Februar Essentials (10/03/2025)

venturing - Ghostholding

“I tell my boyfriend / "Nothing in the world can make me feel alive" / Every time I drink I have too much, too fast / Last night, I had a dream he left me half asleep and drunk behind the wheel / On the way back home / I miss the turn and crash”

Det er som om Jane Remover splittede sin musikalske personlighed i to. De nye Jane Remover-tracks er hyperpop/emo-rap så intens, det kan give epileptiske anfald uden en billedside (men se alligevel videoen til ‘Dancing with your eyes closed’ og prøv ikke at danse med øjnene lukkede). venturing er sideprojektet, der er som skabt til os, der elsker noise-indie-rock-delen af Jane Remover-universet. Det er et destillat af det bedste fra Census Designated og singlerne fra efteråret. Der er så mange numre, man får lyst til at skråle med på plaskvåd i regnvejret. Det her er himmelsk kærlighedsmusik til dem, der bliver liderlige af at skændes og til dem, der føler, at heartbreaks er smukkere end kærlighed. Jeg har fastgjort Ghostholding på Spotify, og der burde det nok sidde året ud, for jeg føler, jeg skylder det al min tid. ‘Believe’, ‘Dead Forever’ eller ‘Recoil’ kan måske være vejen ind.
-A


‘LV Sandals’ - EsDeeKid, Fakemink, Rico Ace

UK-renæssancen er i fuld effekt med den her trio i front. Og mig der troede, jeg aldrig behøvede at give en fuck for UK-rap-scenen med deres chicken shop interviews, Aitch i nike tech eller Stormzy og Ed Sheeran features, smh. Enter Fakemink - det mest spændende navn siden Jim Legxacy. Jeg kan skrive om 14 andre navne, der er fede i den nye bølge, og kommer nok også til at gøre det.
-M


Klein - Thirteen Sense

De forvrængede guitarer fra marked er stadig til stede, men denne gang mindre doom-sludge og mere en slags abstrakt støjrock. Det tager mig altid evigheder at komme rundt om noise musik - men det her er henrivende fra første lyt. Klein filtrerer nu-metal amp-riffs og millennial-pop ind i en altomsluttende støj. Kleins inspirationskilder cirkler altid tilbage til slut 90'er-/start 00'er-musikken fra hendes opvækst - grime, gospel og soft rock, som skinner igennem, hvor abstrakte de end måtte være, i albummets stille øjeblikke. Hvis man ikke har Spotify og i stedet en kassetebåndafspiller, kan man købe kassetten på boomkat, der selv kalder albummet for en høj- vs. lavkulturel blodbad af den mest euforiske slags. En af årets bedste udgivelser.
-M


‘Free Association’ - Friendship

Friendship, anført af Dan Wriggins, en mand med den ustoppelige kombination af en udviklet lyrisk begavelse og en indiskutabelt genkendelig og indfølt vokal, har annonceret nyt album. ‘Free Association’ er førstesinglen til Caveman Wakes Up - “An album for sleeping and waking, walking and driving, hunting and fishing, for loitering outside a roadhouse on the haunted tundra”, som der står på bandets Bandcamp. Lyder aktuelt, da jeg har planer om op til flere af nævnte gøremål. Albumcoveret er lavet af samme Matthew Reed (@tvbeaches), der også har lavet coveret til MJ Lenderman’s Manning Fireworks, hans bandmakker Colin Miller’s kommende Losin og Powerwasher’s Everyone Laughs. Er han den næste Robert Beatty? Håber jeg.
-A


Panda Bear - Sinister Grift

“We could beat 'em / We could beat 'em”

En strand-metafor er oplagt her. Panda Bear’s Sinister Grift er Noah Lennox’ skilsmissealbum. På overfladen et solbeskinnet, chill beach-pop-dub-album til en iskold, farverig drink med paraply i. Lige under overfladen er Lennox mere fortabt. Titlen på nummeret ‘50mg’ ville i normalt Panda Bear-regi antyde et syretrip. I stedet, når Lennox synger “I'm swimming in an agony / I'm a factor in a fallacy”, er der nok nærmere tale om en dosis sertralin. Efter det sjette nummer, ‘Ferry Lady’, skifter tonen og nogle af de mest nøgne (og smukke) sange i Panda Bear- (og AnCo-)kataloget falder som perler på en snor. På ‘Venom’s In’, ‘Left in the Cold’ og ‘Elegy For Noah Lou’ er det som om vi pludseligt har opbrugt vores sociale kapacitet til strandfesten og trukket os tilbage for at tage et langt dyk ned i dybet. Ned hvor vi ikke længere kan høre andet end vores eget hjerteslag. Vi vender dog tilbage til overfladen igen, mødt af Cindy Lee’s karakteristiske guitar-figurer på det funklende nummer ‘Defense’.
-A


‘parlay’ - Devstacks, Swapa

Chief Keef-scholar og majestætisk trap soundscape visionær, Devstacks, er produceren bag en masse Yhapojj- og Babyxsosa-beats. Hans eget soloprojekt, bedst indkapslet på 2023’s Scriptures, er noget nær det mest afhængighedsskabende og stemningsfulde rap, du kan sætte på. Underground florerer pga. ham her.
-M


The Weeknd - Hurry Up Tomorrow

Skud ud Politiken der gav det her 2 stjerner lol - take your hater-bagde off. De har seriøst hørt ‘Give Me Mercy’ og holdt et smirky frown face. 6 stjerner front to back og rip the weeknd og det bedste bryllups-DJ-musik nogensinde.
-M


‘Can We Be Still’ - Georgia Harmer

“Now do you understand / I don’t have another plan”

Føler jeg har været mæt af singer-songwriter indie-folk i din her stil i en rum tid, men på Georgia Harmers nyeste single, ‘Can We Be Still’, slog lynet ned i omkvædets vanedannende frasering af ordet ‘plan’. Den her sang ser dig lige ind i øjnene, og det er som om en gensidig forståelse opstår. Der opblusser en nostalgisk bedrøvelse og jeg kommer til at tænke på at stå off-season i mine forældres iskolde sommerhus henlagt i blå-gråt lys, min far fikser et eller andet udenfor, jeg venter og ser på akvareller af valmuer og samlinger af strandsten gennem skyerne af mine udåndinger. Ved ikke rigtig hvorfor, det knuser mit hjerte lidt.
-A


Anxious - Bambi

Bambi er det album, jeg har glædet mig mest til i årevis. Anxious’ debut-album fra 2022, Little Green House, blev en hjørnesten i min opfattelse af det musikalske landskab og en målestok for rockmusik fremover. Det blev samtidigt det primære soundtrack til mit livs største heartbreak, hvilket er nærmest den ypperste status, musik kan få. Det blev også årets album her på siden. På Bambi er opskriften stadig bekendende emo-lyrics, høj energi og melodisk eufori. En stor portion hardcore-råhed er dog skiftet ud med y2k-emo-pop-punk-storhed a la Jimmy Eat World og Blink-182. Det er farligt idiosynkratisk og nok ikke særligt cool egentlig, men det er vanvittigt effektfuldt, særligt når man er alene og kronisk en smule ked af det og kronisk en smule træt af det. Mens c-stykket i ‘Bambi’s Theme’ igen og igen lyder; “My friends are all I care about”, tror jeg på, at det er sådan jeg har det. Måske det bedste nummer, de har skrevet. Jeg havde de højeste forventninger og jeg er stadig henrykt.
-A


Mohammad Adam - One Take

Kunstner fra Leicester, co-signet af Madjestic Kasual - dj, soundcloud cratedigger og tastemaker, personen bag underground UK patreon podcasten Clout Farm - den mest utilgængelige, kryptiske og esoteriske samtalepod jeg prøver at følge med i. Jeg kan bruge de samme ord om denne udgivelse, der består af Space Afrika-esque ambient, piano beats, vocal chops og mudrede samples. Hør ‘Young Stars’ - “I can be doctor, poet, or chart topping producer. I am everything the past made me, and I am the future”. *fire emoji
-M


‘graze’ - she’s green

Hvis du skal finde ét dream-pop/shoegaze-nummer at forelske dig lige nu, så er dette et godt bud.
-A


skaiwater - #mia

skaiwaters nye mini-album fungerer som en åndelig efterfølger til sidste års heartbreak-album, #gigi, og bruger stadionrock og radiopop som skelet. Det er autotune-croon dance-rap-melodrama med soundcloud-æstetik i form af mudrede beats og 808s. Det har ramt langt stærkere i USA end i UK, og det er en skam, at den her musik måske aldrig får en bredere distribution. skaiwater laver musik, der er mere udfordrende end de fleste undergrundsrap-udgivelser og mere tilgængeligt end det meste pop. Hør lige ‘You don’t feel the same.’, før du affejer det her.
-M


Dean Blunt, Elias Rønnenfelt - lucre

De har kaldt sangene ‘1’, ‘2’, ‘3’ osv. og så gider jeg heller ikke gøre mig umage med den her anbefaling. Men hør det, og særligt ‘5’.
-A


‘Gumshoe (Dracula From Arkansas)’ - Youth Lagoon

Highlight fra Rarely Do I Dream, som jeg har været helt afhængig af. Hvordan kan man synge “Life’s a baseball bat to the jaw” med en melodi, der får én til at ville gennemleve alt igen?
-A


Ichiko Aoba - Luminescent Creatures

Mere dykke-musik, og her er det ingen metafor. Japanske Ichiko Aoba har skrevet sangene på Luminescent Creatures inspireret af sine møder med havets væsner. Bedårende smuk ambient-folk, du kan glide ind og ud af søvnen til. ‘FLAG’ skal du høre.
-A


Frog - 1000 Variations on the Same Song

Der er to hold af charmerende New York-padder, og her er Frog nok de mest aktuelle, trods de hverken skater loops i kloakkerne eller nedlægger fodsoldater. 1000 Variations on the Same Song følger hurtigt op på det glimrende GROG fra 2023 og lever heldigvis ikke op til sit navn. På den anden side er der heller ikke tusind sange på, så måske det går lige op. 11 twangy americana/indie-rock-sange med lo-fi-kant og emo-touches nok til at simulere, at hver sangs hjerte stadig dunker.
-A


Sleeper’s Bell - Clover

“We got right back together / Now we treat her name like a bad word / Feeling light as a feather / Til' I think about her”

Cute indie-sob-pop fra Chicago’s Sleeper’s Bell.
-A


‘I Wanna Know’ - Shady Blu

Februars destroy the replay button. Bedste nye sexy drill take siden ilhams ‘uhm…ok’.
-M


Aren’t We Amphibians, awakebutstillinbed, California Cousins, Your Arms Are My Cocoon - fourwaysplit EP

En januar-udgivelse, jeg ikke kunne efterlade i fortiden. Fire bands, fire sange, 8 minutters hæsblæsende screamo/emo-punk, der for alvor tager fart fra awakebutstillinbed’s ‘sovereign’. At jeg ikke gav deres 2023-album, chaos takes the wheel and i am a passenger, en ordentlig chance, fortryder jeg nu. Fra nu af er jeg fan. California Cousins’ ‘i cannot be alone’ fortsætter i samme vilde rille, før Your Arms Are My Cocoon afslutter EP’en med det underligste 46 sekunders glitchy-ormehuls-nummer, der lyder som om du har aktiveret en voldsomt corrupted stjerne i Mario-Kart.
-A


zzzahara - Spiral Your Way Out

zzzahara’s nye album, Spiral Your Way Out, er godt nok fra januar, men det blev alligevel et februar-highlight. Indierock anno 2025, ligeud af landevejen og nem at implementere i sin rotation. Bare en good time altså. Tjek ‘Ghosts’ og ‘If I Had To Go I Would Leave the Door Closed Half Way’ ud først.
-A


‘Star of Hope’ - William Tyler
og
‘Arpy’ - Gregory Uhlmann, Josh Johnson, Sam Wilkes

Under en kortere busrejse nåede vintersollyset blafrende frem til sæderne gennem flimmeret af grene og stammer, der kantede vejens venstre side. Vi havde været ude hele dagen, så trætheden havde ulmet længe. Men helt hypnotisk, da solen for alvor brød igennem, havde vi ikke længere noget at tale om. Flere tog høretelefoner på. William Tyler havde udgivet den første håndfuld sange fra hans kommende ambient-folk album, Time Indefinite (25/4), og ‘Star of Hope’, havde jeg noteret mig, var noget særligt. Også Gregory Uhlmann, Josh Johnson og Sam Wilkes (som er alle vegne?) havde lige udgivet en single, der ventede på det her øjeblik. En nærmest religiøs atmosfære kommer krybende med det voksende kor af utydelige stemmer fra det hinsides i ‘Star of Hope’, der som en hymne til dagens afslutning, sender et beroligende suk igennem kroppen. ‘Arpy’, der er et ambient-jazz bliss-point udstrakt over fem minutter, forlængede det mildt alvorlige øjeblik. Sad og drømte uden at sove. Et kosmisk reset. Det her kan alle bruge. Antidoten til doom-scrolling.
-A

Andre udgivelser vi har hørt, som vi ikke nåede at skrive om: