Januar essentials (06/02/2024)

‘BACK OUTSIDE’ - Anycia, Latto



Anycia må være min favorit lige nu. Sidste års ‘SPLASH BROTHERS’ med Karrahboo, ‘BASIC’ med evilgiane og Robb Bank$ og nu den her, der føles lidt som hendes claim to mainstream - Latto og Jetsonmade er rimelig tunge navne. Latto er cool her, men Anycias lifetime smoker-vokal er jeg mest forelsket i.
-M


Astrid Sonne - Great Doubt

Ligesom ML Buchs Suntub fra sidste år, forårsager Astrid Sonnes nye album, Great Doubt, en indvendigt opblussende lyst til at spille Zelda: Ocarina of Time eller backflippe rundt på slottet i Super Mario 64. ‘Boost’ er lige fra en boss-bane før trommerne går hiphop og det hele lyder som en lost to time Boards of Canada-demo. Der er en gennemgående taktil, digital æstetik, som giver én lyst til at eje Great Doubt på cd.
-A


‘Lego Ring’ - Faye Webster, Lil Yachty



Faye Webster og Lil Yachty collab var virkelig ikke på mit 2024 bingo card - han vil bare være med overalt musikalsk og det er ret fedt. Man kan se, at de har haft det sjovt med at lave det her - og det smitter meget. Jeg har ikke rigtig tjekket for Faye Webster siden 2017, men må lige høre Underdressed At The Symphony, der udkommer 1. marts.
-M


Courting - New Last Name

Den igangværende europæiske, særligt britiske, post-punk-bølge (BCNR, Black Midi, Squid, Dry Cleaning, Shame, IDLES etc.) synes jeg ikke har fået et så friskt pust, som den har fået med Courtings andet album, ‘New Last Name’. Det sprudler af legesyge og en bekymringsfri attitude, der måske kan forveksles med nonchalance. Den får på alle instrumenter, med auto-tune, DJ Sabrina The Teenage DJ som co-writer (‘We Look Good Together (Big Words)’), henkastet lyrik og et gennemgående kærlighedsnostalgisk koncept, der indbefatter en spøjs opmærksomhed på årstallet 2009. Det er super poppet, men så facetteret og hektisk at der stadig bliver noget at afdække. Hvis dette bliver en ny generations The Strokes eller Arctic Monkeys, bliver jeg lidt jaloux. Det virker måske letbenet, men man mærker tydeligt, at de i bandet har haft ja-hattene på og lavet lige det album, de havde lyst til. Skridt ét for musikalsk integritet.
Hør først: ‘Emily G’, ‘Throw’ og ‘The Wedding’.
-A


‘tell me’ - Kanii, Riovaz & Nimstar



Nørderne har lært at lave beats og pophits. Referencerammen er bare Stranger Things og boybands, der synger om kærlighed. Selvom det giver lidt blokecore/y2k med det retro beat og lidt dårlige outfits, kan jeg ikke få nok. Kanii hopper på tour med Pinkpantheress inden længe og dropper en EP med de to andre slut februar.
-M


glass beach - plastic death

Det nye album fra LA-gruppen glass beach er årets første gode rockalbum. Indtrykkene er nærmest et nyt pr. minut og tankerne ledes mod bl.a. Radiohead, Animal Collective, et melodisk hyperaktivt Black Country New Road og 80’er-elevator-jazz. Tilsæt genremarkører fra math-rock, prog-rock og post-hardcore og noget internet-glitch og så har du noget af det mest brogede, eventyrlystne art-rock, du kan komme til at høre i år. Vær med i dit eget nintendo-spil, der gælder om alt på en gang.
Hør først: ‘guitar song', 'puppy', ‘coelacanth’ og ‘commatose’.
-A


‘Right Back to It’  - Waxahatchee, MJ Lenderman



At Katie Crutchfield inden længe udgiver opfølgeren til mesterværket Saint Cloud fra 2020, må være årets hidtil største albumannoncering for mig. ‘Right Back to It’ er en alt-country-sjæler om de bedste venskabers evne til at udvikle og genopfinde sig selv. Og så i duet med slacker-rockens nye darling, MJ Lenderman. De, der glæder sig til Adrianne Lenkers næste soloalbum, skulle i mindst lige så høj grad se frem til ‘Tiger Blood’, der udkommer samme dag (22/3). Det er flawless sangskrivning.
-A


xaviersobased - keep it goin xav

Pitchfork når lige at plugge det her på best new music, før de lukker dørene helt. RIP dem og musikjournalistik for good. Det er vintage Pitchfork at elske det, andre medier ikke engang anmelder - at være dagsordensættende ift. ny musik og aldrig være på bagkant. Engang kunne bands bygge en forretning op omkring en god rating fra Pitchfork - i dag er det bedre at få en Netflix sync eller gå viralt på TikTok. xaviersobased når begge dele - han er fremtiden og det her mixtape lyder som Lil B, tidlig drain gang, Black Kray og Chief Keef. Han headlinede et hardcore rave/rap show i New York med Slimesito i lørdags, hvor deres navne var kategoriseret under “difficult dance music” - perfekt mærkat eller betegnelse, fremfor den gængse rap/trap/plugg putten-i-boks. Det er et subgenre-kaos, så vi kalder det bare musik, der er umuligt at danse til - prøv selv.
-M


‘Lys I Natten’ - Demersal



Den nye single fra odenseanske/københavnske Demersal fremstår som en foreløbig kulmination på bandets lyd. Sammenkoget af screamo, hardcore, post-rock og black metal opgraderes med dansk lyrik og horn, der får løftet lydbilledet til det enorme. Live-action Herkules har det her i hørebøfferne, når han i glimt fra lyn og torden kæmper mod titaner og søslanger. Motiverende sange om magtesløshed, der er på en gang brutale og skrøbelige er også hans kop trylledrik. Et selvbetitlet album er på trapperne og det kunne godt gå hen og blive skelsættende for alternativ dansk rockmusik. Og så tjek det, som altid, ufejlbarlige artwork ud!
-A


Ben Seretan - jesus was a slot machine

Kald det ambient eller den langsommeste, blideste techno, du ville kunne sætte på i krybberummet i vuggestuen. Det er den bedste af den slags, jeg har hørt i år so far.    
-A


‘What About It?’ - Avenade



Udgivet d. 1. januar som b-side på en dobbelt-single. Det er en besynderligt reserveret måde at udkomme med et så monumentalt nummer som ‘What About I?’. Det kickstartede ikke desto mindre musikåret. Det er internet-age shoegaze/noise-rock i tråd med quannics Stepdream fra sidste år. Det bedste nummer jeg har hørt fra Avenade.
-A


evilgiane - #HEAVENSGATE VOL. 1

Det essentielle producer-album er allerede udkommet i år. Ingen album trailer m. Morgan Freeman, stryger-arrangement-koncert med redbull eller nogle blockbuster features. Bare de fedeste navne i vækstlaget og beats.
-M


‘Spinning’ - Julia Holter



Den 22. marts ligner årets release-fredag efter mine parametre. Mere end fem år er gået siden Aviary, men nu er opfølgeren, Something in the Room She Moves, lige straks ude. Julia Holters sofistikerede orkester-pop forsøger ikke at tilpasse sig lytterens forventninger men tilbyder adgang til et avantgarde univers med egne lovmæssigheder. ‘Spinning’ er en forunderlig forsmag på det, der garanteret bliver en helstøbt albumoplevelse.
-A


