April essentials (07/05/2024)

Cindy Lee - Diamond Jubilee

Hypen er ægte med den her. At albummet kun er på YouTube og til download, bidrager kun til myten om denne kult-klassiker. At den får Pitchforks højeste rating i 4 år, gør selvfølgelig også. Der er noget uvirkeligt genkendeligt over de her sange, der lyder som paranormale, psykedeliske evergreens fra en glemt tid. Eller som en cratediggers vådeste drøm. Eller som et Jessica Pratt-produceret Lemon Twigs-album inspireret af Bo Hanssons Lord Of The Rings Soundtrack fra 1970.
-A


Clarissa Connelly - World of Work

En tak skal der lyde til Mads Axelsens takeover-anbefaling. Clarissa Connellys nye album fremstår som noget ganske enestående i det danske musiklandskab. Knudrede kompositioner og vokalmelodier, der både kalder Aldous Harding, Björk og Joanna Newsom frem i tankerne. Helt magisk bliver det på ‘Wee Rosebud’, der lyder som Enyas bud på et soundtrack til The Northman. Det mest helstøbte danske album, jeg har hørt i år.
-A


Slimesito, evilgiane - ‘DESIGNER DRUGZ’



"Welcome to Calyton County aka. Jurassic Park," - når jeg lytter til EVILSLIME, Slimesito og producer evilgianes nye projekt, lyser mine reptil-neuroner op som julelys. Slimesito har altid været tapped in - i 2017 inviterede han navnligt Duwap Kaine, Lil Candy Paint, Lil Wop og Trippie Redd til ClayCo, for at lave musik, før de rigtig havde et navn. Helt afskåret fra enhver insideranalyse af, hvem der var hot og hvem der ikke var, var han kilden til alle disses gennembrud. evilgiane er blandt de mest profilerede producere lige nu og har både samarbejdet med Kendrick og upcoming navne som xavisersobased og Nettspend, der hjælper til at bringe en ny, goth-inspireret DIY-glanz til de traditionelle og eksperimentelle Soundcloud Rap-æstetikker. EVILSLIME indkapsler alle disse indflydelser - Jurrassic Park reptil-trap med Surf Gang-tags og eksperimentelle produktioner.
-M


Chanel Beads - Your Day Will Come

Chanel Beads debut er frustrerende løssluppen. A-sidens imponerende run fra track 1 til 5 er noget af det stærkeste i år. Fortryllelsen ophæves markant af det underlige titelnummer, som jeg virkelig ikke fatter haha. Den har jeg altså måtte “skjule”, så jeg kunne nyde resten. For Chanel Beads er virkelig værd at holde øje med. Det er popmusik, som man drømmer om at lave det om 10 år. 
-A


Kindsight - No Shame No Fame

To’eren fra Kindsight slår bandet fast som mere end bare lovende. De er nærmere bare det bedste danske indie-rock-band i årevis. Shoegaze-pop, der er svær ikke at sammenligne med Roskilde-aktuelle Alvvays’ seneste album, Blue Rev, hvor Loveless-inspirationerne fik et ekstra nøk op. Der er samtidig en genkaldelse af Stina Nordenstam-agtig skrøbelighed at finde i Nina Hyldgaard Rasmussens vokal, hvilket kun tilføjer til indlevelsespotentialet.
-A


Fine - ‘Days Incomplete’



Den seneste one to watch i dk. Det er svært ikke at nævne ML Buch til sammenligning, men det er jo også et glimrende selling point. Eminent nummer.
-A


Claire Rousay - sentiment

Her er materiale til sommer-depressionen. Digitalt bøjet ambient-emo, fra en ekvilibrist, som man snart ikke kan være sej uden at kende. “Spending half of my whole life giving you head / Just in case you need to forgive me / One day for something that I did”. Emotionel numbness sat på distortion-guitar og autotune.
-A


Microwave - Let’s Start Degeneracy

Her er til gengæld måske en del af modgiften til sommer-depressionen. Der er i hvert fald et anthem at hente i ‘Bored of Being Sad’. Microwaves Let’s Start Degeneracy er den sukkersødeste emo-pop-punk med en markant idiosynkratisk pop-intonation, der hverken ville lyde fremmet på TikToks emo-algoritme eller MTV.
-A


Zyzy - ‘CLOSER’



ZyZys glatte-autotune på ‘Closer’ kommer tæt på at matche sulten fra Drakeos tidlige freestyle over den originale produktion. Han minder om en LA version af Bryson Tiller. Jeg kan aldrig blive træt af de der Stockton-style laserlyde, som udgør den voluminøse percussion, men stadig komplimenterer ZyZys crooner vokal
-M


Hovvdy - Hovvdy

Selv et Hovvdy-album med 19 tracks efterlader lyst til mere. Det tyder på, at de måske har begået det bedste hidtil. Melankolsk og hypermelodisk guitar-pop fra venne-duoen, der siden starten har lydt som Simon & Garfunkel, hvis de havde været Alex G-fans. Nostalgien er så atmosfærisk, det er som at se verden gennem et engangskamera, altid i modlys og momentvist i slow-motion.
-A


Paris Aden - THUGGIN AND DRIPPIN

Paris Aden havde et residency på NTS sidste år, der virkelig var værd at lytte til. Nu har hun lavet sit eget trap-projekt og det er røvfedt.
-M


Been Stellar - ‘Sweet’



Med én sang blev et af de dummere bandnavne forvandlet til et af de fedeste. ‘Sweet’ har en guitarfigur, der får mig til at tænke på Mews ‘Panda’ fra A Triumph For Man, og det blev vejen til mit hjerte. Nu er Scream from  New York, NY et af mine mest ventede indierock-album i år.
-A


Cloud Nothings - Final Summer

Cloud Nothings får rockmusik til at se let ud. Riffs, hooks og måske lidt tekst om glæden ved at løbe en tur. Så har man f.eks. et nummer, alle burde afspille 3 min. før de uploader på Strava. Final Summer er ren, smittende guitar-glæde. ‘Common Mistake’ er den perfekte, euforiske afslutter.
-A 


Iron & Wine - Light Verse

Jeg tror måske, jeg havde afskrevet Iron & Wine som et navn, der havde overstået sin storhedstid. Det har jeg det helt skidt over. Light Verse genopliver totalt min kærlighed til Sam Beams stil og stemme. Det er allerede i min top 3 fra hans hånd sammen med Our Endless Numbered Days og The Creek Drank The Cradle. Intimt og sprudlende energisk på én gang. Hvis du også synes, Father John Misty blev lidt uinteressant på sit seneste, så gem den her. Fiona Apple-featuren er himmelsk men hør også åbneren ‘You Never Know’, snøfte-sangen ‘Taken by Surprise’ og den næsten 7-minutter lange epic, ‘Tears that Don’t Matter’, der genkalder Ryley Walkers seneste.
-A


Porches - ‘Rag’



Porches med det velsagtens bedste bud på en grunge-integrering i populærmusik siden Nirvana i guess. Jeg er meget på bølgelængde med den retning her.
-A


Six Organs Of Admittance - Time is Glass

En taktil drøm af et folk-album, der forener drone-teksturer med æteriske, sjælerystende ballader, der synges, som var de en del af en udveksling med universet. Her tænker jeg særligt på numrene ‘The Mission’, ‘Slip Away’ og ‘New Year’s Song’. Tiden er glas, guitaren er en fløjte og hjertet en procession af rotter, der ledes ud af byen under fuldmånen.
-A


Babehoven - Water’s Here In You

Man kan synes, at der er meget bedrøvet indie-pop-folk derude, der lyder lidt som det her. Særligt, hvis man aldrig er stoppet med at lede, fordi man er umættelig. Man bør dog stoppe sin søgen en periode og bare dykke ned i Babehovens diskografi, for det er noget af det aller bedste af sin slags. Maya Bons ville være udsat for krybskytteri, hvis man kunne transplanterer struber. Water’s Here In You føles som at genleve sine dybeste, relationelle følelser for et øjeblik. Det er lyseblåt som sekundet før et break-up, bleg-gult som morgenen efter sammen og orange-rødt som den første hulkende omfavnelse. Brug det som puls-test for dit følelsesapparat.
-A


GEL - ‘Mirage’



Man glædede sig til moshpitten på Roskilde ‘24 allerede, men ‘Mirage’ øger lige spændingen. Shit. Jeg skal pakke en t-shirt, jeg kan rive i laser til det her nummer. Det bedste hardcore-act på festivalen i år.
-A

En lyn-long-read om “The Big 3”-beefen