Juni Essentials (10/07/2025)

‘The Field’ - Blood Orange (feat. The Durutti Column, Tariq Al-Sabir, Caroline Polachek & Daniel Ceasar)

Selvom det mest af alt nærmer sig et cover af The Durutti Column’s ‘Sing to Me’, så er Blood Orange tilbage (!), og det er det vigtigste. Nummeret er gudeskønt og videoen præsenterer det, vi burde bruge vores våde sommerdage på. Er det videoen, titlen eller single-coveret, der får det til at lyde så rural og folky, eller er det bare den skønne guitar-figur og CTM’s Arhur Russelske cello-sejrsgang? Håber der kommer mere snart og i samme retning.
-A


kmoe - K1

“It's feeling much worse now than when I started / If this is what we live for / I don't want it anymore”

Som en mere imødekommende udgave af Revengeseekerz. kmoe’s album-debut har været en af mine mest ventede udgivelser i år og det viste sig bare at være emo noise-pop-hits på stribe. Foruden de vanvittige singler er highlightsne ‘Dumpster fire’, ‘Watershed’, ‘Bloodbath (Dance)’ og ‘Don’t be like mouse’.
-A


‘special’ - dexter in the newsagent

Hende her bliver nævnt side om side med pinkpantheress og spillede før hende på en viral victory lap cypher. Bedroom-pop fyldt med lækre synth licks der blev best new track på pitchfork, og det forstår man virkelig godt. Sidste single udgav hun første januar og det lyder også ligeså smukt som første gang man hørte gavin degraw eller sådan noget.
-M


EsDeeKid - Rebel

Jeg har sikkert før skrevet om jerk-subgenren i UK efter mange års middelmådig poprap og UK drill - jeg kunne faktisk godt lide 'Sprinter' og Split Decision EP'en med Dave og Central Cee, men nu går det altså ikke mere. Hvad der føltes som overgangen, var joint-projektet CONGLOMERATE fra sidste år af trioen Fimiguerrero, Lancey Foux og Len. Der er nogle pisse seje ting på - men under overfladen bliver der ved med at dukke nye ansigter op, der groft sagt laver meget bedre musik. fakemink, kwes e, feng, YT, snoa og cz bl.a., der skubber 2000s revivalism i stedet for pounds. Normalt hader jeg scousere, men Esdeekid fra Liverpool skal du tjekke ud - tonemæssigt den mere aggressive af dem og blandt de sjoveste. I myriaden af provinsielle merseyside-referencer, finder man imidlertid også årets sang, ‘LV Sandals’, udgivet tilbage i februar. Et sparsomt beat på to takter, gentager sig næsten uafbrudt, og indkapsler lyduniverset på resten af albummet. ‘Phantom’, ‘Rottweiler’ og ‘Tartan’ er også klare favoritter - jeg ville ønske man kunne spille det her for dem, der skrålede med på ‘shut up’ på orange og se deres hjerner eksplodere - ja mate, der findes god UK-rap igen, ingen ed sheeran.
-M


‘Wound Up Here (By Holdin On)’ - Wednesday

Det måske nok bedste indie-rock-band de sidste par år bliver bedre og bedre. Hvordan i himlens navn har ingen dansk festival booket det her nogensinde? Er det en masse små eller den samme store sten, vi sover under? Når en sangskriver med et par linjer kan skyde rene movies op på lystavlen, så er der nogle public service-folk, der bør træde ind. De spiller på Pumpehuset til februar.
-A


Pi’erre Bourne - Made In Paris

Endelig udkom ‘Temps de Chasse’ – et af de mest ventede snippets nogensinde – og det levede næsten op til hypen, hvilket er godt klaret. Resten af tapet er også ret behageligt. Højdepunkter inkluderer de afsluttende to minutter af ‘Façade’, førnævnte ‘Temps de Chasse’, den KÆMPE overgang mellem ‘L’amore’ og ‘Sait’, beatet på ‘JBH’ blandt mange andre øjeblikke, der gør man laver blissface som er man med i en tegneserie. Det hele er lavet af ham selv (selvfølgelig), under et ophold i Paris, på sin europæiske dannelsesrejse kunstner-ting. Han er måske min yndlings producer-turned-rapper - se hans over/under på pitchfork med Young Nudy.
-M


‘Nettles’ - Ethel Cain

Måtte tage den her fanmade lyric-video over den officielle visualizer. Mother Cain har ordene i sin magt og jeg har aldrig været så teenager, som når jeg hører det her. Cain udgav årets sang, den 11-minutter lange ‘Amber Waves’, tilbage i januar, men hendes 2025 er ikke slut. Opfølgeren til Preacher’s Daughter udkommer d. 8/8 og bliver en af de helt store musikbegivenheder i år. Ind på Genius og dyk ned i lyrik og lore. Hør også juli-singlen ‘Fuck Me Eyes’, som er et sydstats-gotisk karakterstudie af en kaliber, pop-musik sjældent byder på.
-A


