Alt Andets aktuelle, 23/11-22

Skullcrusher - Quiet the Room

Hellen Ballentines Skullcrusher er opkaldt efter den mest heavymetal-klingende styrketræningsøvelse, men er noget af det fjerneste man kommer fra det. Det drypper af reverb henover ambiente flader som mætter luften og bremser tiden. Musikkens ækvivalens til at læse gamle breve i skæret fra et stearinlys - at sidde i en kugle af gult lys omringet af mørke. Man må lade sig forføre søvngængeragtigt og opsøge de indhyllede skikkelser og former, der flimrer inde i den kolde og våde tåge. Den åndelige verdens pop-musik. Hold den her tæt og bad vinterlandskabet i et fortryllende lys, der giver verden et skær af noget overnaturligt.
Hør først: ‘Whatever Fits Together’, ‘Pass Through Me’ og ‘You are my House’.
-A


‘Just Wanna Rock’ - Lil Uzi Vert



2Rare, Kai Cenat og drewjeeezy er alle at finde i moshpitten i den nye video til ‘Just Wanna Rock’. Uzi svæver ovenpå Jersey Club beatet og brøler daaaaaamn woah mens MCVertt-tagget lyder. Den her sang er bare perfekt.
-M


Alvvays - Blue Rev

Fem år er gået, siden vi sidst fik et album fra canadiske Alvvays. Det tilgiver man øjeblikkeligt, når man hører det nye, Blue Rev. En overdådighed af hooks og anthems. Hypen er begrundet. At tjekke Blue Rev ud er på listen over minimumskrav for et kulturelt menneske i 2022. Og det er på ingen måde nogen sur pligt. Alvvays’ bedste hidtil, og det siger ikke så lidt. Overstiger alle forventninger.
Hør først: ‘After the Earthquake’, ‘Many Mirrors’ og ‘Belinda Says’.
-A


‘Do you miss me?’ - PinkPantheress



PinkPantheress har ubesværet leveret hits på samlebånd siden sidste års ‘to hell with it’. Denne er ingen undtagelse - let og elegant vokal og sangskrivning akkompagneret af effektive Kaytranada rytmer frem for de vante synths og breakbeats.
-M


2nd Grade - Easy Listening

Åbningsnummeret på Easy Listening inkarnerer ungdoms-fantasien om det pludselige, musikalske gennembrud - drømmen om at finde sig selv på forsiden af verdens største musikmagasin og mærke ens muligheder forgrene sig i det uendelige. Den verden hvor dét sker for et ungt 2nd Grade, er lige pludselig også blevet min drøm. De skriver nemlig noget af det bedste power-pop man kan finde. Sorgløsheden er smittende og den lyriske frigørelse afføder dybt originale motiver, som er en fryd at leve sig ind i. F.eks. på ‘Me & My Blue Angels’ hvor Peter Gill og hans bandmedlemmer er piloter i et airshow og skriver navne i skyerne. I et andet nummer er vi midt i en brevkorrespondance mellem to Seinfeld-karakterer. Den nostalgiske fascinationen for musikscenen før internettet er ikke til at tage fejl af. Bare kast et blik på titlen ‘Wouldn’t It Be Nice To Let It Be’, som vist ikke kan være andet end et nik til to af 60’ernes største bands. Musikhistorien har bare ikke noget på 2nd Grade. Det er Teenage Fanclub møder Guided By Voices - og det er en farligt catchy kombination. Man kan ikke andet end få lyst til at starte et guitar-band med sine venner.
Hør først: ‘Strung Out On You’, ‘Me & My Blue Angels’ og ‘Teenage Overpopulation’.
-A



Babehoven - Light Moving Time

Duoen fra Hudson, New York har allerede i det tidlige forår præget musikåret med ep’en, Sunk, der indeholder nogle af de allermest gribende indie-folk sange i 2022. Nu er debutalbummet, Light Moving Time, ude og det er endnu en rørende øvelse i at se sit følelsesliv i øjnene. Selvom stemningen er lettet en smule siden Sunk, og optimismen har fået sin plads i lydbillede og tekst, så er fortiden svær at slippe. Og det er her smerten ligger. Albummet behandler den snørklede proces mod at få forenet sig med sin fortid og få vendt blikket fremad. På sidste nummer, ‘Often’, kulminerer processen. Men det er med et vakuum-skabende sug i maven at accepten opnås; “Now this isn’t so bad, I’m not hurting like I was hurting for some years, I stand in the crowd with my hands up crying out, I’m holding you in, you are family, and that means loss to me often”. I kombination med den himmelske vokalmelodi er det en albumafslutter, der fremkalder dybe vejrtrækninger og våde øjne.
Hør først: ‘I’m On Your Team’, ‘Stand It’ og ‘Often’.
-A


‘Fallout’ - Yo La Tengo



Indie-rock-ikonerne er tilbage i det, der ligner storform. Til februar udkommer deres næste album, This Stupid World, og hvis man kan forudsige noget på baggrund af albumcover, albumtitel, trackliste og første single, ‘Fallout’, så bliver det Yo La Tengo, når de er allerbedst.
-A


Drake, 21 Savage - Her Loss

Årets superhero crossover rap album. De 8 første sange er mesterlige sammenlignet med anden halvdel pga. 21s fravær og årets vennetjeneste til Travis Scott. Drake udfylder rollen og tracklisten som det overentusiastiske gruppemedlem (meget i ånd med de utallige ‘Rich Flex’ memes). Imidlertid føles ‘Her Loss’ og dens geniale roll-out som en popkulturel begivenhed, der fortjener al sin hype. De tre første sange bør overbevise fans af skødesløs rap musik, hvor essensen må være at skrue helt op og sætte sine bekymringer på pause.
-M


BlueBucksClan - Clan Way 3

Her er gutterne, der fortrinligt mestrer back-and-forth disciplinen. En mere nonchalant, minimal og koncis variant af ovenstående albums musikalske aspirationer. DJ og Jeeezy er suverænt den sjoveste duo at lytte til lige nu, som ‘Jeeezy WYA’ måske bedst indkapsler, hvor Jeeezy smutter fra middag med sin kæreste og hendes familie for at mødes med DJ og 6 andre kvinder på Ritz Carlton. De forbliver bare uforbederlige.
-M


They Are Gutting a Body of Water - s

Sidste år var det SPIRIT OF THE BEEHIVE, der gav os en forsmag på fremtidsrocken. I år er det They Are Gutting a Body of Water. Deres seneste album, s, er 23 min. pakket med uforudsigelighed, spilleglæde og My Bloody Valentine-agtig shoegaze. Besynderlig guitar-støj-pop, der til tider lyder som lydsiden til et N64-spil, som jeg gerne ville prøve.
Hør først: ‘kmart amen break’ og delta p’.
-A


‘WIN 4 LOSIN’ - Lil Poppa, Rylo Rodriguez



“Pain rap” er efterhånden så mættet og generisk en genre, at det er svært at få det til at lyde interessant. Der er få afstikkere i blandt hele Rod Wave/Polo G-massen. Lil Poppa og Rylo er imidlertid nogle af dem, der får mig til at elske sange, jeg troede, jeg hadede. Alt behandles med følelsesmæssig dybde og indlevelse. Se også dette som en opfordring til at høre hans seneste album for mere livsfilosofi over drømmende beats.
-M


Shannen Moser - The Sun Still Seems to Move

Philadelphia-baserede Shannen Mosers seneste album var i første omgang tænkt i en beskeden produktion kun bestående af guitar og vokal. Halvvejs gennem indspilningen ændrede holdningen sig, og musikere udefra blev inviteret med i processen om at vække rækken af sørgelige og ensomme sange til live. Resultatet er noget af den mest delikate folk-produktion, jeg har hørt i år. Tag f.eks. i ‘The Bell’, hvor lydbilledet af fuglesang og akustisk guitar i en flydende bevægelse bliver overtaget af clarinet, synths, violin, klaver og chimes. Eller cello-passagen i ‘Tranquilized’. Hvis du går og udskyder at tænde radiatoren, så er det sådanne lydbilleder her, der kan give dig varmen dybt ned i maven og ud i tæerne. Og så er der en gennemgående emotionel tyngde på albummet, der forstærker lydenes effekter og fastholder dem et par øjeblikke længere. Der er følelsesmæssig support at finde her, som er god at holde i hånden, når vi bevæger os ind i vintermånederne.
Hør først: ‘Foul Ball’, ‘Oh My God’, ‘Two Eyes’.
-A

Sobs - Air Guitar

Singapores Sobs er din nye indie-pop-fascination indenfor 3 minutter.
Hør først: ‘Air Guitar’ og ‘Lucked Out’.
-A


Beth Orton - Weather Alive

Beth Ortons album fra september, Weather Alive, fortjener også nogle lidt forsinkede ord med på vejen. Beroligende organisk drømmerock, der fremstår som en kunstnerisk genopfindelse for den engelske sangskriver. Titelnummeret minder mig på flere måder om vores yndlingsnummer fra sidste år, Cassandra Jenkins’ ‘Hard Drive’. Ikke bare på grund den terapeutiske tællen; “One, two, three”, men også pga. den drivende instrumentation, som har en nærmest rensende effekt på kroppen. Lydbilledet er så helstøbt at det får en kosmisk karakter. Det er så naturligt at det bliver svært at sætte genre på. Men det er, som jeg forsøger at antyde, ret fantastisk at blive opslugt af.
Hør først: ‘Weather Alive’ og ‘Friday Night’.
-A


‘First Bird’ - Bill Callahan



Åbneren fra Bill Callahans fremragende nye album, YTI⅃AƎЯ, som beskriver overgangen fra nat til dag, fra søvn til vågen tilstand, indeholder den mest idylliske tekstpasssage jeg har hørt i år: “Shadows at dawn, shadow of my boy, coming down the hall, and little sister’s hand is deep in his palm”. Callahan er vores tids Leonard Cohen og lyden af de søndagsmorgener de fleste går og drømmer om.
-A