Hør playlisten her:



alt andets juleliste (04/12/2023)


I tilfælde af et brændende juleønske om nogle nye tilføjelser til højtids-playlisterne, eller hvis slagerne skulle begynde at hænge én ud af halsen, har vi sammensat en liste med egne, alternative favoritter. Forneden har jeg knyttet lidt ord til et par stykker, men der er mange flere at finde på vores playliste. 
-A


‘Some Hearts (at Christmas Time)’ - Low



Tænkte, at jeg lige ville starte med min egen favorit. Et par gange har vi i min familie mindet de dårligst stillede på anetavlen ved at tage en portion bastant risengrød til forret juleaften. Kærligheds-ækvivalenten er at sætte den her på midt i konfekt-trilleriet og se lyset i folks øjne trække sig sammen og udfælde sig som små, våde perler. Vokalisten Mimi Parker døde af kræft d. 5. november sidste år og det sætter et uundgåeligt, dybt aftryk på den her sang (og en lang række af gruppens sange). Man kan ikke undgå at få Alan Sparhawk, anden halvdel af Low og Parkers partner, i tankerne. At miste den tætteste man har og så oven i have en sang tilgængelig, hvor dennes rystende smukke stemme synger: “Some hearts are lost / They’re tempest tossed / Born on their knees / They lost what they need / Some hearts will break at Christmastime / Some hearts are made too whole, too fine”. Det er den største hjerteknuser og måske ikke lige det, der får LED-rensdyrene på taget til at blinke i rødt og blåt eller julefrokosten til at ende i fortrydelser eller solgt vildt mange PS5, men hvis julen er hjerternes fest, så må en sang, der får én til at forstå, at kærligheden er det dyrebareste og skrøbeligste, have sin plads. Ingen snestorm giver så meget gåsehud.

Mere jule-Low: Hør julealbummet fra 1999 (Christmas). Her finder man den fantastiske original ‘Just Like Christmas’, der har en skandinavisk setting og den bedste bjældelyd, du finder i nogen julesang.


‘This is a Song in Wintertime’, ‘Where Does The Time Go? og ‘Snow’ - The Innocence Mission / Karen Peris



At lave en jule-playliste er langt hen ad vejen at trække sin egen grænse for, hvad der kan karakteriseres som en julesang. Den sekulariserende rebranding af julen, hvor juletræet bliver et vintertræ, udvider for alles bedste antallet af valgmuligheder, når det kommer til sæsonens sange. For at få de rigtige sange med, er barren her sat i ankelhøjde. Ord som “snow”, “december”, “holiday”, “hallelujah”, “gift” og “winter” kan i nogle tilfælde være nok til at kvalificere et godt nummer. The Innocence Mission er gruppen, som ville få halvdelen af mine streams i juletiden, hvis de havde lavet et reelt julealbum. Karen Peris’ vokal er perfekt til at kommunikere den nostalgi, melankoli og varme, der giver den mest delikate julestemning. Jeg har fundet tre sange, der alle med et minimum af ordet “snow” kræver deres plads på listen; ‘This is a Song in Wintertime’ (Karen Peris solo, 2021), ‘Where Does The Time Go?’ (1999) og, ja, ‘Snow’ (1999). Der er også en vinter-ep, the snow on pi day, der kan streames på bandcamp.


‘She Came Home For Christmas’ og ‘Apocalypso’ - Mew



Det bedste rockband i danmarkshistorien med én reel julesang (der er “christmas” i titlen = øjeblikkelig indfrielse) og én, der er noget søgt (“white is the winter”, “fear me, December”). Waltz-versionen, jeg har linket ovenfor, er gysende smuk. Jonas Bjerres vokal er som en bidende vintervind, der får tagryggen til at ræsonnere i en overjordisk hylen.


‘Rudolph’ og ‘You Are Every Girl to Me’ - MJ Lenderman



To sange fra Wednesday-guitaristens hånd finder også vej til listen. Den ene (‘You Are Every Girl to Me’) med linjerne; “Rogan’s home for the holidays / The conversations are good / And the dinners are great / if only for being homemade” og den anden (‘Rudolph’) med titlen og en enkelt rød næse. Snig noget af det svedigste, kontemporære americana-rock ind i juletiden.


‘Stop Loss’ og ‘Et uslukkeligt lys’ - Hymns from Nineveh



Martin siger jeg må begrænse mig med Hymns from Nineveh-sange på listen. Men som den danske pendant til Sufjan Stevens og en af de bedste hjemlige sangskrivere med to reelle julealbum på hånden og flere julede one-offs, er det lidt af en udfordring. ‘Stop Loss’ må være den bedste julesang fra Jonas’ hånd. En boblende popsang med referencer til B.S. Ingemanns ‘Dejlig er Jorden’, der er lige dele alvorsfuld og opløftende, når et familiært “vi” gennem et år behandler tabet af et kært familiemedlem. Et andet nummer, der kom med, er ‘Et uslukkeligt lys’. Teksten, der nærmest tager form som et systemdigt af Inger Christensen, beskriver bræmmen af det bløde morgenlys’ rejse hen over planeten. Albummet Julekassen er et dybfølt, oprigtigt tag-hinanden-i-hænderne-album, som man bør få ind i sin december-rotation.


‘That Was the Worst Christmas Ever!’, ‘We’re Goin’ To the Country!’ og ‘Barcarola (You Must Be A Christmas Tree)’ - Sufjan Stevens



Med over 100 julesange i diskografien, er Sufjan Stevens prinsen af alternativ julemusik. ‘That Was the Worst Christmas Ever!’ er med sin Michigan-klingende banjo-figur og gribende beretning fra et barneperspektiv den sørgeligste julesang i kataloget og et must-hear for alle, der, ikke nødvendigvis har fået deres gaver brændt af deres rasende far, men bare er blevet skuffet en juleaften. ‘We’re Goin’ To the Country!’ er en kortfattet, spartansk folk-sang, der kalder til forening med en vidunderlig melodi, sjælden gæstevokal og den udødelige kombination af banjo og bjælder. Og så den 7 minutter lange teen-love-epic ‘Barcarola (You Must Be A Christmas Tree), der med store armbevægelser, der mest minder om engle-vingeslag, genopliver minder om den første, store tabte kærlighed. Der er masser af guld at finde her.

Han har netop “udgivet” en officiel yule log med næsten 5 timers original julemusik. Siger bare alt, synes jeg.




‘Our First Christmas’ - Alexander O’Neal



“We fell in love and it’s our first Christmas / Will you still love me on New Year’s Eve?”. Dette nummer må være en af de mest undervurderede julesange overhovedet. Forbereder du en striptease i skæret af levende lys for din udkårne, så overvej lige den her.


‘Alone on Christmas Day’ og ‘My Elixir’ - Phoenix



Franske Phoenix har også et par gode julesange på hånden. Mest jul er der over ‘Alone on Christmas Day’ fra Sofia Coppolas ellers lidt lunkne A Very Murray Christmas. Det er længe siden, jeg har set den, men jeg husker dette som det klare højdepunkt. Jeg tvivler på, at Jason Schwartzman spiller trommer på studie-versionen, men jeg kan lide at forestille mig det. ‘My Elixir’ fra det seneste album indeholder juleordet "mistletoe" og er en god sang, så den kommer med.


‘December’ og ‘Winter’ - Teenage Fanclub




Noget bliver også bare julemusik, fordi man ramte et musik-kaninhul i december en gang. Sådan er det med Teenage Fanclub, “verdens bedste band” (citat Kurt Cobain). De har dog to sange, der hedder henholdsvis ‘December’ og ‘Winter’, som akkurat retfærdiggør deres tilstedeværelse på julelisten.


‘Hard Candy Christmas’ - Dolly Parton




Dollys vibrato er urørlig her og modulationen intet mindre end på sin plads. En glamourøs, fattig-firser klassiker, der burde fylde langt mere i æteren.


‘Frosty The Snowman’ - Cocteau Twins



De skotske dream-pop-pionerer i Cocteau Twins har bidraget til verdensarven med en (version af en) børne-julesang, der rent faktisk er cool. Produktionen i ‘Frosty The Snowman’ er den bedste lydlige gengivelse af faldende sne, du finder.


‘Christmas Makes Me Cry’ - Kacey Musgraves



Mere country og mere fra julens blå bagside. Den regerende country-dronning, Kacey Musgraves, har lavet både julealbum og -show, så der er mere, hvor det kommer fra.


‘Christmas Time Is Here’ og ‘Skating’ (A Charlie Brown Christmas) - Vince Guaraldi Trio



Vince Guaraldis musik til Radissernes Jul er en samling udødelige klassikere til juletiden. Se filmen, hvis du ikke har.


‘(Merry Christmas) We Must Be Having One’ - Tammy Wynette



Hvis man planlægger at krydre julen ‘23 op med lidt katolsk, 70’er-amerikansk middelklasse-rollespil og opsat permanentkrøl, bør man finde Tammy Wynettes samling af julesange frem til lejligheden.


‘Chores’ - Feeble Little Horse



“I got you all dolled up / Wearing my christmas gift / But you look dumb as fuck / And i’m sick of it / Get some new shit baby!”

Lav den hemmelige test og se hvem, der er det mest stivsindede medlem af din familie ved at sætte den her på og se hvem, der først protesterer. Hvis du er den mest teeny, neo-gothede person i din familie, er det her for dig.


‘The First Song’ - Band of Horses



Band of Horses lyder nærmest som et midwest-emo-band på denne her, der både er én af deres bedste sange og en julesang, der dufter af våd oilskin, men som kan høres året rundt.


‘xmas wish list (what we all asked for)’ - illuminati hotties



illuminati hotties’ Sarah Tudzin er et powerhouse indenfor alternativ rockmusik, der udgiver fantastisk musik fra egen hånd (senest med albummet Let Me Do One More fra 2021, og singlen ‘Truck’ fra i år) og spinder guld som producer (bl.a. på det seneste Speedy Ortiz-album og Boygenius’ debut fra tidligere i år). Hendes vokal er sød som en Bismarck Stok på bidraget til Father/Daughter og Wax Nine Records samling, Simply Having a Wonderful Compilation, hvor man finder masser af alternativ juleguld. Giv din december denne 2-minutters tenderpunk-lullaby, der er fortryllende, som sad du med et stykke julepynt i hånden, din mor syede, da hun var 10 år gammel.

‘We Should Be Together’ - Rosie Thomas feat. Sufjan Stevens




Dette er den brandvarme afløser til den snart lidt udkørte ‘Driving Home For Christmas’. Brandvarm som i god, men egentlig isnende vinterkold til sammenligning med Chris Rea-nummeret. Det er som at varme sit knuste hjerte ved en isblå flamme.


‘Talj Talj’ - Fairuz



“Libanons sjæl” og en af de mest anerkendte sangere i den arabiske verden, Fairuz, lader en halv times julesange glide hen over sit overmenneskelige stemmebånd på albummet Christmas Hymns fra 1977. ‘Talj Talj’ er en yndig sang om sne med en video, der burde få de fleste til at overveje anskaffelsen af en lignende læderfrakke.


‘Must Be Santa’ - Kurt Vile




Med hjælp fra sine døtre, Awilda og Delphine, fremfører Kurt Vile en charmerende skødesløs sang om julemandens bedste kendetegn på ‘Must Be Santa’ fra den splinternye EP, Back to Moon Beach. En earworm, der slår benene op på sofabordet i mellemøret.


‘Another Lonely Christmas’ - Prince



Og så en sidste, der skal kommunikeres lige ind i opvaskebørsten natten til den 25. uden at vække de andre i huset.


God juletid!
Kh alt andet