Turnstile - NEVER ENOUGH

Den største og måske vigtigste rock-begivenhed i årevis. Orange Scene blæser i fjorden næste år.
-A


Sean Nicholas Savage - The Knowing

Sean Nicholas Savages nye album, The Knowing, er gået lidt under radaren og det er så sindssygt ærgerligt. Det er det mest fun pop-album, jeg har hørt længe. Corny til et niveau, hvor det bliver kunstnerisk stilistisk. 80’er-synths og Collins-trommer (‘Pink Bouquet’ er et highlight), men også Sufjan Steven-lænende guitar figurer (‘The Knowing’) og et svært genkendeligt, men dybt charmerende Iggy Pop-cover (‘Lust For Life’). Foruden Phil Collins, lyder det som Blaue Blume-forsangeren, The Weeknd og alle kærlighedsguderne, der skriver det ultimative score-album sammen. Det er hyper-romantisk med blå elementer og svært ikke at gå på knæ i brusebadet til. Afslutteren ‘Believe It Or Not’ er balladen, jeg tager på karaoke-baren i min vildeste fantasi: “I don’t wanna say this the wrong way / I can never see you again” og alle tuder.
-A


‘L’oreal’ - myspacemark

Sen song of the summer contender om at købe L’oreal i Sephora lmao. Skrev om hans sang ‘Over&Over’, der er mindst lige så addictive - så fye, jeg hader at indrømme, jeg bare vil have det her skudt i øjenæblerne.
-M


Hayden Pedigo - I’ll Be Waving As You Drive Away

I 2018 gik han efter en plads i byrådet i sin Texas-hjemby, Amarillo, med den mest Lynch-agtige video-kampagne nogensinde. I 2022 var han model for Guccis forårs-sommer kollektion ved siden af St. Vincent, Phoebe Bridgers og Steve Lacy. Herudover, og mest af alt, så spiller han den mest vidunderlige guitar-musik. Jeg forestiller mig, han inden for spilletiden af et enkelt nummer kunne få ethvert skovbryns bestand af småfugle til at lande yndigt på sin cowboyhat. Hvis du skal have en irish coffee i solnedgangen denne sommer og mangler soundtrack.
-A


‘Homerun 2021’ - Jonah Yano

Mk.gee-fix.
-A


Hotline TNT - Raspberry Moon

New Yorkerne i Hotline TNT har overgået deres 2023-gennembrud, Cartwheel, og udgivet en fuzzy stunner med Raspberry Moon. En længelsfuld shoegaze-tåge sænker sig ned over hjerteformet power-pop og ubesværede, mundrette melodier. Mit mest hørte album i juni og en stærk contender til årets golden-hour-sommer-rock-album.
-A


‘Our Relativity’ - Lucy Gooch

Highlight fra Lucy Gooch’s debutalbum, Desert Window, og min mest hørte sang i juni. Får mig til at tænke på Grouper og Aisha Vaughan (som er mere en anbefaling end en god, opklarende reference). Det er intimt og storladent på én gang. Elversang til fuldmånen.
-A


Yhapojj - T.L.Y.

Jeg er overbevist om at YhapoJJ er noget af det bedste, der sker i musik lige nu. Klaver-drevet plugg beats á 2 min. lange earworms og serenader uden struktur, opbygning eller nogen egentlig formel - bare umiddelbar, rå sketches fra en af de bedste.


‘Begin Here’ - GOON

GOON udgiver albummet Dream 3 i morgen og singlen ‘Begin Here’ er med den passende titel et godt udgangspunkt for at glæde sig. Det er som om tiden går Tenet-agtigt i begge retninger og som om de store 70’er folk-figurer og Suntub har været på anlægget hjemme hos LA-bandets medlemmer.
-A


Greet Death - Die In Love

Greet Death dyrker en dybt deprimeret romantik på Die In Love, der rækker ud efter guldet indenfor kategorien, dark-subject-matter-indie-rock. Første sang handler om at ville giftes og holde sin begravelse samme dag: “Me and my love already have one foot in the grave /
I just wanna die in love to consummate my shame”. ‘Emptiness Is Everywhere’ afslører det meste i titlen, men har derudover mange huskværdige linjer om, hvordan døden lurer alle vegne for en dag at trække dem, du elsker, med sig ned i intetheden. Fortælleren i ‘Motherfucker’ kan ikke huske, hvornår han sidst smilte oprigtigt og udtrykker; “It’s killing med to stay alive”. Ellers blaffer han og håber, at nogle vil samle ham op og slå ham ihjel. Tematikkens tråde samles i afslutterens fængende two-liner; “Feelings pass, people fade away / Friends change, problems stay the same”, der nok udgør det allersmukkeste øjeblik på hele albummet. Har du ikke en bummer-summer, er det ikke for sent. Ser man bort fra lyrikken, lyder det hele (utroligt nok) bare vildt godt.
-A

Andre udgivelser vi har hørt, som vi ikke nåede at skrive om: