Bedste nye album #7 - 03/08/21

SPIRIT OF THE BEEHIVE - ENTERTAINMENT, DEATH

Lad dig ikke skræmme af den kaotiske åbner. I tågen af støj gemmer der sig nemlig utallige passager af charmerende popmelodier og vidunderlige instrumenter og samples. Albummet er i konstant forandring hele tiden, og ingen numre slutter hvor de starter. Hvis coverbilledet skal forestille et spøgelseshus, så rammer det en ret nøjagtig beskrivelse af denne albumoplevelse; der er en vej frem, du kommer ikke forbi det samme sted to gange, og det er lidt creeps. Efter flere gennemlytninger vil man lære at omfavne støjen og forvirringen. Genremæssigt er vi alle steder; det er psykedelisk indie-rock med både elektroniske og heavy elementer. Om noget, er det her et album, der skal opleves fra ende til anden, gerne i et par gode hovedtelefoner - der er nemlig mange lag at dykke ned i. En af de helt store musikalske oplevelser i 2021, selvom det mere lyder som rockmusik fra 30 år ude i fremtiden.

-A

TiaCorine - The Saga of 34Corine

‘34Corine’ tjener som den perfekte introduktion til alle de stilarter TiaCorine kan lide at udforske. Deluxe-udvidelsen underbygger også dette - en smeltedigel bestående af r&b, trap og 00er pop/punk. Projektet har en myriade af ideer og genre skiftende elementer, der bringer os tæt på rapperens tegnebræt, hvor værktøjskassen synes bundløs. Dertil leverer hun også hooks som er svære at få ud af hovedet igen. Cardo, Kenny Beats og Sonny Digital er blandt de store navne som kontribuerer til projektet, (skip DaBaby verset) og vidner om gode udsigter for North Carolina rapperen. Endelig synes flere kvinder at udfordre de patriarkalske besværgelser i rap, med TiaCorine, Hook, Babyxsosa, Bktherula (og jeg kunne blive ved) bagved frontlinjen - hvor Nicki Minaj ikke mere skal tvinges i popularitets-battle royale/hunger games mod sine mainstream kollegaer. Indie rap scenen buldrer løs, og hvis man bare graver lidt, finder man guld, som givet på dette album. Tjek videoerne til ‘Mine’ og ‘Luigi’, hvis du vil overbevises med det samme.

-M

Charlie Martin - Imaginary People

Det her er en sand perle, og allerede et af de album jeg har hørt allermest i år. Bittersød indierock med varm vokal og melodier som man sælger sin førstefødte for at kunne skrive. Hovvdy-medlemmet skriver og synger sange som egner sig til slowmotion-cykling i sommerens solnedgange. Alle albummets numre omhandler hver deres person, og det hele fremstår som en hyldest til de mennesker og skæbner man i løbet af sit liv passerer, men som man ikke så ofte får skænket en tanke. Det er fiktiv nostalgi direkte ind i nervebanerne, og det giver både gåsehud og tårer ned ad kinderne. Et af de smukkeste album fra i år. Hør (først): ‘Courage’ og ‘September’.

-A

Dawn Richard - Second Line

Tidligere Diddy-affilierede Dawn Richard laver voluminøs og futuristisk r&b/pop (groft sagt). Alle sange er nøje konstrueret med blik for hver detalje, uden hensyntagen for de sarte lyttere. Ligesom Andreas skrev om Spirit Of The Beehive, gør du klogest i at spidse ører gennem det tumultariske lydunivers, hvori der gemmer sig ypperlige pop passager og melodier. Det er eksperimenterende, opkvikkende og livsbekræftende musik der både sætter gang i dine fødder og tanker. Afspil den euforiserende ‘Pressure’ og drøm dig hen på en klub i en anden galakse.

-M

Rosali - No Medium

Rosali Middleman er en gritty guitarhero og en amerikansk sangfugl i en og samme person. Der er kommet mere smadder på siden ‘Trouble Anyway’ fra 2018, og det er en fornøjelse at opleve. Rosali stråler nemlig af selvsikkerhed og råstyrke som ikke er til at tage fejl af. Dette gælder sig især for de første 3 numre. Fra ‘Waited All Day’ slippes distortionpedalen dog til fordel for lidt mere afdæmpede numre, men det betyder dog ikke noget for kvaliteten. Americana, der lyder som The Weather Station møder Neil Youngs ‘Crazy Horse’. Gode sager! Hør: ‘Pour Over Ice’ og ‘All This Lightning’ og få et indtryk i spændvidden på ‘No Medium’.

Dorothea Paas - Anything Can’t Happen

Canadiske Dorothea Paas debutalbum er kriminelt overset, og det er der ingen grund til. Det er levende, menneskelig folk-rock med vokal som Joni Mitchell og Fairport Convention og det er ret så magisk. Var denne plade blevet lavet i start 70’erne, havde den været kult i dag. Det er musik med begge ben plantet solidt på jorden men med hovedet helt oppe i skyerne. Enkelte numre har oven i købet reelle banger-passager (titelnummeret og Closer to Mine). Der skal investeres lidt tid i dette album (som der skal med alt det bedste), men den er givet godt ud.