentials (05/12/2024)

The Innocence Mission - Midwinter Swimmers

“I would break into a hundred flowers / I never wanted to let you down”

Karen og Don Peris’ 13. album som The Innocence Mission endte med at blive det mest imødesete album for mig i år. Over de sidste to måneder har jeg taget Pennsylvania-gruppens henrivende diskografi fra en ende af og givet mit efterår det optimale musikalske backdrop. Selvom udtrykket ikke har udviklet sig betydeligt de sidste 30 år, kan det ikke ændre på, hvor stærkt et bagkatalog gruppen har. Der findes ikke én dårlig sang. Ikke ét svagt album. (Familie-)opskriften er simpel. Nostalgisk og flygtig hverdagspoesi om gåture under svajende træer, savnet af gamle venner og forårsblomster sat på varm folk-instrumentation, der lyder som var det optaget i en dagligstue, hvor klart aftenlys falder vandret ind på interiøret, så det ligner, at hele rummet ser ud af vinduet. Man skal forestille sig Björk eller The Sundays’ Harriet Wheeler, hvis de forsøgte at skrive intime Sufjan Stevens-sange. Og Midwinter Swimmers er ingen undtagelse. Karen Paris folder hverdagens elementer ud i farvefulde metaforer og fantasifulde associationer og synger som en udstrakt hånd at holde i. Det er som at få åbnet sin verden op som den bedste, lidt vemodige børnebog. ‘This Thread Is A Green Street’ er én af det charmerende katalogs og musikåret 2024’s allerbedste sange.
-A


‘Kom for at grine xD’ - kingtommi



Favoritten fra den nye EP, som er en af 2024’s største bops i DK, og som for få taler om. Elsker at kingtommi lige switcher Merlin-ikonografien med hvidt jakkesæt, shades og homie i englevinger, fuld y2k swagger - bowie moves.
-M


shinyhunt - sea-salt ice cream

København-baserede shinyhunt, der har taget navn efter jagten på sjældne glimmer-Pokémon, har udgivet deres andet album, sea-salt ice cream, og det er ét, du skal høre, før du forlader 2024. Det er nemlig et af årets bedste danske album. Man kan bare høre, at bandets frontpersoner, Signe og Frederik, har deres inspirationer i orden. Deres take på alt/indie-rock anno årtusindeskiftet stråler af melodisk overskud og et kontrolleret greb om virkemidlerne. F.eks tager den i grundformen allerede catchy ‘city of no one’ en uventet detour ind omkring Mew-territorium efter 2 minutter, for at vende tilbage til fuzz-guitaren kort efter. Man kan også tage indledningen til ‘easy’, der har en melodisk passage med et uomtvisteligt omkvædspotentiale, der bare ikke vender tilbage. Det flyder simpelthen over af gode ideer, til hver sang er omhyggeligt dekoreret i både kerne og detaljer. På ‘fall asleep’ får omkvædet dog virkelig lov at spille hovedrollen, blot og bart. Det lyder til gengæld også som et 90’er-generationshit, når hooket falder sidste gang og kulminerer i en lille, men effektfuld, variation.
-A


‘Last Lap (Fast)’ - DJ Frisco954, Rod Wave 

DJ Frisco Rod Wave 3 · Rod Wave - Last Lap (Fast)

Ikke fordi man ikke skal høre det nye album fra Rod Wave, staternes største ballade pain music-mager, der næsten sang for sang prøver at toppe sig selv i melodrama. Det kan være lidt trættende at høre nogle gange. Hvis du vil stimulere følelsen af pop tåreperser-musik, skal du imidlertid dyrke fast-disciplinen i Florida, hvor man skruer sangenes BPM op - mange betegner det måske nærmere som sped up, pga tiktok - men jeg læste et Pitchfork interview med ham her for et par uger siden, hvor han understregede vigtigheden af at kalde det fast - Floridas fast-tradition blandt DJ’s kom lang tid før sped-up sounds på tiktok og IG, og før store pladeselskaber trykkede slowed og sped up udgivelser af nye singler. Nyt Rod Wave er højtidssæson for fast DJ’s i Florida - det lyder himmelsk når der går chipmunk i Rod Waves pop/pain rap og alle sangene bliver forvandlet til hurtigere sjælere - eller reel dansemusik, i virkeligheden. Ovenfor er min yndlings, men tjek alle de andre sange ud fra albummet i fast-versionen fra DJ Frisco954, og vær generelt tapped in på hans soundcloud-side for mere af samme skuffe. Cheat code stuff at have med på USB’en eller i seratoen det her.
-M


‘Punish’ - Ethel Cain



Ethel Cain må være den bedste obsession mainstreamen har haft i årevis. Med ‘Punish’ annoncerede Cain opfølgeren til Preacher’s Daughter - den 90 minutter lange ep, Perverts, der lander i begyndelsen af 2025. Førstesinglen er små 7 minutters slæbende, gotisk horror-pop og hvis det er sigende for de øvrige 83 Perverts-minutter, ser vi hvileløse gen-zs hjemsøge gaderne efter mørkets frembrud fra nytår til april.
-A


Jennifer Castle - Camelot

Canadiske Jennifer Castle fulgte op på 2020’s hyper-intime Monarch Season med Camelot den første dag i november. Den soniske udvikling er slående, nærmest revolutionær. Castle’s vokal står tydeligere frem end nogensinde trods den forstørrede bandlyd bag hende. Det klæder hende virkelig at tage styringen, for det virker. Når ‘Mary Miracle’ kører, er det som at være til et vellykket rodeos efterfest, hvor fødderne selv kender linedance-trinene. ‘Blowing Kisses’ er bagtæppet til pardansen efter, hvor cowboyhattene kan komme lidt i vejen for hinanden, mens ‘Lucky #8’ er sangen vi rider væk over prærien til. Sidstnævnte er en af mine absolutte favorit-sange i år. Ligesom resten af Camelots sange, bliver den bare bedre og bedre.
-A


‘Big Pockets’ - Paxslim



Paxslim er enten altmuligperson eller hele tiden i færd med at finde sin lyd. Den her vibe er super kærkommen og catchy fra første lyt - himmelstræbende og festlig på samme tid. 
-M


Dorothea Paas - Think Of Mist

“Never thought you’d be the quiet one / Now it seems that you forgot / How you wanted me so desperately”

Endnu en canadier og endnu et folk-album, dog i en lidt anden ende af skalaen. Dorothea Paas’ sange er æteriske, blødt psykedeliske og drypper af varm 70’er-produktion. Der er lidt Weyes Blood i mixet, lidt Joni Mitchell, Judee Sill og noget Linda Perhacs. Alt sammen ingredienser fra øverste hylde.
-A


‘Losing Skin’ - Fake Eyes



I am losing skin over it / It's such a shame to you / but I am coming to grips with it”

Et highlight fra Fake Eyes’ Saccharine Scream er den hypnotiske ‘Losing Skin’. Nummeret handler om at bryde fri fra nogens forventninger og føles passende også, særligt i omkvædet, som at undslippe et sort hul af kvælerslanger. På én gang hurtigt og langsomt, atmosfærisk og aggressivt, som når en tågebanke ruller hen over slagmarken.
-A


Sahbabii - Saaheem

“Oh word, Kendrick har lige droppet?” - *trykker resume på saaheem.

Ej, jeg er slet ikke sur på ‘squabble up’ eller ‘dogder blue’, og ved man ikke skal sammenligne de to, men hør lige ‘Viking’, anden sang på Saaheem, og prøv at finde en ækvivalent på GNX.
-M


Heart to Gold - Free Help

“Detective / Can't you see I'm feeling all my happiness / Is fleeting / Can't get it back”

Højenergisk skate-punk/post-hardcore fra Minneapolis med melodiske hooks på stribe og store guitarer. Jeg tror ikke lyden kan beskrives nærmere end Turnstile møder Title Fight - en ret ultimativ blanding.
-A


03 Greedo - Crip, I’m Sexy Hosted By DJ A-Tron

03 Greedo · Crip, I'm Sexy Hosted By DJ A-Tron

Måske den mest oversete udgivelse fra i år, som ingen snakker om, fra LA’s mest særegne og innovative undergrund/somme tider mainstream-stemmer. 03 udgav lige ‘Hella Greedy’ omtrent samtidig med dette, og kaldte det hans sidste “street album” - nu vil han kun lave popmusik med en masse rock, punk og 00’er MTV-indflydelser. Man kan høre pop i mange af de i alt 36 sange her. Det er en samling af unreleased loosies med en fuldstændig absurd gæsteliste: Roy Woods, Skrilla, DaBoii, Wallie The Sensei, BLXST, Lil Uzi Vert Pierre Bourne, Lex Luger og Turbo. Der er både sentimentale øjeblikke, sensuelle vibes og ren, elektrisk rap. I dag er min yndlingssang nok 'Back End Freestyle' med Roy Woods and Wallie The Sensei, men det skifter hele tiden. Man kan kun høre det på soundcloud, og det er også en seriøs grund til at købe soundcloud go - én blandt mange ads mellem sangene, jeg måske har hørt ligeså meget, som det her album.
-M


‘Window’ - The Weather Station



Tamara Lindeman vender tilbage med sit syvende album, Humanhood, d. 17/1 og indtil videre har vi fået lov at høre to af de nye sange, ‘Neon Signs’ og ‘Window’. Det lyder til, at albummet lægger sig i tættest relation til 2021’s Ignorance, med stor bandlyd og klaveret i centrum. Selvom jeg altid har foretrukket de guitar-bårne album (All of It Was Mine, Loyalty og The Weather Station), må jeg indrømme, at det her lyder fortræffeligt. Og så er ideen til musikvideoen helt genial.
-A


‘Let Go’ - Scarlet House



“I see your face in the clouds / And I fall apart every time / You run through my mind”

Californiske Scarlet House har over årene sparet singler sammen til en fuldlængde udgivelse. Den udkom for nogle uger siden i form af “mixtapet” Homecoming - En stærk samling metalliske, men luftige, shoegaze/grunge-tracks (nu-gaze kalder han det selv), der finder sit klimaks på sidste nummer, ‘Let Go’. Nummeret er en overvældende kraftudladning af en post-break-up-sang, der på én gang er orienteret ud i universets tomrum og imod den del af hjernen, der gang på gang modarbejder sin egen helbredelse. For et enkelt liv på planeten er hjertesorg det mest absurde fænomen.
-A

Andre udgivelser vi har hørt, som vi ikke nåede at skrive om: