Året der gik 2024: Anna Juul og Maya Tekeli (27/12/2024)
Vi har været så heldige at få samlet to af vores yndlingsstemmer til en evaluering af endnu et snart tilendebragt år. Anna Juul ser her tilbage på op- og nedture fra et 2024, der bl.a. bød på opdagelsen af en passende personlig stil, fred med sit eget selskab, men desværre også afslag på egne filmprojekter. I kølvandet på et urovækkende år ser Maya Tekeli fremad mod 2025 med den progressive opfordring; luk arret - for øget trivsel, en mere intelligent og saglig offentlig debat, fred, personlig udvikling og beskyttelse af menneskeliv mm. Læs den åbne mail til samfundet og hør hvordan her.
Anna Juul
Det viser sig først og fremmest, at jeg ikke husker 2024 særlig godt. Da jeg tænkte over årets højdepunkter, kunne jeg umiddelbart kun komme i tanke om ting fra 2023, eksempelvis da jeg var til Nik & Jay-koncert i Royal Arena (tror ærligt aldrig at jeg har haft det så sjovt før), eller da jeg gik alene i Grand og så den tyske film Lærerværelset, som jeg virkelig blev positivt overrasket over. Men altså, et højdepunkt er vel et højdepunkt underordnet årstal.
Et højdepunkt i 2024 har dog været, at jeg endelig føler, at jeg har fundet en personlig stil, der passer til mig. Jeg ved ikke, hvad jeg vil kalde stilen, men den minder nok om de fleste damer i København over 30’s personlige stil, altså sådan skandinavisk-minimalistisk. Jeg havde nogle år, hvor jeg lige eksperimenterede med Nørrebrogade/00’er-stilen, men den klædte mig simpelthen ikke, kropsformen var ikke til lavtaljede jeans, og mit afblegede hår passede heller ikke til mig. Jeg så også lidt usund ud i den periode, fordi jeg festede meget, og det gjorde det endnu værre. Nu er jeg måske mere Clean Girl-agtig, dog uden drikkedunk i stål og tøj fra Planet Nusa. Jeg er også meget glad for min nye frisure, og jeg har for første gang i tre år fået min egen hårfarve tilbage. Den er stadig kedelig, så jeg skal farves igen i 2025.
Et andet højdepunkt er, at jeg har været rigtig meget alene i det forgangne år, hvilket ikke altid har været en udpræget fornøjelse, men jeg er da kommet af med idéen om, at andre mennesker kan hjælpe mig. I stedet har jeg fundet fred i mit eget selskab, og jeg har også lært mig selv at udholde de dårlige dage alene. De går jo som regel alligevel, de dårlige dage, og så kan man gå i seng og håbe på, at der i morgen også er en dag. Jeg er ikke sikker på, om jeg kan videregive gode tips til at udholde sit eget selskab, men det har vist sig, at jeg er rigtig god til bare at stirre ud i luften og lade tiden gå sin gang. Og så hjælper min passion for film og tv mig også meget, så nu vil jeg give en oversigt over højdepunkter i den forbindelse. Jeg er begyndt at lave anmeldelser af det, jeg har set, på Instagram, det har jeg hygget mig med, selvom jeg fik flere likes dengang jeg skrev om mit dårlige liv. Men jeg er også blevet ligeglad med likes. Faktisk er jeg generelt blevet mere ligeglad, sikke en lettelse.
Jeg kan huske, at jeg begyndte året med tømmermænd. Der havde jeg en dag, hvor jeg både så Saw, en del af første sæson af Hvide Løgne og så Rosemary’s Baby til at slutte af på. Saw var dårligere, end jeg huskede den, jeg huskede den faktisk også som en one location-film, men i virkeligheden er man jo ret meget ude af det der slagtelokale. Man ser både dukkemorderen med cancer’s gennemtænkte seriemord, ligesom der også er hele gidseltagningsdelen, som jeg havde glemt. Hvide Løgne er jo bare The Room på dansk, fascinerende for en manuskriptforfatter. Den starter virkelig in medias res, hvor serien går ud fra, at man i forvejen – i første afsnit – ved hvem de forskellige karakterer er, det gør man ikke, men så er det godt, at karaktererne efterfølgende siger de andre karakterers navne i nærmest hver sætning. En anden dag havde jeg psykosetema, jeg så både Donnie Darko, Joker og Black Swan. Efterfølgende har jeg været vært for to visninger af Donnie Darko i Cinemateket, det var rigtig dejligt at tale om film i stedet for om min psykiske sygdom, selvom det var svært at komme helt udenom den psykiske sygdom, når nu Donnie fra Donnie Darko bliver kaldt skizofren af sin psykolog, hvilket jeg også bliver kaldt af min psykolog.
Generelt har jeg genset mange ting. Blandt andet Kastanjemanden og Forbrydelsen 3, der begge lider under, at den form for seriemordere, der skærer hænderne af dårlige mødre eller hænger en vicestatsadvokat fra Domhuset på Nytorv, ikke er så troværdige i dansk kontekst. Begge serier var dog også underholdende anden gang. Jeg havde glemt hvem morderen i begge serier var. Jeg kom dog i tanke om, at det i Kastanjemanden er David Dencik, det kom jeg i tanke om med det samme, fordi jeg kunne huske, at jeg, da jeg så serien første gang, tænkte, at det nok måtte være ham, der var morderen, for hvorfor skulle han ellers være med i en lille rolle. I Forbrydelsen 3 var det butleren, der gjorde det, modigt og Barnaby-agtigt valg. Det er også den sæson, hvor Jonatan Spang hele tiden render rundt i en kæmpe dunjakke, selvom han er indenfor. Jeg har også genset Severance, det synes jeg virkelig er en god serie, jeg ville ønske, at det var mig, der havde lavet den, men den var nok blevet dårligere, hvis det var. Der kommer en ny sæson i januar, jeg håber VIRKELIG, at den holder niveau. Jeg har også genset The Diplomat, glimrende, og The Undoing, som jeg syntes var væsentligt bedre end første gang, jeg så den. Nu har Hugh Grant jo også fået en mcconaugsance, godt for ham. Jeg nåede ikke at se Heretic i biografen, men jeg vil glæde mig til at fange den på stream, savner en god gyser.
Apropos gode gysere, så var én af mine største oplevelser i år (selvom jeg både så The Zone of Interest og Anatomy of a Fall) en film med Michael Fassbender, der hedder Eden Lake. Den var godt nok ekstremt ubehagelig. Michael Fassbender og hans kæreste er på sheltertur (det skal man altså bare lade være med i fiktionens verden), hvor de kommer i clinch med en gruppe teenagere, der er anført af ham den ellers ret cute badboy-med-følelser fra Skins, som jeg faktisk tror, at jeg skal gå i gang med at gense, når jeg er færdig med at skrive det her. Det går ikke så godt for hverken Fassbender eller kæresten, kan jeg godt afsløre. Jeg så også Red Dragon for første gang, fed. Til gengæld var jeg skuffet over Longlegs, jeg syntes, at den var irriterende, fordi den selv syntes, at den var bedre, end den var.
Jeg har virkelig ikke hørt meget ny musik i år, men jeg har da genopdaget Avril Lavigne. Jeg blev, her på falderebet, også meget glad for Jamie XX’s nye album, det har jeg hørt en del. Jeg røg aldrig på Brat-bølgen, men i en ellers virkelig dårlig anmeldelse af min nye bog, Traumebingo, i Soundvenue, blev der skrevet, at jeg havde big brat energy, og det var dejligt, for jeg havde ventet hele sommeren på, at nogen skulle sige det om mig, fordi man dårligt kan sige det om sig selv. Jeg har ikke nogen holdning til Charli XCX. Hun ligner én, der lever sit bedste liv, og det skal hun bare blive ved med, selvom Lorde er misundelig.
I stedet for at se Skins, gik jeg ned og så julefilmen The Family Stone, altså den hvor Sarah Jessica Parker skal møde sin kærestes familie. Hun er sådan en meget snerpet business woman, hvilket filmen viser ved at hun har håret sat op i en knold og jakkesæt på, og at hun taler meget i mobiltelefon. Nå, men kærestens familie er meget boheme, meget bramfri, og de kan fra starten bare IKKE lide Meredith, som hun hedder, også fordi hun taler rigtig meget, typerne, der helt klart aldrig kommer til tiden. Merediths karakterudvikling er, at hun skal lære at slå håret ud, i meget bogstavelig forstand, og så bliver hun kæreste med sin kærestes bror i stedet, mens kæresten bliver kærester med hendes søster, og så er alle glade, bortset fra moren, der dør af kræft. Der er helt klart nogle frygtelige træk ved Meredith, men jeg synes altså også, at det er en mærkelig pointe, at det er hende, der skal tilpasse sig, som om boheme-livet per definition er vejen frem. Det mindede mig om, at jeg i 2024 også har sagt fra over for de af mine venner, der konsekvent altid kommer et kvarter for sent, fordi de gik for sent ud ad døren. Den går ikke længere. Og det skulle jo være så godt at sige fra. Bagefter så jeg Bridget Jones’ Dagbog.
Derudover har jeg fået enormt mange afslag på diverse filmprojekter. Sådan er det, the name of the game, som man siger på engelsk. Jeg har lidt mistet troen på den del af mit virke, men så er det fint, at jeg breder mig over flere formater. Blandt andet har jeg haft et program på Radio IIII, Klub 81, hvor jeg taler med mennesker over 81. Det har virkelig været sjovt at møde gæsterne, jeg har haft nogle gode snakke om livet og den slags, og jeg har fået en penneven og flere venskaber ud af det. Til gengæld forstår jeg ikke Radio IIII’s nye strategi. Taglinen på mit program er ’Gamle mennesker du ikke har hørt før’, hvilket er lodret løgn, da alle, jeg har snakket med, på den ene eller den anden måde er offentlige personer. Jeg tænker, at de mener ’gamle mennesker, som du ikke har hørt dem før’, hvilket dog også ville være løgn, da det ikke som sådan er fordi, at jeg har opfundet den dybe tallerken ved at tale med fx Asger Aamund om finanslivet. Men sådan er dét, det er trods alt – i det store hele – i småtingsafdelingen.
Maya Tekeli
Emne: Vedrørende at holde jeres kæft
Tak for et urovækkende år, hvor alt har været for meget og alle burde have slappet mere af.
Jeg er nået frem til, at jeg er taknemmelig for at være blevet præsenteret for muligheden for at skulle forholde mig til alle mulige mennesker med alle mulige holdninger, og bruge min personlige energi på at konkludere, at størstedelen af dem var meget dumme eller meget radikale og ude af kontakt med virkeligheden.
Det, der ikke slår mig ihjel, væbner mig med kompromisløs nihilisme og den har været virksom i de fleste af jeres lidt overdrevne selskaber i 2024.
Ved at deltage afkoblet i sociale sammenhænge er jeg også kommet frem til en mulig løsning på, hvordan vi næste år undgår at eskalere vores bizarre øjeblik i historien, og det kommer her:
Hold kæft.
Vi er et samfund af folk, hvor mange og især enkelte skaber konstant støj, som ikke kun er virkelig irriterende, men også destruktivt for vores fælles udvikling, men det vil folk selvfølgelig diskutere med mig, når jeg bryder tavsheden og fremsætter mine argumenter.
Jeg har nu skrevet nogle af dem ned og frabeder mig desværre nogen form for debat eller diskussion fra læsere, der har læst dem, medmindre de ønsker resten af argumenterne uddybet.
1. Påstand: At holde kæft ville reducere misinformation og overfladisk diskurs i den offentlige debat.
Argument: Vi lever i et samfund, hvor vi hele tiden skal forholde os til ting, der gradvist bliver mindre og dårligt verificeret som sandt og som på baggrund af forventning om meget højt tempo i informationsdeling heller ikke rigtig er gennemtænkt.
Hvis flere holdt deres kæft, ville vi kunne reducere spredningen af misinformation, halve sandheder og konspirationsteorier i offentligheden og på sociale medier, hvor alle åbenbart mener, at de skal dele deres underlige holdninger, hvilket ofte påvirker samfundsdiskursen negativt, fordi det bidrager til meningsløse samtaler og underlige former for fakta.
2. Påstand: At holde kæft ville bidrage til en bedre trivsel og sikre et kollektivt bedre mental helbred.
Argument: Hvis folk i højere grad holdt deres kæft, ville de i flere tilfælde bidrage til, at pågældende personer fik tænkt deres holdninger og personlige oplevelser igennem, før de præsenterede dem for for eksempel perifere bekendtskaber på en café. Flere ville opleve, at de får det bedre, når de ikke bruger mange timer på at skabe narrativer om deres egne personlige oplevelser for at gøre andre mennesker opmærksomme på dem selv. Vi ville samtidigt få noget ro til at afgøre, hvornår vi skal træde til at være der for folk i vores samfund, fordi man ville kunne høre dem, der reelt set råbte om hjælp, når dem der bare havde det “dårligt-agtigt” var stille og for eksempel ikke lavede tv-programmer om nogle tanker, de har om deres eget liv.
3. Påstand: At holde kæft bidrager til et højere intellektuelt niveau i den offentlige debat.
Argument: Når folk taler mindre, vælger de efter min mening at tage bladet for munden, når de virkelig har noget betydningsfuldt at tilføje. Hvis folk holdt kæft, i stedet for at sige noget bare for at sige et eller andet, ville det hæve niveauet i den offentlige samtale, ligesom det ville gøre personlige samtaler mere præcise og interessante. Det kunne i sidste ende betyde, at de, der taler, er mere informerede og præcise i deres udtalelser, fordi de har tænkt over dem, hvilket vil føre til mere kvalificerede diskussioner, især i politik, kærlighed og relevante samfundsforhold som fx værdipolitiske samtaler.
4. Påstand: At holde kæft er en fredsbevarende handling.
Argument: Mange konflikter opstår, fordi folk føler sig tvunget til at udtale sig om ting, de måske ikke helt forstår, eller fordi de siger noget for provokerende uden at overveje konsekvenserne. Givet at nogen også siger noget for at være provokerende og dermed få opmærksomhed, vil det at holde kæft dog bidrage til at færre kommer op at skændes om ligegyldige ting. Det ville på sigt bidrage til, at endnu flere holdt deres kæft, fordi folk, der ikke har et liv, ikke ville have nogle ligegyldige konflikter at blande sig i, hvilket empirisk set skaber endnu mere støj.
5. Påstand: At holde kæft bidrager til en form for personlig udvikling, som man går glip af, når man yapper om ting, man ikke ved noget om.
Argument: I mange kulturer er tavshed ofte forbundet med visdom og eftertanke, men det ved de fleste i vores samfund ikke, for de har for travlt med at snakke om et eller andet ligegyldigt til at læse og undersøge andre kulturer. Men flere kendte filosoffer som Laozi eller en mere poppet tænker som Buddha talte ofte om visdommen i at være stille og lytte. Ved at holde kæft, mente de, skaber man muligheden for at opnå en dybere ro i samfundet. Hvis flere mennesker værdsatte tavshed og gjorde det til en aktiv del af deres liv at holde kæft, kunne vi skabe et samfund, hvor ord blev brugt mere præcist og med respekt for deres kraft. Dette kunne ifølge mig føre til en mere respektfuld og reflekteret samfundsdebat.
6. Påstand: At holde kæft redder liv.
Argument: At holde sin egen kæft kan faktisk redde liv, især i situationer, hvor ord og reaktioner hurtigt kan føre til vold eller farlige konfrontationer. Når folk reagerer hurtigt og aggressivt i konfliktfyldte situationer, kan det ofte eskalere til fysisk vold. Et klassisk eksempel på dette er, når en verbal konfrontation mellem to personer eller grupper bliver intensiveret af hurtige, følelsesladede ord.
Forskning viser, at de fleste voldelige hændelser starter med verbale provokationer (O'Leary et al., 2007). Hvis en af parterne vælger at tie stille i stedet for at svare med vrede eller aggression, kan konflikten ofte blive afvæbnet, og faren for vold mindskes.
I stedet for at reagere impulsivt og potentielt eskalere konflikten, giver det at holde kæft plads til, at alle parter kan køle ned og tage en mere overvejet beslutning. Det er altså også noget, der også er blevet bekræftet i studier om emotionel intelligens og selvregulering, hvor stilhed og eftertanke ses som en effektiv måde at undgå at handle på impuls (Gross & John, 2003). På samfundsplan kunne en kultur, der fremmer det lige hurtigt at holde kæft i kritiske øjeblikke, bidrage til at reducere vold og forhindre livstruende situationer. Det har eksempelvis vist sig, at konflikthåndteringsstrategier, der opfordrer til refleksion frem for hurtige verbale reaktioner, kan sænke niveauet af vold, både i skoler og på arbejdspladser (Dealing with Conflict, 2015). Samlet set kan det at vælge at holde kæft i pressede situationer ikke kun forhindre ødelæggende konflikter, men også redde liv ved at give tid til at tænke og nedkøle følelser.
Jeg håber, at I er enige i nogle af mine betragtninger og at I dermed i højere grad vil holde jeres kæft i det kommende år.
Hvis ikke må I endelig ikke tøve med at slette mine kontaktoplysninger, så jeg i det mindste kan få lov at gå ind i et år, hvor min virkelighed ikke bliver forstyrret af konstant støj, abstrakte idéer om sandhed og meningsløse aggressioner i forbindelse med diskussioner på sociale platforme, der sælger alle de holdninger, som jeg mener, der er for mange af, til tredjepart.
På forhånd tak - og godt nytår.
Med venlig hilsen / Best regards
Maya Tekeli