Bedste nye album #1 - 02/02/21
Buck Meek - Two Saviors
Her på Alt Andet har vi placeret musikåret 2020 pænt på hylden. 2021 er over os, og det er bare om at være vågen, hvis man vil fange de fede udgivelser mens de er stadig er dugfriske - det er det vi forsøger. Dog synes jeg ikke, at det er uoverkommeligt meget af det endnu unge års musik, der har stået sin prøve (ikke lige de albums jeg har lyttet til). Relativt få nye albums har derfor stået for en stor del af rotationen hos mig, og altså dermed virkelig bevist slidstyrke og kvalitet.
Den plade, jeg uden tvivl har lyttet mest til i det nye år, er Big Thief-guitaristen Buck Meeks seneste country-folk soloalbum Two Saviors. Pladen er stort set udelukkende indspillet live og i first takes. En sådan beslutning kræver, at man har nogle rigtig stærke sange at læne sig op ad. Dette er så absolut tilfældet. Produktionskonceptet tilfører varme, liv og ærlighed, og gør pladen til en meget velkommen vintergæst. Teksterne fremstår som vævet ind i virkeligheden, hvor selv det mest abstrakte aldrig mister forbindelsen til den sanselige verden af fugle (jeg tæller mindst otte forskellige slags), kroppe, blomster og æblekage. Trygheden fremstår dog ikke idealiseret, men rummer derimod den mængde melankoli, som er forbundet med at mindes en god men tabt tid. Særligt er det pladens sidste to numre, der giver mig denne følelse. En følelse, der skaber en trang til at gennemleve det hele igen. Derfor starter man albummet forfra.
-A
KEY!, Tony Seltzer - The Alpha Jerk
KEY! er den nye generations rappers rapper. Alle lader til at elske ham (se hans FADER mini-doc) - jeg er ellevild med ham. Dog har han ikke det store greb om det kommercielle publikum. Ligesom ‘777’ (Kenny Beats) er ‘The Alpha Jerk’ en kollaboration med én eksklusiv producer, Tony Seltzer, hvem jeg kender for sit arbejde med BABYXSOSA, 26AR, Jay Critch og Mike. Kort sagt er han en af de sejeste producere i New York.
KEYs fængende melodier og nonchalante flows er over det hele her, og hans personlighed og karakteristiske humor skinner igennem. Det kræver dog sit forarbejde, hvis man skal forstå hvorfor KEY er så god. Jeg skulle også høre albummet 4 gange før sangene tog form og melodierne rodfæstede sig. (“no siir skiiiii”) I min verden er KEY et melodisk geni - ‘Rida Rida’, ‘I Know’ og ‘Send It’ er seriøst af en anden verden. Åbningsnummeret, ‘Like That’, er måske den mest tilgængelige, og skulle tryllebinde dig indenfor de første 20 sekunder. (himmelsk Goodie Mob sample)
-M
The Big Net - In the Service of Song
The Big Net er en trio fra New York, der spiller simpel men effektfuld emo-folk-rock. Deres seneste album, In the Service of Song, er en 35 minutters gennemlevelse en helt særlig knugende fornemmelse i maven. På trods af at denne sorgbetyngede stemning på mange måder er ubehagelig, er den svær at frembringe. Jeg tror ikke, jeg behøver at skrive så meget mere end, at man bør høre åbningsnummeret Never Knew Blue og Kevin’s Shield. De giver et meget godt billede af hvad man får.
-A
Playboi Carti - Whole Lotta Red
Jeg troede jeg retsindigt havde afskrevet dette album efter to gennemlytninger, men da fragmenter af det her mak/pragtværk immer gentog sig inde i min hjerne, måtte jeg bare høre det endnu mere intensivt. Playboi Cartis ‘Whole Lotta Red’ er meget vel en gentagelse af hvad der skete i 2018 - og personligt endnu en åbenbaring. Sidste album ‘Die Lit’ var blandt de største oplevelser i 2018 - et unikum, der nogle måneder efter sin udgivelse tilbagekaldte al misbilligelse fra fans og kritikere - mig inklusiv. Det var ganske enkelt noget af det mest innovative og levedygtige rapmusik nogensinde. Alle sangene var uforligneligt progressive - Pierre Bournes hyperaktive beats og Playboi Cartis bespottelige approach var verdens bedste sammensætning. Siden har Carti efterligningerne været utallige. Endnu værre er det at høre Pierre lyden forsøgt kopieret. Seneste eksempel heraf er måske Slowthai og ASAP Rockys rædselsfulde ‘MAZZA’.
Selvom Pierre Bourne kun optræder to gange på ‘Whole Lotta Red’ er produktet på ny uigenkaldeligt. Det er tydeligt at Playboi Carti vil fremstå som en rockstjerne - et vammelt og anmassende udsagn, men sandfærdigt. I hvert fald af hans slags, og ikke Gunna-typen i påmalede Amiri jeans og Chanel runners - ingen sang på punk-æstetiske-WLR er kommerciel nok til radioen. Første gennemlyt er mildest sagt overvældende. WLR bruser over med computer-emulerede guitarriffs og ekspressive ad-libs, man ikke kan sidde stille til. Det er som at være spændt fast på en køler som Tom Hardy i George Millers Fury Road, Carti bag rattet, 200 on the dash, i 63 minutter - jeg elsker det. WLR er skræddersyet til moshing i tusmørke og albuer i hovedet. Forestil dig ‘Stop Breathing’ skratte ud af højtalerne på Roskilde Festival, hvis altså ikke bookerne er skæmt ud af bukserne af den her Carti.
- M