Bedste nye sange #10 - 06/10/21


Molly Payton

Spotify-link:https://open.spotify.com/playlist/0Rksq7BquLlf5QSbB0zfUw?si=sbnbleabSryCjii-iQL8UA



You Lose! - Magdalena Bay




Blog era popmusik der genkalder pre-tesla-Grimes, da hun lød fedest. Det her er den hidtil bedste single fra debutalbummet som udkommer på fredag.
-M


I Don’t Live Here Anymore (feat. Lucius) - The War On Drugs



Måske verdens bedste sang lige nu!
-A


Say My Name - Godford



Mest spændende franske navn på plakaten til Pitchfork Paris Festival i november (hvem flyver mig ud). Gudeskøn house/breakbeat i stil med sidste års ‘Non Binary Place’. Tjek også det ud plus de forrige singler.
-M


Lil Wayne Gretzky - Bear1Boss



Okay, det her bliver svært at intellektualisere. Atlantas egen Bear1Boss dyrker den gamle avantgarde, anti-pop Young Thug lyd - en subgenre hvor fravær af lyrisk finesse og skrattende beats taler til hele æstetikken. Formløshedens præmis er selvsagt at nedbryde rap som vi kender det. Hvis man som lytter overkommer barrieren af bizarre adlibs og defekte produktioner, er der rigtigt meget at hente her. Lær at elsk det, og lad videoen demonstrere præcis hvilke følelser der skal løbe gennem kroppen når det her kommer på.
-M


January Summers - Molly Payton



January Summers; indie-pop-banger fra New Zealandske, nu London-baserede, Molly Payton. Jeg søger en bil at skråle med i. Albummet, ‘Slack’, er ude nu.
-A


Stop Loss - Hymns From Nineveh



Det var en af årets bedste nyheder, da jeg hørte at Hymns From Nineveh ville udgive endnu et dansksproget album. ‘Sindets Asyl’ var en af vores favoritter i 2020 - et album saftspændt af nostalgi, menneskelighed og melodier der forvandler alt til gåsehud. At opfølgeren oveni er et julealbum(der skal fungere året rundt), er en drøm der går i opfyldelse. Så kan det kun blive en hyggelig december. Første single, ‘Stop Loss’, er mere elektronisk end sangene på ‘Sindets Asyl’, men fortsætter stimen af vidunderlige dansksprogede numre fra Jonas H. Petersens hånd. Albummet udkommer d. 5/11.
-A


Solely - Natalie Jane Hill



Blot en halvandet år efter sin dybt organiske debut, ‘Azalea’, udgiver texanske Natalie Jane Hill sin opfølger, ‘Solely’ (ude d. 29/10). Titelnummeret er andet singleudspil, og et stærkt et af slagsen. Fingerspillet klimprer derudaf, pedalsteelen glider igennem nummeret som en kølig efterårsvind og vokalen rummer noget ubeskriveligt bekendt. Singlen falder lige ned midt i folk-traditionen, men som de bedste af numrene herfra, betyder det ikke, at det er forældet eller uoriginalt, men at det er tidsløst og universelt. Fornemmer at vi får et stærkt efterårsalbum sidst på måneden.
-A


Military - Baby Stone Gorillas



Internettet spår dem her til at blive den næste store LA gruppe. (tænk på BlueBucksClan sidste år eller Shoreline i 2018) De er inde i en konsistent stime lige nu med én udgivelse om ugen og har endnu ikke ramt ved siden af.
-M


Come Back Up to the House - Spirit Was


Eks-LVL UP-medlemmet, Nick Corbo, udgiver sin debut med Spirit Was-projektet d. 22/10, og det ser jeg frem til. Første singleudspil var albumåbneren, ‘I Saw the Wheel’ (så fed), der havde en tung, mørk urkraft over sig plus en eksplosion af en heavy-outro. Anden single, ‘Come Back Up to the House’, viser en lidt mere melodisk side af projektet. Dyster indie-rock der lyder som sin egen verden.
-A


No Forcefield - Claire Cronin



Claire Cronins album, ‘Big Dread Moon’, var et af mine absolutte yndlingsalbum i 2019. Et fantastisk gyserfolk-album indhyllet i en tyk tåge af mystik og fortryllelse. Opfølgeren, ‘Bloodless’, udkommer d. 12/10 og det tyder på at Cronin fortsætter ad samme sti. Titelnummeret og første single er sparsommeligt produceret, men har en ubegribelig tyngde og en alvorlighed som er opslugende og hjemsøgende. Det samme er tilfældet med den nyeste single, No Forcefield, der blot er bygget op af synth og lidt guitar, men stadig formår at danne et mørkt, nærmest religiøst, rum omkring sig. Claire Cronins spartanske folknumre er en ceremoniel oplevelse - musikkens svar på en herligt beskidt fantasy-gyserfilm.
-A


Bread Head - Sahbabii


‘Do It For Demon’, til ære for hans afdøde ven, udkommer allerede i næste måned. Det sjofle, hypnotiske og tidløse univers Sah befinder sig i, ser ud til at få en mere seriøs side - hvad angår album-koncept, i hvert fald. Og nåja, så får han kæmpe co-signs fra superfan Solange. Skru helt op.
-M



Bullet/Mr.Dontcuffthat - Bandmanrill



Den umulige Pissy Pamper sample får en Jersey Club treatment af Newark producer MCVERTT - tjek hans skattekiste af en soundcloud ud. Kan det blive bedre end det her?

Ja, det kan det.. Jersey Club og Imagine Dragons er en brændt kombination, men Bandmanrill er lige blevet min yndlingsrapper.




-M