August essentials (09/09/2024)

‘You’re Invited’ - The Dare



The Dare er den rigtige it-girl lige nu. For 2 år siden var han skolelærer, nu dj’er han ved siden af Charli XCX i Ibiza iført fuld jakkesæt. Ikonografien er locked in - sexet og non-chalant. Albummet What's Wrong With New York er lige udkommet fyldt med mere New Yorker indie sleaze brit-pop cosplay, der vækker kroppen til live.
-M


Enumclaw - Home in Another Life

Enumclaw virker som den stadigt rullende 90’er-inspirerede, alternative indie rock-bølges reinkarnation af Dinosaur Jr. (Ikke for at sige, J Mascis og co. er færdige altså). Slacker-Guitarhero-rock med en vokal, der vibrerer dybt i mellemgulvet. Sangtitlerne ‘I’m Scared I’ll End Up All Alone’, ‘I Still Feel Bad About Masturbation’ og særligt ‘Fall Came Too Soon And Now I Wanna Throw Up’ burde vække nysgerrigheden.
-A


‘problem’ - Cash Cobain, Laila!



Vi har ramt peak sexy drill. Det er den mest eftragtede/kopierede “nye” bølge i NY, og Cash Cobain slår det fast på denne 14-persons- 7 minutter lange sexy drill cypher over et loop fra ‘Not My Problem’ af Laila!, datter til old head-kultfigur Mos Def. Den her er blandt højdepunkterne fra PLAY CASH COBAIN sammen med ‘message to u’, ‘luv it’ og, en af årets bedste sange, ‘rump punch’. Selvom den lyd, han har skabt, lige nu er frygtelig overmættet (14 rappere på en open verse-challenge?!) leverer han stadig gang på gang. Albummet 2 SLIZZY 2 SEXY fra 2022 må jo være en nymoderne klassiker nu - ‘VACANT’ (den 73. vigtigste eastcoast rapsang nogensinde ifølge Rolling Stones lol) føles stadig lige så magisk som første gang man hørte den. Cash Cobain, der synger om at score damer over fløjlsbløde samples, er bare tidløst, og sexy drill bliver aldrig udvandet, når det kommer med et “and this beat from cash, not from youtube”-tag.


Ex Pilots - Motel Cable

Ex Pilots Motel Cable er umiskendeligt den mest oversete udgivelse på denne liste og måske også min favorit. Strange Rangers Remembering the Rockets møder Guided By Voices på noget straightforward og lo-fi indie-rock, der bare er skruet helt rigtigt sammen. Trods begrænsede virkemidler er det både atmosfærisk, medrivende og intimt. Det bør måske klassificeres som shoegaze-punk, men det udspiller sig som opløftende popmusik i mit hovede. Jeg er ved at skumme over af henrykkelse, hver gang trommefillet i ‘At The Side’ går over i versmelodi. Det er sådan noget man timer med lift-offet, når man tager flyveren.
-A


‘Caustic’ - The Hellp



Electroclash a la Snow Strippers har bare et moment lige nu. Det rammer både nostalgiske og futuristiske elementer og lyder bedre end Justices comeback fra i år. Selvom The Hellp kan ligne fabrikeret Justice dirtbag-æstetik i LA-udgave, er de stadig deres egne - “actualizing the collision point of bubblegum pop and a catastrophe” - post-pop punk møder indie sleaze, moshpits med læderjakker på og albuer i hovedet. Det er catchy og sejt - duoen tæller fans som Yves Tumor, Frank Ocean og designeren Mowalola, der bookede dem til hendes London Fashion Week afterparty sidste år. Hvor sejt det end lyder, er der også en underliggende angst for projektet. Bandet tror på at året 2024 er den sidste mulighed for at være et autentisk sejt band før musik dør for alvor og kunstig intelligens overtager lydbølgerne. Selvom at det er et doom-pill outlook, er jeg fan af deres mission og den dybfølte og seriøse tilgang og kærlighed de har til musikken.
-M


DJ Sabrina The Teenage DJ - Hex

En spilletid på to timer er relativt kort, når man sammenligner med Destiny fra sidste år, der var et par minutter fra at runde de fire. Man kan tale om en mundfuld, men så alligevel ikke. Oplevelsen af endeløs eufori virker til at være hovedpointen i DJ Sabrina The Teenage DJs diskografi. Clubbangers fra et dansegulv i et utopisk parallelunivers. I Bandcamp-kommentarsporet kalder de hende bl.a. “one of the most joyous musicians of our lifetime” og “the best musician of the 21st century”. Udforsk den hype.
-A


‘Hands On Me’ - Ayesha Erotica



Ayesha Erotica har eksisteret i internettets skygger siden 2015 - ingen musikvideoer eller liveshows, men en hel masse Youtube-uploads med rap-cosplay, juicy træningssæt, Nicole Richie-appropriation, allestedsværende synthesizers og tegneserie-lydeffekter. Disse sammenligninger virker indlysende nu, hvor referencer til 00'erne fylder den kollektive underbevidsthed og y2k, fur boots, slogan tees og fitted caps er whats good igen - Jeg ved, der findes nogle politiken essays om det bag en betalingsmur et sted. Erotica skabte imidlertid sin persona længe før Y2K-looket og er et ikon i hyperpop-verdenen - hun har bl.a. produceret for og lavet musik med Slayyyter og angiveligt en masse andre artister under forskellige pseudonymer, fordi hun blev doxxet og forsøgt cancelled i flere omgange - hun var for kontroversiel til PC Music. I 2018 forsvandt hun, men er regelmæssigt begyndt at udgive musik igen - Især i år, hvor hun også har været på tour med Snow Strippers. Post brat-summer har ikke nødvendigvis gjort mig i humør til mere hyperpop, men det her fanger mig alligevel. Kim Petras har ingenting på Erotica, der har kørt edgy lyrik og bimbo-feminisme i årevis nu. I juli optrådte hun også på ‘She Got A Sugar Daddy’ med y2k/trap/datpiff connoisseur-rapper Christ Dillinger, der har samme legesyge tilgang til sin musik og grænsesøgende bars, på kanten til det unwoke. Det er et crossover man ikke ser fra mange andre navne i PC Music-extended universe.
-M


Illuminati Hotties - POWER

Det skulle helst ikke være albumcoverets skyld, man holdt sig fra god musik, men hvor er jeg uendeligt uforstående overfor det her valg haha. Indie-powerhouse Sarah Tudzin stod for et af 2021’s bedste albumoplevelser med Let Me Do One More, der rummede både sjove, hurtige punksange og hjertemassakrerende tåretrillere (og perfekt albumart). POWER er lidt mere homogent og en del mindre dramatisk lydmæssigt. Det er så til gengæld dybt personligt med en stadig skudsikker produktion og mesterlige melodier på stribe. De mest melankolske tracks; ‘Throw (Life Raft)’, ‘Rot’, ‘Power’ og ‘Everything Changes’ skinner særligt klart.
-A


‘Diet Pepsi’ - Addison Rae



Sabrina Carpenters ‘Bed Chem’ (den bedste på albummet) er christian girl autumn-versionen af den her. Addison Rae prøver at være sej nu, og har allieret sig med de rigtige mennesker i popverdenen - Charli XCX samarbejde og et shoot med Tumblr-favoritten Petra Collins. Hun er sgu lidt cringe i den her video, men jeg er vild med sangen - og har altid været en Pepsi-guy.
-M

Wishy - Triple Seven


At Wishys Triple Seven er et debutalbum er svært at forstå. Det lyder mere som en greatest hits-cd, du fik af dine seje, ældre fætter til din konfirmation i 2009. En rendyrket, formativ musikbegivenhed. Wishy spiller med både de melodiske og dynamiske muskler og leverer hooks på hooks på hooks. De ti sange fremstår som en nostalgisk cocktail af Y2K MTV-pop-rock, 90’er shoegaze, 10’er indie-rock og en knivspids hardcore-tendens. ‘Love On The Outside’ er nok centerpiece, men der er mange bejlere til den bedste sang. Særligt de to sidste numre ‘Honey’ og ‘Spit’ vokser på én og sætter et overbevisende punktum for et album, der flyder over af catchyness og som er et af årets bedste.
-A

‘Figurine’ - Half Waif



“You let me get this far / You made it seem possible / Now everything is going / Everything is hard / I love you every morning when the sun / Is rising in the yard.”

Nandi Roses Half Waif-projekt bygger op til en rendyrket, emotionel mavepuster. Albummet See You At The Maypole, der udkommer til oktober, rummer 17 sange (et par er gengangere fra ep’en Ephemeral Being fra maj) og behandler tabet af et ufødt barn og fundet af håb og lys i fællesskabet. ‘Figurine’ får tiden til at stå stille i sin adskillelse af det overflødige og det væsentlige. Selv som lytter oplever man fornemmelsen af at stå overfor en kernebegivenhed i tilværelsen, der får hverdagsbekymringer til at forsvinde som dug for morgensolen.
-A


SPIRIT OF THE BEEHIVE - YOU’LL HAVE TO LOSE SOMETHING

ENTERTAINMENT, DEATH fra 2021 lød som at have et trip i et spøgelseshus. Trippy er det også på efterfølgeren YOU’LL HAVE TO LOSE SOMETHING, men nu foregår det bare i hele forlystelsesparken. Det er indie-rock, jovist, men der blæses på form-konventionerne til det yderste. Det er paradoksalt at man ved, man aldrig ved, hvor man har dem. Ægte essential listening.
-A


‘Moshpit’ - Yhapojj, Nino Paid



Yhapojj er rage-rap avant-garde og bliver bedre for hver udgivelse. Han undlader at auto-croone halvhjertet her og unlocker et nyt flow - måske fordi Nino Paid, en af de bedste nye opdagelser i 2024, kommer efter ham på anden vers. Det her må være et af mine favorit-beats i år - i en perfekt verden fik den her sang sit helt eget roll-out, msåke endda en Lyrical Lemonade video instrueret af hiphops gigachad, Cole Bennett.
-M


Ravyn Lenae - Bird’s Eye

Ravyn Lenaes R&B er uimodståelig endnu en gang. Opfølgeren til 22’s åbenbaring HYPNOS, indfrier forventningerne og afværger alle grunde til, at man ikke køber billet til Vega-koncerten i november. Bird’s Eye får fornemt besøg af både Childish Gambino og Ty Dollar $ign, men stråler også på egen hånd. ‘Love Is Blind’ er en emotionel boltpistol i hjertekulen hver gang og ‘Pilot’ får mig til oprigtigt at tro, jeg er 24 år (altså ikke fordi det er meget forkert). Lyder som honning fra egen bigård.
-A


‘Lucky #8’ - Jennifer Castle



Jennifer Castles kosmiske folk er solbeskinnet som aldrig før på ‘Lucky #8’. Sådan her må et kommende album rigtig gerne lyde. Jeg ved ikke om videoen er nostalgisk, eller om det bare er mig, der savner OL i fjernsynet.
-A


Horse Jumper of Love - Disaster Trick

Horse Jumper of Love er bare blevet bedre og bedre for hver udgivelse. Det gør naturligvis Disaster Trick til en forudsigelig kulmination, men ikke desto mindre er det et lille mirakel af et album. Slow-core fusionerer sig med shoegaze som beskidt regnvand gør med flossede, lange bukseben en ustadig efterårsdag. Og det lyder bare som efterår. Både de rød-orange dage, men virkelig også de grå-blå. De har været kult under radaren, men fortjener lidt mere stardom. Det kan være svært at forklare, hvorfor de her sange sidder særligt meget lige i skabet, men det gør de bare. Gennemgående er der en knugende intensitet, der hele tiden er i fare for at gå i opløsning. Som følelsen lige inden gråden overtager. Super smukt, mørkt og menneskeligt.
-A


‘Kapital G’ - Shawny Binladen



NY sample-drill var fedt pga. ham her, Cash Cobain og Surf Gang, der bar New York-rap under en forfærdelig periode post Pop Smoke. Efter et års stilhed er han tilbage med sin karakteristiske off beat, hæse vokal og singulære stil. Som altid, er det mærkeligt hypnotisk og helt brillant. Binladen lader op til et kæmpe mixtape før året er omme, håber jeg.
-M


GEL - Persona EP

De kalder det hardcore for the freaks. Vær en af de freaks. GEL er et af de allerfedeste hardcore-bands i verden lige nu. De udgav et dundrende intenst (og godt!) album sidste år med Only Constant og er nu tilbage med en nok endnu mere overbevisende samling sange. EP’en Persona byder stadig på en energi, der kunne skræmme selv en gud for vulkanudbrud, men nu i en endnu mere dynamisk og iørefaldende udgave. Den koncert jeg helst ville have set på Roskilde i år. Så kunne man have givet socialfobien en fucking tur.
-A


‘Hell 99’ - Foxing



Emo-giganterne i Foxing udgiver deres selvbetitlede album om en uge. Med ‘Hell 99’ slår de fast med store tykke søm, at de ikke kommer med mere dance-pop-punk, som det desværre lidt var tilfældet på 2021s Draw Down The Moon. De går nemlig helt screamo-katarsis på den her. De er tilbage på sporet.
-A


Holy Blade - Holy Blade

Den her udgivelse fik mig til at genindføre mig selv i det kaninhul for 80’ernes kitschy sword and sorcery-film, som jeg ikke aner, hvordan jeg kom ud af. Conan the Barbarian, The Beastmaster, Deathstalker, The Sword and the Sorcerer, alt det der. Og det er ikke kun EP’ens albumart, der peger den vej. Det er også musikkens soniske illusion om, at jeg svinger et sværd med tre parallelle klinger mod et ildspyende monster og kun er iført skindshorts og læderpandebånd over min olierede, svulmende muskuløse overkrop. Der er noget indiskutabelt retro over de her sange. Men der er også en helt vild fed og befriende ironisk badass energi, der klæder den her hybrid af hardcore punk, emo og glam. ‘Two Graves’ og ‘Holy Blade’ er nok de fedeste af de fem.
-A


‘Green Edge’ - Colle



Colle er Maya McGrorys projekt ved siden af at være en halvdel af Chanel Beads. 'Green Edge' er anden single forud for et album senere i år, som lover rigtig godt.
-M


Oso Oso - life till bones

“I like your songs when the words all get stuck in my head / I like your socks when they're on the floor next to my bed / I like when I'm with you I make the good choice instead”

Gennemsolid samling power-poppede sange fra emo-ikonet. Highlights er ‘the country club’, ‘all of my love’, ‘that’s what time does’, ‘application’ og ‘skippy’. Ej. Dem alle sammen. Det er bare lige ‘seesaw’, der er lidt for lang, selvom den nok gerne vil være det følelsesmæssige knudepunkt.
-A


‘The Hand That I Put Down’ - Starcleaner Reunion



Hold øje med dem her. Det er en meget kort ep, der udkommer om et par uger, men hvis de øvrige tre sange er på højde med denne her, snakker vi upcoming i ordets betydning og ikke bare som en pæn måde at dække over mangel på bred succes.
-A

Andre udgivelser vi har hørt, som vi ikke nåede at skrive om: