Top 50 album 2020
Her er den definitive Top 50 album liste i 2020 ifølge Alt Andet.
Spotify link: https://open.spotify.com/playlist/7IdFg8oGnk5aoxlt5RQbnR?si=fnmiZB6MShGNLU8no10USg
50. Duwap Kaine - Bad Kid from the 4
Duwap Kaine - Bad Kid from the 4 er et godt sted at starte hvis man gerne vil forstå appellen og kultfænomenet Duwap Kaine. De panderynkende tekster og kantede melodier er overalt her, og slår man hjernen nok fra og lader sig rive med, er mange af Duwaps fraseringer og sungne ad-libs faktisk enorm fængende. Hør ‘Choppa’ efterfulgt af ‘Diamonds Hit’ hvis du vil tryllebindes. -M
49. Trace Mountains - Lost In The Country
Trace Mountains seneste album Lost In The Country er uden tvivl bandets bedste. Solid indiefolk-rock tilsat særegen vokal og charmerende melodier fra start til slut. -A
48. The Weeknd - After Hours
Mine forventninger var i sænk før den her udgivelse. Men for første gang i lang tid, synes jeg albummets pop-hits var ret fede. ‘Snowchild’ og ‘Escape From LA’ peger i retning af lyden på House of Balloons, mixtapet fra 2011, før The Weeknd valgte at få en musikalsk hjerneskade. -M
47. Bino Rideaux - OUTSIDE
Def Jam signee Bino Rideaux udgav i foråret et levedygtigt projekt, med oplagte gæster og variation i lyd. Han er tydelig fakkelbæger for LA og det eftermæle, tidligere samarbejdspartner, Nipsey Hussle indgraverede. ‘Bet’, ‘Breakfast’, og ‘Brand New’ er absolutte pletskud. -M
46. Wednesday - I Was Trying to Describe You to Someone
Orindal Records er med kunstnere som Gia Margaret, Claire Cronin, Lisa/Liza og Friendship garant for en masse fantastisk musik. Wednesday må tilføjes denne liste af knivskarpe acts. Overalt lurer desperationen lige under overfladen. Ideelt til folk med følelser. November skal du høre. -A
45. BbyMutha - Muthaland
Første og, tilsyneladende, sidste album af BbyMutha, der dyrker sydstats-rap idiomer over euforiserende og skæve trap beats. Det er det stærkeste vi nogensinde har hørt rapperen. Forhåbentlig kommer hun ud af pensionen på et tidspunkt. ‘Spooky Mutha Mansion’, ‘Heavy Metal’ og ‘Nice Guy’ er voldsomt effektive. -M
44. Little Kid - Transfiguration Highway
Canadiske Little Kid leverer tidløs country-folk-rock til de, som mig, evigt hungrende. En plade der, for mig personligt, lugter af varm nåleskov og havluft. Et meget overset band, desværre. -A
43. Oklou - Galore
Galore har en umiddelbar minimalistisk lydside, der udvikler sig for hvert lyt. Hver sang har sit eget lille skæve univers og oplevelsen bliver kun større af Oklous selvskrevne tekster der dykker ned i genfødsel og frigørelse. ‘unearth me’, ‘galore’ og ‘girl on my throne’ er højdepunkterne. -M
42. Sea Oleena - Weaving a Basket
Dette album opdagede jeg lidt for sent, og derfor kan det godt være, at det ikke har fundet sin helt rigtige plads på denne liste. For mig at se kan det kun rykke opad. Langsom drømme-folk a la Grouper til de våde og mørke måneder. Bagerst fornemmes lydtapeter af regn, vind, hunde og passerende biler mm. Det er alene-musik, der stråler af skøn ensomhed. -A
41. Lil Uzi Vert - Eternal Atake
Eternal Atakes første tredjedel er mesterligt. Uzi er en løs brandslange 6 sange i træk, og al fokus er på hans rap-kapabiliteter, som han gør lytteren opmærksom på i åbningen af ‘POP’. Det er imidlertid ikke en begivenhed der vil overvinde old-heads, når han siger “balenci” 15 gange i træk - Men det er faktisk en genial sekvens. Alle kan huske hvor de var første gang de hørte Uzi sige ‘“balenci” 15 gange i træk. ‘Silly Watch’ er umulig at høre uden at lave 2015 shoulder rolls, som bedst ledsager de animerede ad-libs og vers, hvor hans intonation og stemmeføring stråler af selvtillid. Efter sjette sang bliver Uzi introspektiv og et ambitiøst og sammenhængende lydunivers indtræder. Det er typisk dér jeg spoler tilbage til første sang igen. -M
40. Laura Marling - Song For Our Daughter
Laura Marling kan ikke gøre noget galt. Titelnummerets strygerarrangement burde være nok til at overbevise dig om, at give hele pladen en chance. Den driver af moderlig visdom og varme. -A
39. No Thank You - Embroidered Foliage
Lovende udspil fra Philadelphia-baserede No Thank You, der åbner med højdepunktet ‘Saturn Return’, som sætter tonen for albummets aggressive og hårdtslående indierock lyd. Sekvenseringen af sangene og variationen i stemninger er albummets store force - prøv bare at lyt til de tre første sange. -M
38. Camille Delean - Cold House Burning
Titlen på Camille Delean seneste album rammer perfekt mit forhold til pladen (måske har den haft en indirekte påvirkning på mig). Der er noget iskoldt og samtidig noget brandvarmt i albummets lyd og univers. Det hele så kontrolleret at intet går hen og bliver lunkent. Første nummer er den perfekte åbning. Måske det mest oversete album i år. -A
37. Drakeo The Ruler - We Know The Truth
We Know The Truth er startskuddet på Drakeo The Rulers reetablering på scenen. Nyklassikeren Cold Devil og Drakeos “nervous music” blev den nye standard i LA i 2017, denne udgivelse bygger videre på tendensen. Efter 3 års falske anklager og isolation var Drakeos første destination studiet, hvor 18 ud af 207 skrevne sange i fængsel blev indspillet. “Stiflers” og “hundidies” er to udtryk jeg fangede, som kan tilføjes til Drakeo-leksikonet. ‘Fights Dont Matter’, ‘Captions’ og ‘Mardi Gras’ er klare højdepunkter man skal høre. -M
36. North Americans - Roped In
Instrumental, ambient country/folk, eller cosmic americana, er måske årets genre du ikke troede du havde brug for. Perfekt til både nærlytning og som soundtrack til bøger og søvn. Pedal steel og guitar er årets duo. Det er lyden af naturen i mine ører. -A
35. Samantha Crain - A Small Death
Tag og lyt til Joey, An Echo eller Reunion og se om du ikke får lyst til mere kraftfuld americana fra Samantha Crain. A Small Death har et skyhøjt bundniveau. -A
34. Liv.e - Couldn’t Wait To Tell You...
Årets vigtigste R&B udgivelse. Liv.E laver en eksperimental udgave af R&B, som virker både tilbagelænet og overstrømmende. Jeg lærer stadig at elske det her album, da det er så fremmed og interessant en lyd, at jeg ikke har kunne lægge det fra mig. Højdepunkterne er enorm catchy og unikke, og de jazzede Madlib/Budgie-agtige loops, der akkompagnerer hendes vokal, udfolder sig livligt. Jeg kommer meget vel til at høre det her langt ind i 2021. Foruden singlerne er ‘About Love At 21’, ‘How She Stay Conflicted’ seriøst uforlignelige. -M
33. Alabaster DePlume - To Cy & Lee: Instrumentals Vol. 1
Ethiopisk saxofon-jazz møder keltisk folkemusik og det er intet mindre end vidunderligt. Din standard dinner-jazz kan godt lægge sig til at dø. Nak og æd kunne godt bruge en opdatering af soundtrack. Værsgo’. -A
32. Jennifer Castle - Monarch Seasons
Folk-album i en perfekt længde med en Jennifer Castle bedre end nogensinde før. Monarch Seasons er en intim oplevelse, blottet for overflødig instrumentering, der er indskærpet til klaver, guitar og harmonika. De to bedste sange på pladen, ‘NYC’ og singlen ‘Justice’ er et godt sted at starte, hvis du vil dykke ned i en af 2020’s reneste folk plader. -M
31. Grimes - Miss Anthropocene
Man føler sig ikke strøget med hårene, og det er dejligt. Grimes har helt særlige talenter, som ville være synd at beskære med henblik på at skabe mega radio-hits. Et forfriskende udfordrende album fra en af de mest originale kunstnere overhovedet. Banjo (Delete Forever) og drum n bass (4ÆM) har aldrig fungeret så godt på samme plade (hvis det overhovedet er gjort før). -A
30. The Innocence Mission - See You Tomorrow
Bandet bestående af ægteparret Karen og Don Peris, samt bassisten Mike Bitts, har udgivet musik sammen siden 1989. Deres ellevte album, ‘See You Tomorrow’, er folk-pop indspillet i ægteparrets egen stue. ‘Movie’ og ‘St. Francis and the Future’ er klart anbefalelsesværdige, hvis man vil omsluttes af Karen Peris tekstunivers og melodier. -M
29. Mapache - Liberty Street
LA-baserede Singer-songwriters Sam Blasucci og Clay Finch udgør bandet Mapache. Deres seneste album rummer både 60s folk, indie-rock, americana og blues. Efter albummets stærkeste sang ‘Read Between The Lines’ slår de over på spansk og klassisk guitar på den vellykkede ‘Me Voy Pa’l Pueblo’. ‘From Liberty Street’ skal høres flere gange, og hvis man kan komme til det, i selskab med andre. -M
28. Luka Kuplowsky - Stardust
Canadiske Luka Kuplowsky laver folk-jazz-pop, der er godheden selv. Pladen er en vandring gennem et af årets rareste lyduniverser. Super oplagt som soundtrack til din madlavning (det har fungeret vildt godt for mig). -A
27. Half Waif - The Caretaker
Min første introduktion til Half Waif var i 2016 med ‘Probable Depths’, som var ulig noget andet jeg havde hørt. Hendes omkvæd var kolossale dengang og det er de stadig på ‘The Caretaker’. Det bliver ikke mere storslået end på ‘Siren’ eller de sidste 30 sekunder af ‘Halogen 2’. -M
26. Fleet Foxes - Shore
Fleet Foxes surprise-album er deres mest opløftende og tilgængelige til dato. Det blev passende udgivet under efterårets jævndøgn, som et middel mod mørket og kulden. -A
25. Cash Kidd - No Socks
Hør ‘Proud Of Me’ hvis du på én gang vil forstå alt hvad der gør Cash Kidd så fascinerende. Når man lige skal til at tage ham alvorligt over et dybfølt, klaver-præget beat, bryder han pludselig ud i sang, fellatio-punchlines og indsætter melodien til ‘No One’ af Alicia Keys. ‘No Socks’ er et bevis på hvor sjovt rapmusik kan være, og i selskab med A-liste gæster fra Michigan, sætter Cash Kidd ikke en fod forkert i løbet af projektets 48 minutter.
24. Brigid Mae Power - Head Above The Water
Den irske folk-sanger Brigid Mae Power har udgivet sit hidtil bedste album med Head Above The Water. De sidste 4 numre på pladen er særligt fortryllende. Musik til elverdans på skovhøjen en fuldmånenat. -A
23. Kloster - Især til de levende
Klosters nye album er en samling fortolkninger af religiøse digte fra den nyligt afdøde digter Simon Grotrian. Albummet opleves bedst i et træk og med lukkede øjne. Det mest billedrige musik i år. Det er en skam, hvis folk har svært ved at påskønne så eksplicit religiøs musik. Lyrisk og stemningsmæssigt bliver det nemlig ikke bedre i dansk musik. -A
22. Blxst - No Love Lost
‘No Love Lost’ er et fortrinligt R&B/rap album, fyldt med ørehængere. Kunstner og producer Blxst vil være en af de mest eftertragtede navne de kommende år. Det her projekt fortjener mere opmærksomhed. -M
21. BlueBucksClan - No Rules 2
Den bedste rapgruppe i LA gør på No Rules 2 hvad de er bedst til. Punchlines på punchlines, som om de har en konkurrence om at være sjovest. BlueBucksClan er også den gruppe jeg hørte mest fra første nedlukning i marts og under hele sommeren. Shoreline Mafia og Drakeo indflydelsen er tydelig, men de overgår førstnævnte som rappere. Sidst jeg var så oppe at køre over en rapgruppe, var nemlig da jeg så videoen til ‘Intro’ af Shoreline i 2018. ‘Mother’s Day’ og ‘Again’ er stærke sager . De har yderligere to Bino Ridauex features der bare er sindssygt flawless. -M
20. 2nd Grade - Hit To Hit
Med 24 sange på 41 minutter, må man forvente nogle anderledes sangstrukturer. Der bliver skåret helt ind til benet, så melodi og energi, som er bandets største forcer, står tydeligt frem. Det er sjov, catchy og effektiv power-pop, der smitter af på humøret. -A
19. Johanna Warren - Chaotic Good
Måske årets mest følelsesmæssigt udfordrende album. Det er svært ikke at lade sig påvirke af Warrens indlevelse (bare hør vokalen i Twisted). Det er årets mest hjerteskærende albumoplevelse, men man fornemmer alligevel en vis opklaring. -A
18. YN Jay, Louie Ray - The Scouts
Alle sangene på The Scouts er bare fantastiske. Den fedeste detalje ved Flint rapperne, er når de begår en fejl midt i en linje, stopper og bare råber AAAAHHH, for så at fortsætte. Hør bare starten af ‘Champaign’, hvor de knap nok får begyndt første vers. Jeg har aldrig hørt noget lignende. Du skal høre ‘California’, ‘Grease’ og ‘Sex’ hvis du ikke er for sart. -M
17. Sam Amidon - Sam Amidon
Amerikanske Sam Amidons fortolkninger af, for det meste, traditionelle folkesange er forfriskende anderledes i et musikalsk landskab spækket med selvudleverende sangskrivere. Hver sang er en fortælling fra et nyt perspektiv. Og så lyder det bare som den smukkeste forårsdag. Sam Amidons stemme er blandt mine absolut yndlings. -A
16. Nnamdi - BRAT
Alsidige Nnamdï skifter gear mellem hver sang på BRAT, hvor han dyrker både rap, indie-rock, emo, og jazz. BRAT kan på mange måder minde om Tierra Whacks vellykkede ‘Whack World’, hvor hver sang er sin egen sketch og udkast. ‘Flowers To My Demons’, ‘Wasted’ og It’s OK’ skal man give et lyt. -M
15. Lomelda - Hannah
Hannah er måske det mest varierede vi har hørt fra Lomelda endnu. Hannah Sun gør dig blød om hjertet, mens Wonder tvinger dig til at skrue helt op og synge med på hooket; “you got a lot, give it your all”. Lomelda fortjener endnu mere opmærksomhed, for hun er en af de mest spændende sangskrivere overhovedet. -A
14. Kathleen Edwards - Total Freedom
Lad dig ikke skræmme af det lidt uheldige albumcover. På Total Freedom findes nogle af de mest behagelige og opløftende sange i år. Glenfern og Options Open er blandt årets allerbedste. Blød og lækker americana-rock om bl.a. kærlighed til kæledyr og det opslidende tourliv. Det synes at komme fra det oprigtigste af steder. -A
13. Samia - The Baby
Samia har lavet årets bedste debut-album, der er proppet til randen med pop-omkvæd, der genkalder Mitski. ‘Fit N Full’ og ‘Is There Something In The Movies’ skal høres. -M
12. Young Nudy - Anyways
Siden Pierre Bourne-assisterede Sli’merre har Young Nudy fundet en stemme udenom dystre tone på Slimeball-serien. Det er meget sjovere at høre ham over farverige, opløftende beats, fordi han har bevaret samme attitude og selvtillid. Hans uforudsigelige flow er stadig den helt store tiltrækningskraft hér - alle hans sange er mere eller mindre improviserede freestyles. 16 sange, ingen gæster, ingen fillers. -M
11. Adrianne Lenker - songs
Big Thief’s frontperson, Adrianne Lenker, er måske den bedste sangskriver i verden lige nu. Hun er ustoppelig, og det bliver bare ved med at være guld, det hun laver. Tør man håbe på endnu mere i 2021? I så fald skal man nok kunne finde det her på listen igen om et år. -A
10. Hymns of Nineveh - Sindets Asyl
Det første dansksprogede-album af Hymns of Nineveh er yderst rørende og melodierne fængende. Jeg ser meget frem til opfølgeren. Hør titelnummeret hvis du vil væltes omkuld. -M
9. Sufjan Stevens - The Ascension
Sufjan Stevens er min yndlings kunstner nogensinde. Hans stemme er balsam for sjælen og hans ord er sandheden selv. Selvom jeg havde håbet på, at han ville tage guitaren op endnu en gang (som på 2015’s Carrie & Lowell), er det seneste udspil mere, end man turde bede om. Med sine 80 minutters elektroniske “folk-sange” er The Ascension årets mest krævende album. Selvom det tager tid, er albummet absolut værd at dykke ned i. Med tiden kunne det godt vise sig at være en moderne klassiker. Det er i hvert fald ikke færdigt med at åbne sig op for mig. Uden tvivl årets største grower. -A
8. Empress Of - I’m Your Empress Of
Det kan ikke tælles hvor mange gange jeg har spillet det her album fra ende til anden. ‘I’m Your Empress Of’ er et studie i pop-hooks, som hun spilder ud over selvproducerede beats og velskrevne tekster, der behandler familie, kærlighedsliv og hjertesorg. Hendes talent er ikke til at tage fejl af. -M
7. Waxahatchee - Saint Cloud
Det virker som om, Katie Crutchfield har fundet sin rette genre-hylde med sit seneste udspil. Den står på vidunderlig americana/country-rock til åbne vinduer på landevejen og den blå himmel. Saint Cloud stråler af afklaring og ærlighed. -A
6. H.C. McEntire - Eno Axis
Lydtapetet på H.C. McEntires nyeste album er varmt og hjemligt. Lyrisk er vi i en særlig verden af originale billeder og ord man sjældent hører i rockmusik. Et album, der for alvor har været i rotation hos mig. En helt særlig stemme og stemning. -A
5. Sahbabii - Barnacles
Barnacles er det album jeg har hørt suverænt flest gange i år. Det er det bedste og mærkeligste udspil hidtil fra rapperen. Sahbabiis musik har en DIY-charme over sig, som ikke fås andre steder. Han valgte trods alt, at gå ud af en 2 mio. dollar kontrakt med Warner, til fordel for at bo hjemme, have sin far som manager og eksklusivt arbejde og indspille sammen med sin bror T3 i deres soveværelse. -M
4. Land of Talk - Indistinct Conversations
Canadiske Land of Talks nyeste album var et af de albums, jeg så allermest frem til i 2020. Og det skuffede på ingen vis. Instrumenteringen, melodierne, lyrikken, vokalen - alt spiller bare lige efter mit øre. Et album der, om noget, har bevist sin slidstyrke. -A
3. Phoebe Bridgers - Punisher
Kun to solo-albums inde i karrieren og Phoebe Bridgers har opnået indie-darling-stjerne-status. Den største ære for dette må tilskrives Punisher (og Bridgers kæmpe talent for showbiz). Bridgers har her fundet en imponerende konsistent og personlig stil ift. sangskrivning og stemningsfuld produktion. Musikalsk kan det ikke skæres meget skarpere. - A
2. Empty Country - Empty Country
Emo-country-indie-rock lyder måske som noget rod. Men det kommer direkte fra himlen. Årets mest originale lyrik, der virker så personlig, at man skulle tro, det var en hemmelighed. Jeg’et i sangene synes at variere konstant, og man får intet forklaret - og det fungerer sindssygt godt. Hvis det kom frem, at Empty Country havde stjålet sange fra fremtiden, ville det give mig flere svar end spørgsmål. Energien, rockguitaren, indlevelsen og melodierne er skingrende overbevisende. Det mest undervurderede album i år. Jeg venter pænt på næste udgivelse fra Empty Country. -A
1. Bonny Light Horseman - Bonny Light Horseman
Titelnummeret fra dette album strøg, på ikke mange måneder, ind på førstepladsen over de sange, jeg har hørt mest i mit liv som bruger på Spotify (ifølge statsforspotify.com). Lagene af instrumenter er en drøm at fortabe sig i. Albummet skinner af tryghed og tidløshed, og det har derfor ofte ligget lige for at sætte albummet på gang efter gang. Ligesom hos Sam Amidon, er der her tale om fortolkninger af, for det meste, traditionelle folkesange (nogle omkring 500 år gamle). Resultatet er et album af rendyrket, universel menneskelighed. Hvis efterlivets paradis eksisterer, så spiller sangene Bonny Light Horseman og Deep In Love når du træder ind gennem porten. Tag forskud på bekymringsfriheden, og lær at elske Bonny Light Horseman. De kommer forhåbentligt med mere snart. -A