alt andets aktuelle, 22/02/23

Caroline Polachek - Desire, I Want To Turn Into You

Jeg var i gang med at lave en puppe-allegori på Caroline Polacheks tid i bandet Chairlift, før jeg så det: Der var måske noget varslende i albumcoveret til deres sidste album, Moth (2016), som udsmykkes af en natsværmer. Den holder, synes jeg. Med 2019’s Pang blev de større armbevægelser, Chairlift gennem tre album havde opbygget, til vingeslag. Og som sommerfuglestøvet er der noget glitrende magisk, der får Polacheks eventyrlige popmusik til at svæve vægtløst. På det seneste, meget længe ventede album, Desire, I Want To Turn Into You, er det som om flyvefærdighederne er afpudset. Sensibiliteten bæres af den største selvsikkerhed, og det er en dragende oplevelse at lægge øre og krop til. Det er måske her, at ‘Butterfly Net’ skal flettes ind, men nu må det være nok med den sammenligning. Den største anke er den alt for lange periode mellem albumudgivelse og første single, ‘Bunny Is A Rider’ fra juli 2021. Mange må, ligesom mig, have spoleret deres egen oplevelse en smule. Det tager ikke noget fra kvaliteten. Det er en no-brainer. Desire, I Want To Turn Into You er årets popalbum indtil videre og bliver nok ved med at være det i et godt stykke tid.
Hør først (non-singles): ‘I Believe’, ‘Fly To You’ og ‘Butterfly Net’.
-A


‘Boy’s a liar Pt. 2’ - Pinkpantheress, Ice Spice



Alt ved det her er bare så stilet. Hits, hårstil, coverart, collabs - Ice Spice sætter ikke en fod forkert.
-M


Kelela - Raven

Årets bedste album, hands down - også selvom jeg havde besluttet at kunne lide det fra første single. Sangene glider elegant ind i hinanden, og singlerne står kun skarpere end før. Al produktionen føles rigere end end nogensinde - fra de første sekunder, hvor synthen og Kelelas sang gør at ingenting i verden føles vigtigere lige nu. Ingenting topper det her for mig. Hør titelsangen ‘Raven’ og fortæl mig at der findes bedre. Du kan ikke.
-M


‘Younger & Dumber’ - Indigo De Souza



Indigo De Souza har alt potentiale for at blive det næste store indie-fænomen, og måske endda bryde igennem til mainstreamen. Any Shape You Take endte på sjettepladsen over vores favoritudgivelser i 2021, så forventningerne er enorme. Opfølgeren, All of This Will End, blev annonceret med ‘Younger & Dumber’ - et fucking home-run af en ballade, der fik mig til at tabe underkæben. Videoen tilføjer blot til den oplevelse. Det er anden gang De Souza udgiver albumafslutteren som førstesingle. Et træk, der normalt ville tage lidt af luften ud af spændingen omkring albummet. Men med et nummer som ‘Younger & Dumber’ er taknemmelighed alt jeg føler.
-A


‘TAN’ - Bktherula



Kæmpe opfordring til at høre LVL5 P1, der udkom i fredags. Nuancer af rage, trap og pop. Videoen til åbneren ‘TAN’ bør sælge projektet prompte.
-M


Lil Yachty - Let’s Start Here

Let’s Start Here er lige dele godt og dårligt. “Love is not a lie, it just feels like a Tarantino movie scene” - hvad snakker du om? Det ligner i hvert fald musik man kan rocke en Pulp Fiction t-shirt til. Trods den helt gratis referenceramme og Kevin Parker-bait, er der stadig nogle fede sange. ‘Pretty’ må klart være min favorit. ‘running out of time’, ‘drive ME crazy’, ‘sAy sOMEthing’ og ‘The Alchemist’ er kæmpe bops, som alene indfrier albummets hype - og med en gæsteliste der tæller Justine Skye, Diane Gordon, Magdalene Bay og Fousheé kan der kun opstå fede ting.
-M


‘Temper the Wound’ - Kalia Vandever



Ambient trombone-jazz fra Brooklyns Kalia Vendever er vægtløsheden selv. Smører du dig selv ind i tigerbalsam fra top til til tå med det her i ørene, tror jeg ikke, du kan føle andet end universets uendelighed.
-A


‘Grace’ - The Life




Kæmpe gem fra bandet med verdens værste bandnavn. New-yorker-indiesleaze er tilbage for alvor med The Hellp og The Dare. The Life kan meget vel være NY bloghouse-rockbandet man skal holde øje med.
-M


Fucked Up - One Day

Canadiske Fucked Up’s seneste album, One Day, er gateway-hardcore med masser er af shout-along-potentiale. Efter et par minutters tilvænning forvandles den idiosynkratiske kombi af hardcore-vokal og power-pop-inspirerede, lystklingende guitarflader til en vedvarende, euforisk energikilde. At albummet er skrevet og delvist indspillet (guitar) indenfor 24 timer er det største overskuds-flex længe. Vi rammer lydmuren efter bare to sekunder af åbneren ‘Found’, der behandler den amerikanske skyldfølelse overfor det oprindelige folk og naturen i Nordamerika: “There I stood on the shore / of a story we don't tell anymore / all the names were erased / buried under a land that my people stole”. Et af mange højdepunkter er outroen i ‘Falling Right Under’, som genopliver nummeret en sidste gang med et hook så medrivende, at man hurtigt finder nogen at rette det imod; “I wish I told you not to let the devil in / like he told me how the devil messed with him”. ‘Cicada’, det eneste nummer med Mike Haliechuk på vokal, er albummets mest tilgængelige og den umiddelbart første favorit jeg fik fra albummet. Men som de bedste albums er ens favorit ny for ca. hver anden gennemlytning. Der er ikke meget, der er bedre end at indlemme nye medlemmer til gruppen af yndlingsbands - Fucked Up er ret nemme at falde for, hvis man vil.
Hør først: ‘Cicada’, ‘Falling Right Under’, ‘Found’ og ‘One Day’.
-A


‘Classic Water’ - North Americans



North Americans er altid garante for et eventyrligt albumcover og gedigen ambient, cosmic americana. Lap steel er det drømme er lavet af. Opfølgeren til Roped In fra 2020, Long Cool World, udkommer d. 7/4. Jeg tror det her er musikken, forårsblomsterne helst vil vokse til.
-A


Meg Baird - Furling

Det må have været i 2016, at Odenses musikbibliotek solgte ud af deres cd’er og jeg faldt over Meg Bairds album, Don’t Weigh Down the Light, fra 2015. Coveret udstrålede psykedelisk folk med inspirationen dybt plantet i 70’ernes engelske folk-guldalder. Jeg kan huske, at det gik mig på, at jeg først opdagede denne perle et år efter udgivelsen, men at jeg trøstede mig ved, at jeg ville være klar når opfølgeren udkom. Og det er nu, 8 år efter, at det næste soloalbum fra Baird, Furling, så endelig udkom. Albummet indledes af den 6 minutter lange instrumental, ‘Ashes, Ashes’, der agerer portal til det vemodige drømmeunivers, som opstår i kølvandet af Bairds elysiske vokalmelodier. Allerstærkest er ‘Cross Bay’, der må være det smukkeste nummer jeg har hørt i år. Guitarfigurens metalliske klimpren og den magiske melodi genkalder det smukkeste fra navne som Brigid Mae Power, Jessica Pratt, Linda Perhacs, Judee Sill og Vashti Bunyan. Vidunderligt sørgmodigt.
Hørt først: ‘Cross bay’ og ‘Unnamed Drives’.
-A


‘Make A Wish/Another Day’ - 1600j



1600j har længe været en mainstay i min soundcloud feed, der efterhånden drukner i PluggnB. Tjek Phases 4, som lige er udkommet, ud og hør også ‘Reality’ og ‘Grow Up’.
-M

sear - Grief in V Stages

Debuten fra North Carolinas sear, Grief in V Stages, strækker sig blot over 14 minutter, men den har tilstedeværelsen af meget mere. Sorgens fem stadier behandles gennem en blanding af punk, tung screamo og black metal, der lægger ens ansigt i dets alvorligste folder. Følelsen af afmægtighed kan man nærmest smage, når sidste linje ringer ud; “Is this acceptance? / I fear it’s true / there is no closure / there is no one / who understands me like you”.
-A


‘After All This Time’ - Jana Horn



Underspillet, lavmælt folk fra Austin, Texas. Jana Horns efterfølger til 2020’s Optimism, The Window Is The Dream, udkommer d. 7/4.
-A


H.C. McEntire - Every Acre

McEntires album fra 2020, Eno Axis, endte højt på vores liste over favoritter det år. Singleudspillet til det seneste, Every Acre, der udkom her sidst i januar, virkede i første omgang undervældende og forventningsniveauet blev nedjusteret. Derfor blev det også en endnu større overraskelse, at det hele faldt så flot på plads i sammenhængen. Alt-country sangeren fra North Carolina bærer en erfaring i sin vokal, der lyder som om, hun har gennemlevet flere livstider. Instrumentationen præges af psykedelisk varme og den elektriske guitar brænder rødligt igennem som en nedgående sol. Lyrikken behandler, som det er skikken i den bedste countrymusik, tunge emner, men udspillet i et sceneri af
naturens storslåethed i både stor og lille skala er det som, der bliver sluttet fred med bekymringerne for et øjeblik. Hver sang har sin egen perlerække af billeddannende fænomener. McEntire folder en verden af materialiteter ud for os, og sørger for, at lade os smage på hvert eneste ord for dem. Tag for eksempel første vers af ‘Shadows’, hvor en simultanscene udspiller sig; “Flannel, flushed, between red oak stacks / thicket's full of fawn and clover traps / cornmeal rising high in cast iron pans / cattails catching all the copperheads”. Ingen ord gentager sig, men får i stedet lov at stå ligeværdige side om side. Fænomener fremlægges, men fokusset må lytteren indstille selv. Mange sangskrivere tager lytteren med på en guidet tur gennem en handling. H.C. McEntire formår at optegne et taktilt landskab, som man må finde sin egen vej igennem.
Hør først: ‘Shadows’ og ‘Big Love’.
-A


‘Maria’ - Sam Burton



Country-crooneren Sam Burton taler om et nyt album og ‘Maria’ skulle efter sigende være første single. Alle har brug for lyden af 70’ernes orkestrerede folk-musik from time to time, og her leverer Burton altså med et moderne take.
-A


Florry - Sweet Guitar Solos EP

Philadelphia-baserede Florrys nyeste EP er 16 minutters bundsolid country-rock i en charmerende, henkastet indramning. Foren det mest twangy fra Big Thief og Wednesday og du har Florry. Meget værd at holde øje med.
Hør først: ‘Cowgirl in a Ditch’.
-A


‘Chet Baker’ - Esther Rose



Sæt Esther Roses New Orleans-country på i bilen, og den ruller automatisk vinduerne ned. Ideen om sommerens støvede landeveje får lige en ekstra dimension af frihed, når albummet, Safe to Run, udkommer d. 21/4.
-A