Marts essentials (04/04/2024)

Jane Remover er ikke til at komme udenom, når man snakker inspirationer til valeticals debutalbum reverie. Særligt på et nummer som ‘dreamer’, der sagtens kunne passe ind på Census Designated. Men altså lige den type hyper-shoegaze/noise-pop er ikke til at få nok af, så hun er meget velkommen. Og hun er 15 år(!), så alt i alt er reverie intet mindre end et imponerende værk. Tak til albumoftheyear.orgs user-community for at bringe den her op til overfladen. Særligt ‘war within’, ‘dreamer’ og ‘replace’ burde kunne få projekteret dine digitaliserede følelser op på en indre skærm. Digicore-rock er en lyseblå plet på den tordnende mørke himmel, internettet nogle gange toner sig frem som.
-A


The Story So Far - ‘Letterman’



‘Big Blind’ var en af mine favoritsange sidste år og nu er en opfølger endelig kommet. ‘Letterman’ er mindst lige så god. Det virker som om, de styrede udenom at blive cancelled på trods af, at forsangeren flyvesparkede en fan af scenen for nogle år siden. Gudskelov. Emo-core i den mest high-school-film-agtigt selvfølende skater-poppede ende af spektret. Love it or hate it. Et anthem til post-heartbreak-moradset. Albummet I Want To Disappear er ude d. 21/6.
-A


Mannequin Pussy - I Got Heaven

Philadelphiabandet er på I Got Heaven crossoveren mellem pop-influeret indie-rock og bidsk punk. En inviterende og sprudlende samling sange, der forfører én til at tage et syvmileskridt fra ens musikalske tryghedszone og ud i ukendt territorium. En af tidens tendenser er mainstreamens flirteri med ekstreme genrer og her er Mannequin Pussy en frontløber. Hardcore- og punk-elementer i portionsstørrelser bliver virkningsfulde dynamiske greb i bratte kontraster til melodiske indie-rock-passager. Man skal være lavet af to rockere for ikke at blive chokeret over at høre ‘OK? OK! OK? OK!’ efterfølge ‘Sometimes’. Det er gateway-rock i både den ene og den anden retning. ‘I Got Heaven’ har været ude i et halvt år og er stadig en af tidens bedste nye sange. Evigt fresh.
-A


YT - ‘Voice’



Sidste års #STILLSWAGGIN (ik døm albumtitlen) opdagede jeg først i januar, men til stor glæde. Man suser gennem byen med det her i ørene på cykel - pocket full of money got my trousers falling down, så man trækker bukserne op ved samtlige lyskryds. Det er samme flow i hver sang mere eller mindre. Men ligesom man-of-the-moment BossMan Dlows seneste album (som jeg ikke har nået at skrive om) bliver man aldrig træt af hans singulære stil. ‘Voice’ er i helt samme ånd som sidste års mixtape - altomsluttende trap beat, skøre bars og koncepter, breakdowns og et hav af sjove tags, der kun bidrager til oplevelsen.
-M


Rosali - Bite Down

Adrianne Lenker, Waxahatchee og Sierra Ferrell tog det meste af spotlightet d. 22. marts, når det kom til folk-udgivelser på den historisk pakkede musik-fredag. Jeg tager Rosalis Bite Down over både Lenkers og Ferrells album hver dag. Folk-rock, der mener rock-delen af sin genrebetegnelse og som er langt fra så uhyggelig som albumcoveret antyder.
-A


Klein - ‘wicked dreams’



Ny ambient perle fra Klein, der kørte hele viben; desorientering, tåget vokal, kakofoni, forvrængning og repetition på sidste års touched by an angel. Kleins univers går ud på at kondensere stoffet af minder og følelser - hvis man er stemt ind på hendes mærkelige frekvenser og er i det rette state of mind, bliver man revet med følelsesmæssigt. Det her er meget mere tilgængeligt - fortryllende ambient lydcollage og lækker yeah yeah vokal på sangens sidste halvdel - en perfekt slags ambient lige til mig.
-M


Sweet Pill - Starchild EP

Sweet Pill beviste med deres debut fra 2022 at de burde kunne blive en ny generations Paramore. Deres nye EP, Starchild, understreger dette og efterlader en forstørret appetit efter mere. ‘Chewed Up’ viser med flere fremtrædende vokalister, at bandet har styrker, der slet ikke har udfoldet sig fuldt endnu. Medrivende, mathy emo-pop-punk, som er erkendelsesværktøj og motivator i ét.
-A


Loe Shimmy - ‘For Me’



Loe Shimmy har lige udgivet et perfekt tape, jeg også kunne skrive meget om, men vil hellere fremhæve et af højdepunkterne fra Zombieland 2. Glem 4batz eller hvem end, der breaker lige nu.
-M


Sam Evian - Plunge

Det mindst idiosynkratiske man finder på denne marts-opsamling. Vellydende og charmerende personligt solo-album fra Sam Evian, der har produceret for navne som Big Thief, Cass McCombs, Blonde Redhead, Palehound, Hannah Cohen, Cassandra Jenkins m.fl. Plunge byder på let psykedelisk power-pop/solskins-rock, pyntet med Procol Harumsk hammondorgel, bevægende saxofon-passager og landevejs-guitar, der samlet lyder som førnævnte McCombs med John Lennonske pop-ambitioner og guitarinspiration hentet fra de tidlige Unknown Mortal Orchestra-album.
-A


Brennan Wedl - ‘2 Dollar Pistol’



Jeg bliver nødt til at tage den her sang fra januar med. Brennan Wedl har udgivet to fremragende sange siden, men ‘2 Dollar Pistol’ udmærker sig særligt. Americana med læderjakke-attitude og 90’er-reminiscenser, der ophøjer cigaretrygende rockpoesi til min nye kæphest. Hvis jeg havde en FM-station, der rettede sig mod landets motorvejsbilister, var det her den uundgåelige sang i år.
-A


Sheer Mag - Playing Favorites

Hele det her skal også i rotation på min FM-fantasi-station. Send Sheer Mag tilbage i tiden til dengang, hvor dansefester blev spillet op af et rockorkester. Lad dem spille og observer dansegulvets kollektive hjernemasse nedsmelte fra ren stimulans.
-A


Porter Robinson - ‘Cheerleader’



Porter Robinsons nye single, ‘Cheerleader’, er nærmest provokerende poppet. De fleste radiokanaler og teen-orienterede boybands ville umiddelbart stå af her. Men det er lige her, det bliver sjovt. Det er et helt andet niveau af catchy. Han har fart på.
-A


Minnows - Foreign Moon

Leder man efter veludført, storladen og power-poppet shoegaze-emo, med maksimumpoint på under radaren-skalaen, så skal man skynde sig at høre Minnows nye album Foreign Moon. Der er absolut ingen god forklaring (andet end sikkert pr-issues) på, hvorfor det her band ikke skulle bryde igennem. Jeg takker bare Stereogum for plugget. Man føler, man kan tage kampen op med hvad som helst, når man hører det her.
-A


Six Organs Of Admittance - ‘New Year’s Song’



Afslutteren til det snarligt kommende Time is Glass, ‘New Year’s Song’, er tudende smuk og sætter én i stødet til at tage imod Six Organs Of Admittance-projektet med de mest åbne arme. Freak-folk-veteranen fremstår med fornyet energi og spillelyst. Han har aldrig lavet noget dårligt, men det her nummer er bare i særlig grad øjeblikkeligt tiltalende og ubetvivleligt rørende. Den spartanske produktion virker umiddelbart ufordelagtig, men ved nærmere lyt fremstår den som passende udtryk for en skeletal åbenhjertighed.
-A


Rosie Tucker - UTOPIA NOW!

Hypermelodisk og quirky indie-pop/storcenter-punk med tongue-in-cheek lyrik og virkningsfuld glasklar vokal. Der er mange gode oplevelser at hente her for fans af The Beths, Illuminati Hotties, Ratboys, Great Grandpa etc. Der er lidt slikbutik over det; melodierne er sukkersøde og det samlede udtryk er spraglende farverigt. ‘Unending Bliss’ og ‘Obscura’ er favoritterne lige nu.
-A


Myriam Gendron - ‘Long Way Home’



Myriam Gendron er en canadisk singer-songwriter med to modersmål. De franske sange troede jeg, ville flyve henover hovedet på mig, men én gennemlytning af 2021s Ma délire - Songs of love, lost & found senere og mit hjerte kunne sproget. Nyt album Mayday kommer til maj og førstesinglen ‘Long Way Home’ er den perfekte teaser. En heartbreaker af en fortvivlet og udmattet kærlighedssang, der moderligt og let bedrøvet vugger lytteren på armen. Det genkalder Bridget St. Johns mest vemodige sange og vækker en Nick Drake-sk magi.
-A


Future, Metro Boomin - WE DONT TRUST YOU

Internettet er så cooked nogle gange. Men foruden al kold krig-dramaet mellem future/kendrick/metro og drake/cole og sløje track-list-konspirationesteorier er WE DONT TRUST YOU fyldt med vintage Future heat. Et af årets helt store rapalbum uagtet hype eller kontroverser. Favoritsange tæller: ‘Type Shit’, ‘Claustrophobic’, ‘Slimed In’ og ‘WTFYM’.
-M

3 experimental album fra marts, man bør tjekke ud:

More Eaze, pardo, Glass - paris paris, texas texas

Et fortryllende album, der blander ambient neo-folk, glitrende electronic, forvrængede vokaler, feltoptagelser og distortede droner. More Eaze-navnet udvikler sig til en kvalitetsmarkør: Lomelda-sangen fra sidste år, utallige samarbejder med Claire Rousay og nu det her. Resten af de mange projekter kender jeg ikke, men hold op jeg mener mit follow på Spotify. Og så skal jeg se Wim Wenders Paris, Texas, når nu den er værd at opkalde et album efter.
-A


Julia Holter - Something in the Room She Moves

Holter er virkelig en virtuos sværvægter på musikscenen, men hendes musik forbliver undersøgende, legende og nægter at degraderes til baggrundsmusik til trods for at fremstå mediterende. Det blev aldrig nærmere popmusik end 2015s Have You In My Wilderness, men heller ikke mere fortættet eksperimenterende og abstrakt end efterfølgeren Aviary. Det nye album, Something in the Room She Moves, lægger sig imellem et sted. Formsproget er uforudsigeligt, improviseret og nysgerrigt, men lyduniverset er lettere og mere afkodeligt end hos forgængeren. Et Julia Holter-album passer dårligt ind i det her essentials-koncept. Det er musik man skal bruge lang tid med, før man synes, man kender det. Man ved bare man skal høre det.
-A


MIZU - Forest Scenes

Distant Intervals var at finde på vores Best Of 2023 blandt 10 ambient/experimental-favoritter fra det forgangne år. MIZU er allerede tilbage igen med et nyt, og lidt mere udfordrende, album kaldet Forest Scenes. Her undersøger hun, med celloen som den primære hovedperson, skoven som tema og som metafor for queer spaces. Som rum for selverkendelse gennem møder med det uopdagede. ‘prphtbrd’ spiller på overgroede klubber en tidsalder efter mennesket har forladt jorden.
-A

Andre udgivelser vi har hørt, som vi ikke nåede at skrive om: