Marts Essentials (11/04/2025)

Perfume Genius - Glory

Jeg har stanet Mike Hadreas’ Perfume Genius-projekt længe nu og bevidnet real time siden 2014, hvordan en af de mest pletfrie diskografier har bygget på og på. Glory kom nærmest uden forvarsel om sin fortræffelighed. Singlerne, ‘It’s a Mirror’ og ‘No Front Teeth’ skulle i hvert fald lige lande. Derfor var det nok de perfekte valg. Så kunne resten falde på plads sammen med dem. ‘Me & Angel’, der følger tredje single ‘Clean Heart’, er en gribende kærlighedserklæring til Hadreas’ partner, musikeren Alan Wyffels, der medvirker på store dele af albummet. Jeg havde en kort tudetur i min lænestol. Den vibratto går gennem marv og ben og sætter lungerne i hulkende svingninger. ‘Left For Tomorrow’ er måske alligevel det smukkeste nummer på albummet. En subtil kontemplation over, hvordan man skal, men aldrig vil kunne bære tabet af sin mor. Nummeret fader ind og ud, som var det et stykke af evigheden, mens den båndløse bas og de spredte trommeslag sammen lyder, ja, himmelsk. Hans poetiske sans er jawdropping: “The other end is just heavy breathing / I bury the phone in clover”. Jeg ved ikke om det er en teenage-fan-disciplin, jeg aldrig afprøvede, men jeg har lyst til at skrive det hele ned. Måske det alligevel er ‘Full On’, der er smukkest. Guitaren lyder som engleharpe, Wyffel’s fløjte som fuglesang og Hadreas’ vokal som tårnhøje trefarvede skyer. Og så teksten; “I saw every quarterback crying / Laid up on the grass / And nodding like a violet”. Det billede er nyt for min hjerne i hvert fald. Afslutteren ‘Glory’ skal heller ikke afskrives skønhedskonkurrencen trods sin beskedne længde. Normalt er jeg ikke den, der snakker producer, men Blake Mills har begået noget vanvittigt med det her album. Det er nok det bedste Perfume Genius-album. Klart et af de allerbedste i 2025.
-A


‘Thousand Yard Stare’ - kmoe

“Sweating through all my shirts / Hit the ground, didn't hurt / Losing feeling in my shins / Blood is bubbling in my skin”

deadAir, pladeselskabet bag bl.a. Quannic og Jane Remover (også venturing naturligvis), er virkelig et man skal følge lige nu. kmoe er en ung canadier, der laver glitchy hyper-pop, som trækker på både dubstep og shoegaze og som slapper gevaldigt. Det ligger et sted mellem førnævnte Jane Removers ustoppelige smadderlyd og The Life’s bund-melodiske pop-flair. Den nye single ‘Do I keep you up’ er strike 2. Hvis niveauet holder over hele albummet, ved jeg, hvad jeg skal workout’e til resten af mine dage.
-A


Playboi Carti - Music

Hermed en fuckfinger til al I Am Music-slander, der har været siden drop. Vil vil meget hellere have et dobbelt mixtape deluxe-album end 14 koncist udvalgte sange, og det fik vi! Her er et for langt track-by-track review af et for langt album.

POP OUT: Er ret vild med den her Yeezus-åbner, der indvarsler kaos, anarki og understreger, hvilket event-album det her er.

CRUSH ft. Travis Scott: Er ikke sur på det.

K POP: De her leaks rammer ikke lige så hårdt som sidste år.

EVIL JORDAN: Jeg er så vild med tiktok edit introen og jeg har aldrig hørt om nogen gøre det før. Det er også her de fedeste Swamp Izzo-råb optræder.

MOJO JOJO: “Back in high school, I was wearing polo” - Kdot adlibs gør det hele her. Nu kører vi fandme.

PHILLY ft. Travis Scott: Jeg er totalt med på det her Astroworld throwaway beat, det hele gynger bare lige nu.

RADAR: Yes, metro beat over swamp izzo tags, der sampler Bankroll Fresh - Atlanta love letter.

RATHER LIE ft. The Weeknd: Elsker vi kommer over i pop territory og det bare holder.

FINE SHIT: Føles også som en autentisk carti pop sang, og så over Lazer Dim 700-slang (Fine Shyt). Vildt nok at hans dame er så attraktiv, at hun hverken kan være online eller gå udenfor en dør.

BACKDOOR: 3 ud af 3 perfekte popsange i træk og det bedste Kdot-nummer suverænt. Mest oversete perle på Music.

TOXIC ft. Skepta: Future appropriation og måske den fedeste sang på en eller anden måde.

MUNYUN: Indkapsler det kaos, vi hører fra første track og sangene, der efterfølger. Fedt at høre noget så eksperimenterende og rodet på et billboard-album.

CRANK: Kæmpe ørehænger og også bare pisse træls.

CHARGE DEM HOES A FEE ft. Future: Også både fed og træls. Nu kører det ikke helt. Wheezy og 808 mafia med de trælse keys på andet hook kan bare ingenting.

GOOD CREDIT ft. Kendrick Lamar: Den sang jeg er mindst interesseret i.

I SEEEE YOU BABY BOI: Så meget hyperpop/trap vibe over det her beat - venter bare på Popstar Benny tags.

WAKE UP F1LTHY ft. Travis Scott: Før jeg hørte den her sang, havde jeg stort set afskrevet Travis Scott som et fortsat spændende navn. Han crooner så perfekt her og rapper perfekt om ingenting ligesom 99 pct. af alle andre tekster på Music.

JUMPIN ft. Lil Uzi Vert: Pink Tape-referencen er virkelig off putting - hvad er det for en gammel lorte sang, de har trævlet op her?

TRIM ft. Future: Vintage Future som man kun kan elske. Banger.

COCAINE NOSE: Lyder som en lidt træls b-side fra WLR

WE NEED ALL DA VIBES ft. Ty Dolla $ign & Young Thug: Lol, hvad fanden sker der? Værste sang. Thug-feature spildt.

OLYMPIAN: boring rage type beat.

OPM BABI: Exhilarating beautiful rage type-beat. Bear1Boss indflydelsen er så enorm på det her og det har ikke været forgæves, at jeg har lyttet til alt hans muddy rage/trap i en storm med adlibs og tags.

TWIN TRIM ft. Lil Uzi Vert: Fuck noget lort. “Swerve a frail cop”? lmao.

LIKE WEEZY: Atlanta legender Rich Kidz-sample. Lfggggggg

DIS 1 GOT IT: Dis 1 the truth.

WALK: Future-appropriation igen over et endnu mere perfekt beat end det på forrige track.

HBA: *se K POP

OVERLY: Carti rammer lige nogle melodic runs på hans skrrrrts der er ret fede. Fan.

SOUTH ATLANTA BABY: Fed lukker, der sker mange ting på instrumentalen og 808’en flyder rundt over det hele og tror den er en kontrabas. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Bear1Boss og Dj Maino The Plug-mixtapes, der har raseret i undergrunden og været blandt det mest indflydelsesrige og konsistente output fra Atlanta. Carti skylder ham en faygo eller noget.
-M


‘Total Euphoria’ - caroline

Total eufori og deres bedste nummer. I mangel af bedre ord og trods manglende erfaring, var første lyt som en emotionel tarmskylning.
-A


Great Grandpa - Patience, Moonbeam

“Soft through the door / The screen was still / Though you knew long before / Drove by the lake / I thought that I might bring you here someday”

Four of Arrows fra 2019, Great Grandpas andet album, er svær at følge efter. Seattle-gruppen har også taget sig god tid, men endelig er opfølgeren her. Patience, Moonbeam afspejler bandets solidariske holdånd i en bred sonisk palette og i antallet af sangskrivere på tværs af tracklisten. Alle idéer har tilsyneladende været velkomne. Sangene tager så mange sving, det er svært at vide hvor den ene starter og den anden slutter. Det resulterer i en albumoplevelse, der føles som at dykke ned i et atlas fra et eventyr. Hjemme-ude-hjemme, et virvar af karakterer, lyset og mørket, det intime og det enorme, det gode mod det knap så nemme. På afslutteren ‘Kid’ (hvorfra ovenstående citat stammer), der omhandler tabet Pat og Carrie’s første graviditet, er det bilæggelsen med den skæbnesvangre sti, universet har tvunget dem hen ad - den nedfældede fortællings urokkelighed -, der er antagonisten. Brudstykker af intime erindringer springer rundt i tid, men fra et retrospekt, der altid er bundet i et her og nu. Denne virkelighedsfølelse bliver nærmest magisk. Disse blink af noget, der minder om klarsyn, kendetegner det meste af Patience, Moonbeam. Knug det som en amulet.
-A


The Tubs - Cotton Crown

“At the wake someone took my arm / Said that you could write a song / To honour your mum”

Det keltiske jangle boyband, The Tubs, sætter med 2’eren, Cotton Crown, lyd på det tidlige forår. De glitrende 80’er-guitar-hooks og -riffs bliver som de første lysende gule blomster komplimenteret af den kolde vind, der er Owen Williams’ både sjove og sårbare sange om det til tider ydmygende liv som musiker i London, nærmest psykotiske tilstande af kærlighed og, hvor intimsfæren bliver altopslugende, om moderens selvmord. Sidstnævnte behandles på afslutteren ‘Strange’, der er skælvende smuk i sin fremstilling af det dybeste traumes hjemsøgelse af hverdagen og et must-hear.
-A


‘Life After’ - Organ Tapes, Jetty

Første single fra Jettys EP, Jetty+, som udkommer den 18. april. Vokal og guitar fra Londons digitale trubadur og underground legend Organ Tapes, over low-fi drill med et lækkert loop/sample, som jeg ikke kan identificere.
-M


Dutch Interior - Moneyball

Moneyball afviger bemærkelsesværdigt fra den sti, jeg troede bandet ville følge ovenpå den fantastiske single ‘Ecig’ fra sidste år. Fra monumental shoegaze-smadder med en musikvideo, der fik én til at ville spille gamle XBOX-skydespil, til et Wilco-influeret folk-rock-album, der mest stimulerer lysten til at køle bærtærter af i vindueskarmen. Det holder også.
-A


‘Near to the Wild Heart’ - Dan English

Det kan man kalde et single-cover! Så behøver man ingen musikvideo.
-A


‘Over and Over’ - Wishy

Den her sang består ret præcist kun af elementer, der lyder som forskellige omkvæd eller kulminerende c-stykker. Wishy virker som indie-rockens fremtid at this point.
-A


More Eaze, claire rousay - no floor

Ambient-collager, veldoseret med eksperimenter og americana-elementer, fra to af Texas’ sejeste. Når du skal suntan’e til det her, så sæt en alarm.
-A


‘This Is Real’ - feeble little horse

Skru lidt for højt op. Intet kan forberede dig på den drejning, det her vanvittige nummer tager. At der er nu-metal i mixet, er den lokkende ledetråd. På den anden side af det sorte hul, der udgør midten af nummeret, ligner man det der væsen fra visualizeren.
-A


‘Changes’ - Alien Boy

“It didn't cross my mind / That I'd be sleeping alone every night / That I'd start smoking again just the feel the time / That I'd hate the way it feels to watch my life go by / That I'd be losing you for good”

Kunne jo være introsangen til et Langt Fra Las Vegas spin-off! Når en sang kan vække en Superheroes-respons på den måde, har den fat i noget. The funnier side of emo music.
-A


Weatherday - Hornet Disaster

“You thought that you’d feel something by now”

Svenske Weatherday følger op på 2019s Come In, der efterhånden er blevet lidt af et milestone internet-indie-album, med det 76-minutter lange Hornet Disaster. 19 sanges sprudlende emo noise-pop, der i kraft af sin samlede spilletid og ru produktion burde være langt mere udmattende, end det er. Der sidder en lille hær af gen-z music nerds på albumoftheyear og rateyourmusic og pumper hypen op, men der er altså også noget om snakken. Big feels heart on sleeve lo-fi rock til dine outcast-persona-dage.
-A


‘Amends’ - TOLEDO

“There’s time in our hands but its all running out / So we try to decide on the best loss / I don’t understand / You don’t wanna make amends”

TOLEDOs ‘Amends’ er så Hovvdy møder Sufjan Stevens, at det ligeså godt kunne være et fatamorgana, jeg har drømt mig til. Der er måske og lidt Friko gemt omkring den episke afslutning, hvor det lyder som en helt landsby med horn og trommer om halsen, træder ud på torvet for at gøre den her sang om et fatalt stagneret forhold til en homerun.
-A


‘Splurging’ - Young Chop

3 millioner views på youtube allerede uden major label og Young Chop-comebacket er bare noget, alle hepper på lige nu. Han er en mester til at få en sang, der handler om absolut ingenting, til at lyde som en smuk trap-vuggevise.
-M


Free Range - Lost & Found

Føler det er ret økologisk af mig at foretrække det her fem gange over boygenius’ seneste. Sweet twangy indie-folk, der genkalder både Lenker, Bridgers og Elliott Smith. Easy listening indeed og ikke noget banebrydende, men det har nerve og nogle virkeligt velskrevne sange. Hør først ‘Hardly’, ‘Storm’ og ‘Lost & Found’.
-A


‘777’ - illuminati hotties

“Wide like space / Blue like heaven / You're my spade / Lucky 777”

Sarah Tudzin tilbage på sit A-game med det mest Alvvays-agtige, hun har lavet hidtil. Hendes vokal er akaciehonning, guitarerne er fuzz excellence og hooket er øjeblikkeligt. Albummet fra august var lidt en dud. Måske var det bare coveret, der slukkede mig. Nu er top-tier tiltroen der igen.
-A


‘Bring Back Act’ - Rylo Rodriguez, Rio Da Yung Og

Pain rappers favourite pain rapper Rylo og rappers favourite rapper Rio i et helt uventet collab - måske den bedste overraskelse at få i år.
-M

Andre udgivelser vi har hørt, som vi ikke nåede at skrive om: