Følg vores playliste for anbefalinger + det vi ikke har nået at skrive om:
April Essentials (07/05/2025)
Essentials er vores opsamling på den forgangne månedstids bedste nye udgivelser plus det, vi ikke opfangede i tide.
Jane Remover - Revengeseekerz
“I’m never broke, can’t say the same ‘bout my heart”
Om venturings album fra februar skrev jeg, at det var som om Jane Remover havde splittet sig i to. På Revengeseekerz’ åbner, ‘TWICE REMOVED’, synger hun “Two can play / But two’s a crowd / There’s two of me / I’m cloning out” - det har åbenbart også været idéen. Det nye album er i hvert fald ikke tynget ned af nogle af de shoegaze/indie-rock-elementer, der prægede 2023s Census Designated (der er helt fantastisk). Vægtløs kan man nok ikke kalde rage/digicore/EDM/noise/hardstyle/hyperpop-cyborghybriden, men det er som Jane Remover i hvert fald ikke er besværet af tyngdekraften. Først lyts kaos af digital helvedesild afløser sig efterhånden af følelsen af at være en cigaretrygende gen-z-RoboCop, der har arvet Batmans hule. Det er det mest ekstreme musik, jeg har elsket, og måske det største smagsspring jeg har taget, men Remover er muligvis den mest talentfulde kunstner de sidste par år, så man må bare flytte sig, hvis man ikke vil sidde i skyggen af miraklerne. Hun er årgang ‘03, skal man lige huske, og går allerede på album 3 (under denne moniker) i krig mod sine fans. I hvert fald dem, der ikke kan holde trit og bare vil have mere i stil med Frailty. Det går bare stærkere i Remover-universet. Man kan prøve at følge med i internet-loren, eller bare lade sin bevidsthed digitalisere, opløse sig som knust glas til pixels og Pokémon-samples. Hun er 21 år, hun laver hele lortet selv og hun har udgivet to generational album inden for to måneder. Ufatteligt. Must try.
-A
‘Tell me I never knew that’ - caroline feat. Caroline Polachek
caroline udgav deres debut i 2022, ligesom der var en Pang-revival i gang. Forvirringen var der altid, når man prøvede at snakke kollektiv-orkester-rock fra London. De må nærmest have oplevet denne forveksling selv, siden det her samarbejde er kommet op at stå. 2 ud af 2 fra opfølgeren med den passende titel, caroline 2, der udkommer d. 30/5.
-A
Colin Miller - Losin’
Colin Miller er trommeslager i The Wind, MJ Lendermans band, og udgav det glimrende Haw Creek i 2023. Opfølgeren Losin’ er endnu bedre. Hvis du dyrkede Manning Fireworks, så vil du finde meget godt her. Der er lidt mere alvor og lidt mere vemod, men det er stadig tydeligt vi er i Asheville cinematic universe, når Miller synger “Nascar crash on the big screen / Shirtless in July heat / And I'm helpless / Helpless, helpless / In the blood-black tinted window Cadillac / There goes all my hope for you”.
-A
‘Over&Over’ - myspacemark
Jeg har fundet den fede udgave af 2hollis og ian, fuck deres hype i 2 sekunder. Ham her er Owl City, hvis han blev født i 2005 og mixede Prada shades med true religion og random lamboghini poloer. Trap game Milhouse fra The Simpsons. “this is actually beautiful” er nok min yndlingskommentar under den her video.
-M
deer park - Terra Infirma
Hypnotisk, eksperimenterende pop fra Andy Santella, aka Deer Park, der også er kendt for at have lavet produktion for Londons fakemink. Start med de svajende popperler – "Pharmacy" og "Clear Sky Rain" (begge med Ivy Knight, og sidstnævnte med produktion fra Chanel Beads) Der er også en feature fra underground fav jackzebra!
-M
‘Metal’ - The Beths
“I know I'm a collaboration / Bacteria, carbon and light / A florid orchestration / A recipe of fortune and time”
New Zealandske The Beths er nok det mest charmerende band working. Det skinner igennem videoer og musikken, der er en mere jangly, mere cute version af Alvvays. På ‘Metal’, den nye perle af en single, går de planken ud på jangle-rock, nikkende til landsfællerne og legenderne i The Chills og The Clean, og det går lige i smilehullerne. De spiller på Pumpehuset til oktober og det kan kun blive sødt.
-A
William Tyler - Time Indefinite
Cosmic folk-tinged instrumental ambient album of the month #1.
Jeg læste en anmeldelse, der beskrev Time Indefinite som et atypisk roadtrip-album. Ikke det første man sætter på, men det man sniger på, når man er natchauffør, de andre er faldet i søvn på hinanden og man krydser en ørken, der trinvist begynder at iføre sig dagens første farver. Spot on. Det er de vidtstrakte, nærmest dystopiske, landskaber, der folder sig ud. ‘Cabin Six’ kunne man godt spille Fallout til. De rystende smukke numre, ‘Star of Hope’, ‘Howling at the Second Moon’ og ‘Anima Hotel’, lyder som at finde kærligheden i the wasteland og genfinde håbet for menneskeheden.
-A
‘East Side Screamer’ - Graham Hunt
Jeg gætter på, at de fleste har en række fantasier, de kan trække på, når en sang skal mentalt iscenesættes helt rigtigt. Lidt i tråd med at have sin X-factor sang. Fantasien om selv at optræde med sangen foran et publikum. Fantasier om road trips med kalechen nede. Om at træde ind i bokseringen til sin titelkamp. Om ens egen begravelsesceremoni. Om sidste skoledag. Om at styre sit rumskib mod en truende meteor. Om en skumringsaften med ghettoblaster nedenfor balkonen hos den eneste ene. Eller ens skateboard-part. Sidstnævnte kobler sig til Graham Hunts ‘East Side Screamer’, der forener power-pop og hardcore på den mest medrivende vis.
-A
Pan-American, Michael Grigoni - New World, Lonely Ride
Cosmic folk-tinged instrumental ambient album of the month #2.
Fortsætter vi i det post-apokalyptiske spor, så springer vi en anelse ud i fremtiden og skruer lidt ned for skalaen. Din lille nystartede familie har bosat sig permanent. På kanten af civilisationens overgroede ruiner. Det regner roligt og blåligt over din køkkenhave, der gror tydeligt bedre end forrige år, hvor jorden stadig bar præg af mangel på mikrobiotisk aktivitet. Livet spirer. Et lydløst, konkret tegn på genoprejsning i et taknemmeligt, lettet suk.
-A
‘SEEIN’ STARS’ / ‘BIRDS’ - Turnstile
“I found a song playing just for me / And now I'm free, free, free, free, free, free”
Charli XCX annoncerede en række forskellige summers til sin Coachella-koncert. Turnstile-summer var én af dem og én jeg skal holde. På ‘BIRDS’-måden - selvom ‘SEEIN’ STARS’ måske nok er sommer-nummeret af de to. “Finally I can see it / These birds not meant to fly alone" er helt sikkert en hentydning til stagediving.
-A
‘Otherside’ - PIERRE
Sange som den her bringer UK rap til skamme, for at have været såå kedeligt de sidste mange år. PIERRE er lidt samme skuffe som kwes e, der aldrig tager genrer så bogstavleligt. Du vil elske det, hvis du er inde i hele bølgen af UK undergrund artister som YT, fakemink, Jim Legxacy eller Feng.
-M
Wishy - Planet Popstar EP
Flawless EP fra et af de indie-rock-bands, der har mest vind i sejlene og potentiale i lasten. ‘Over and Over’ har hooks nok til et helt album, ‘Chaser’ overgår resten af kataloget, hvad angår opløftende indie-pop, og ‘Slide’ har fået mig til at bruge den der repeat-én-sang-knappen mere end jeg nogensinde har gjort på noget før. Kom til at nynne den i påhør af nogle medstuderende, der troede det var Aerosmith, den fra Armageddon. Epic nok. Og dårligt nynnet.
-A
‘Julia’s War’ - Hotline TNT
Når det angår parringen af shoegaze og power-pop er Hotline TNT bliss pointet. De skriver de mest effortless melodier og sænker dem som hellige klæder i baljen af wall-of-sound-guitar af egen opskrift. Cartwheel fra 2023 var mesterligt. Opfølgeren Raspberry Moon udkommer midt-juni. Der gives mange bud på shoegaze disse år. Det er nok større end nogensinde. Hotline TNT er værd at lægge penge på.
-A
Beirut - A Study Of Losses
Har man overvejet at tage i svenskt cirkus, før Zach Condon skrev musikken til et? Det er nok fordi det ikke er rigtig cirkusmusik. Det er Beirut-sounden fra 2011s Rip Tide igen, hvilket er nostalgi i to lag. Som et balkansk begravelsesorkester, der spiller Fleet Foxes. Det lille rum, der andagtsfuldt lyste op i 8.klasse, når jeg satte Rip Tide-cd’en på, findes heldigvis stadig i mig. Det lyder som at bladre gennem sin mors ungdoms fotoalbum og se hende med et glimt i øjet og et smil, der aldrig har kendt dig.
-A
‘Orange Wine’ - Morgan Nagler
Hvor end man står ift. orangevin, så skulle Morgan Naglers anden single i 2025 kunne falde i de flestes smag, har man bare nogen hang til twangy folk-rock. Nagler har lavet co-writing på Phoebe Bridgers Punisher, HAIMs Days Are Gone og Madi Diaz’ History of A Feeling (og så har hun spillet med i American Pie 2). Solo er hun strålende.
-A
Gregory Uhlmann, Josh Johnson, Sam Wilkes - Uhlmann Johnson Wilkes
Hvis Nala Sinephros Endlessness fra sidste år gjorde noget for dig, så giv det her et skud. Albummet er jazz-frontloaded og glider fra anden halvdel over i mere cosmic ambience. Traditionelt ville man kalde det musik til en søndag formiddag, hvor det dufter af kaffe og ristet brød, og det lykkeligt begynder at sommeregne. Men hør det bare i dag.
-A
‘Jeg ved ikke hvor det er’ - Demersal
Demersal, der udgav deres fantastiske selvbetitlede album sidste år, har signet med Konkylie og udgivet singlen ‘Jeg ved ikke hvor det er’. Nummeret starter nøgent og hviskende. Her springer tankerne hen på Mount Eerie, men også danske Kloster. Pludseligt galoperer det. Så eksploderer det. Og så spiller bandet med alle hardcore-screamo-musklerne inden førstedelens tekst og melodi vender råbende tilbage for fulde anthemiske gardiner og det bliver nærmest Mew’sk i sin melodiske storhed. Kæmpe nummer!
-A
‘Money Spread’ - Ken Chaos
Hvor er vi med det her Ros - skal vi bare lade som om Opium ikke definerer/har defineret rap musik med deres rage-univers de sidste 4 år. Boom bap bookerne må være allergiske. Der er seriøst en polsk festival, der har booket Young Thug, Ken Carson, Cash Cobain, Lazer Dim 700 og Nettspend til d. 11. og 12. juli. De befinder sig i EU til sommer. What the hell-ebronjames seriøst?
-M
Maria Somerville - Luster
Enya har som bekendt nok spirit til at reinkarnere sig før sin død. En markant del af denne ånd findes i den irske landsfælle Maria Somerville og hendes andet album, Luster. Æterisk dream-pop, der genkalder både Grouper og en dark version af Beach House iblandet nogle spøgelses-fragmenter af irsk folk-tradition. På ALICE cph i søndags voksede et støj-rock-inferno ud af røgmaskine-røgen. På Luster bliver det aldrig vildere, end man godt kan læse fantasy til det til langt ud på natten.
-A
‘Jennifer’s Body’ - Julia Wolf
God film, som jeg skal se igen snart. Vildt god sang, som jeg hører hele tiden.
-A
‘The State Of Everything’ - SUDS
SUDS’ nye single, ‘The State Of Everything’, er en emo-guitar-pop-hvirvelvind med pivoterende britisk øv-vejr, der er gået under meteorologernes radarer. Hvis hvert land har sin stereotypiske Alvvays-pendant, er Norwich-bandet måske nok Englands. Også lige en opfordring til at tjekke deres 2023-album, The Great Overgrowth, ud.
-A
Andre udgivelser vi har hørt, som vi ikke nåede at skrive om:
Beach Bunny - Tunnel Vision
Bells Larsen - Blurring Time
Bon Iver - SABLE, fABLE
Caspar Skulls - Kit-Cat
Fib - Heavy Lifting
Florist - Jellyfish
Momma - Welcome to My Blue Sky
Mythical Motors - Travelogues and Movie Stills
quickly, quickly - I Heard That Noise
Samia - Bloodless
Say Sue Me - Time Is Not Yours EP
Um Jennifer? - Um Comma Jennifer Question Mark
Witch Post - Beast EP
2hollis - star