Bedste nye album #10 - 08/11/21

The Armed - ULTRAPOP

For de fleste (sådan var det i hvert for mig) betyder mødet med ULTRAPOP, det nye album fra The Armed, at man får flyttet grænserne gevaldigt for, hvor sindssygt man troede musik kunne lyde. Nu er jeg ganske grøn hvad angår hardcore, så det var noget af en proces at komme ind på den her. Jeg tror jeg har gemt og fjernet albummet fra spotify minimum fem gange siden udgivelsen. Det var simpelthen for skræmmende og larmende. Hele vejen igennem var det dog tydeligt at der bag den massive mur af støj gemte sig lag på lag af uforudsigeligheder, hooks og popmelodier som man kunne gå på jagt efter(‘MUSUNAGA VAPORS’ er et godt eksempel). Over tid åbnede albummet sig op, og i takt med at jeg lærte numrene at kende (og det vil jeg sige, det er ikke bare sådan lige..) blev det skræmmende langsomt forvandlet til kilder af energi og kraftfuldhed. Det er ren trylledrik. Så vidt jeg ved, findes der ikke noget som dette. Hardcore, noise og pop i en umulig blanding der bare virker. Start fra en ende af, bliv rusket godt igennem, giv det et par chancer, og så ses vi måske til verdens vildeste koncert den dag de gæster DK.

-A

Wednesday - Twin Plagues

Ikke meget mere end halvandet år efter deres imponerende debutalbum, ‘I Was Trying to Describe You to Someone’, udkom opfølgeren ‘Twin Plagues’. Albummet burde kunne overbevise enhver indie-fan med soft spots for fuzzy guitar, ængstelig twangvokal og provinsnostalgiske tekster om, at Wednesday er et af de aller fedeste rockbands lige nu. Opskriften er shoegaze iblandet country-sårbarhed og -historiefortælling. Teksterne svinger på bedste vis mellem det metaforiske og det konkrete (“Its always december - it takes a year for the water to boil” fra ‘Toothache”) og det tekstlige univers opleves som at bevæge sig usynligt rundt i en ny verden “(Amanda ripped the screen door off the house - She was screaming something at her boyfriend we could not make out - I walked a quarter mile to get the mail - Fifty yellow birds fly from the field into the air” fra ‘Gary’s’). Wednesday er et vidunderligt charmerende band, du ikke bør snyde dig selv for. En hybrid mellem My Bloody Valentine og Big Thief - pænere kan det nærmest ikke siges.

-A

Young Slo-Be - Slo-Be Bryant 3

Den her er blandt de bedste mixtapes du støder på i år. Rap scenen i Stockton har haft stor succes i år pga. ham her og EBK, hvor konverserende threat talk og nådesløse punchlines udgør formlen. Det er måske ikke super tilgængeligt, hvis du ikke har en forkærlighed for regionale rapscener og den autenticitet og æstetik de bidrager med - prøv alligevel lidt, før du trykker shuffle på din rap caviar-playlist. Hør især (‘Wack Jumper’-inspirerede) ‘Most Hated’ og Drakeo gæstede ‘Unforgivable’.

-M

Low - HEY WHAT

Kult-ikonerne fra Minnesota, der har udgivet fremragende albums i nu over 25 år, begik et nyt karriere-højdepunkt med mesterværket Double Negative i 2018, der tog orkestrets lyd i en retning, som man aldrig havde/har oplevet før. Opfølgeren HEY WHAT udvider endnu engang vores ide om hvordan musik kan lyde. Opskriften her er melodiske, hooky vokaler sat til instrumentaler af multidistortet guitar og støjteksturer hugget op og sammensat på ny. Det er langt mere medrivende, organisk og smukt end det måske lige lyder. Low er i en musikalsk liga for sig, og HEY WHAT er et værk som man bør opleve - i én køre for fulde gardiner. Lader man det hele trænge ind, oplever man en grad af åbenbaring.

-A

Space Afrika - Honest Labour

Normalt har jeg ikke den store hang til ambient, men jeg kendte dem her fra deres residency på NTS, og tænkte at give det en chance - heldigvis for mig. Duoen bestående af Joshua Tarelle og Joshua Inyang har selv beskrevet dette projekt som “Manchester in the rain nighttime, lamp posts, puddles, amber lights beaming”. Meget lig albumcoveret er dette en perfekt beskrivelse. Albummets kerne ‘B£E’ gæstes af rapper Blackhaine der oversætter de ideer og stemninger de øvrige sange forsøger at indkapsle. I sidste halvdel af nummeret opstår der et smukt bagtæppe af strygere, som bare er ét af de mange fængslende momenter på ‘Honest Labour’. Slutnummeret er vanvittigt.

-M

Indigo De Souza - Any Shape You Take

På tronen af indie-rock-pop må de altså lige til at rykke lidt sammen. Indigo De Souzas seneste plade, Any Shape You Take, viser at vi har at gøre med en af de slags nye kunstnere, der kommer til at stå for formningen af fremtidens indie-rock. Rækkevidden er enorm på både vokal- og genrefronten. Åbneren ‘17’ er delikat synthpop med autotunede vokalharmonier, mens singlen ‘Real Pain’ udvikler sig til et fantastisk kaos af noise, skrig og guitarhyl, for til sidst at munde ud i et euforisk hook; “I wanna kick, wanna scream, I wanna know it’s not my fault”. På “Bad Dream” står den på tung guitar-rock og en vokalpassage (“I’m having a hard time sleeping”) der kan sende en enhver op i skyerne. ‘Hold U’ er groovy/funky og albummets mest rendyrkede popnummer. Det helt store højdepunkt på Any ‘Shape You Take’ finder vi dog i form af afslutteren ‘Kill Me’ - i løbet af et enkelt nummer præsenteres vi for hele De Souzas palet af virkemidler og talenter - fra det nærmest hviskende lette til det eksplosivt frustrerede. “Kill me, and clean up, and if they ask you where I am, we'll tell them that I was all done. Tell them that I wasn't having much fun” er dit cue til at stille dig op på stolen og gøre dig klar til den store finale. Variationen i virkemidlerne gør Any Shape You Take til et af de mest dynamiske og medrivende albums i år - aller mest medrivende er det, når der går seriøst smadder i den. Hvis Indigo De Souza får lov at give musikverdenen et skub i hendes retning, står vi en lysere tid i møde. Det er et must du tjekker det her ud.

-A