Dolly - Interloper EP

Tredje ep fra New Yorkerne i Dolly indledes med tung slowcore på titelnummeret, der lige når at finde et klimaks før det afrundes og afløses af ‘Proces’, et hypnotiserende 6-minutters jangly post-punk-nummer, der kulminerer adskillige gange. ‘You Are’ er det umiddelbart mest catchy nummer, der, som alle sange på denne ep, synes 2 minutter kortere end det er. ‘Ghost’ udgør broen til titelnummerets reprise i form af en 7 minutters live-udgave, der overgår studieversionen på energi, dynamik og indlevelse - og ikke lyder som en live-indspilning overhovedet. Den samme sang to gange på én ep-udgivelse lyder nærmest hul i hovedet, men her bliver det altså full circle.
-A


‘H2HAVEYOU’ - 1010benja



Den fedeste og mest passionerede single man kunne ønske fra 1010, der lader til at forsvinde fra planeten med års mellemrum. Der skulle være et album på vej senere i år!
-M


Finnoguns Wake - Stay Young EP

Debut-ep’en fra australske Finnoguns Wake løser ep-opgaven til ug. De fire sange præsenterer perfekt gruppens tiltalende blanding af power-pop, shoegaze og DIY-post-punk samt de to vokalister, Shogun og Finn Berzin. Shogun, der synger på første og sidste nummer, tager prisen som min favorit. Dette er nok pga. den slående lighed med vokalen af Guided By Voices’ frontperson, Robert Pollard. Et band jeg opdagede i gymnasiet, og som jeg snød mig på toilettet for at høre. Nok det mest high-school-agtige gymnasie-minde jeg har. Det føles lidt sådan igen, når Shogun synger; “Everything is over / everything is really over”. At reflektere sin fortabthed i så stærk musik er meget opløftende.
-A


‘Wild Days’ - Sam Evian



Sam Evian, der som producer senest stod bag Big Thiefs dobbeltalbum fra 2022, laver charmerende psych-pop på egen hånd. Opfølgeren til 2021s Time to Melt, Plunge, udkommer d. 22 marts og førstesinglen ‘Wild Days’ giver grund til at glæde sig. Der en solbeskinnet lethed i produktion og melodi, og med Evians vokal ovenpå lyder det hele som Cass McCombs med fjerede vinger.
-A


‘When I Was Young’ - Nino Paid



Nino Paid og HavinMotion er de to navne, der summer mest i DMV lige nu. Ham her er den mindst soyface conscious rapper, jeg har hørt længe.
-M


The Smile - Wall of Eyes

Det må være månedens obligatoriske. Det er altså mistænkeligt, at Thom Yorke aldrig har sat en fod forkert.
-A


‘Tarkovski’ - BODEGA



I bassinet for punkmusik befinder New York-bandet BODEGA sig i enden, hvor alle kan bunde. Her har man også meget sjov. Power-pop/post-punk med call-response-kor, en svedig guitar-solo og en lead-vokal, der sender tankerne hen på mine helte i 2nd Grade. Albummet, Our Brand Could Be Yr Life, udkommer d. 12. april.
-A


‘Mood Ring’ - Dehd



Chicagos Dehd udgiver deres fjerde album på nøjagtigt fem år, når Poetry lander d. 10. maj. Deres lyd er blevet mindre lo-fi for hver udgivelse, men aldrig i risiko for at miste sin umiskendelige swagger. Den nye single, ‘Mood Ring’, udløser dopamin så snart den vildledende intro overstås. Den er bygget op omkring tre hooks, der allesammen kunne være omkvædet og har en video, der nærmere er en film. Det er næsten for godt.
-A


‘Moonstruck’ - Sheer Mag



Det er længe siden jeg har set en musikvideo have flere afspilninger end sangen har på Spotify. Men denne her er også virkelig fed. Sådan en get-away sommerhus-øver sælger virkelig bandideen. ‘Moonstruck’ er i sin forening af 80’er puddelrock og Jackson 5-disco den mest dansegulvsparate sang, jeg har hørt fra Sheer Mag. I hård konkurrence med Dehds single om månedens danse-rocksang.
-A