alt andets aktuelle, 20/03/23

Yo La Tengo - This Stupid World

Legenderne med nu 40 år på bagen er påskønnelsesværdigt uinteresserede i at fedte for lytterne. De to første singler fra This Stupid World, ‘Fallout’ og ‘Aselestine’, ramte guldåren for gruppens underspillede pop-sensibiliteter, men så bliver der heller givet mere ved dørene. Resten må man grave efter gennem lag af krautrock, shoegaze og distortede droner. Jeg ved ikke, om det er et album, man bliver færdig med, men intimiteten er høj og det kryptiske dragende, så gåden bliver man ved med at vende tilbage til. Perspektivet er ensomt og anskuelserne temmelig mørke og håbløse, men det er stemningsfuldt og undertiden så smukt at man ikke kan vende sig væk. Det er som om denne dumme verden har sine største højdepunkter i den musik, der kalder den ud.
-A


Bacc Like I Never Left - 03 Greedo



Alt tyder på, at vi får det mest latterlige output af hjemvendte 03 Greedo. Den her single er et lettelsens suk med 808s på.
-M


‘Madhouse Breakout Multitool’ - Kindsight



Den københavnske kvartets seneste single, ‘Madhouse Breakout Multitool’, har vundet mig over. Det bedste danske guitar-pop-nummer jeg har hørt meget længe.
-A


Black Belt Eagle Scout - The Land, The Water, The Sky

Katherine Paul henvender sig på sit seneste album som Black Belt Eagle Scout til den natur, der udgør Swimonish-reservatet og Pauls eget moderland. Albummet er et udpræget stedsspecifikt dyk ned i den besjælede naturs opladende kræfter sat på distorted, 90’er-klingende singer-songwriter-rock. Dynamikken er, for de fleste sanges vedkommende, præget af en afdæmpet første del og en udfarende anden, der i naturelementernes tematiske kontekst, mimer et tidevandsflow. For Katherine Paul er moderlandet en sjælelig magnet, der kalder, når livet behøver det. Et centralt fikspunkt, som al bevægelse omkring orienterer sig mod. Som hjertets rolle i blodets kredsløb. På det vidunderlige tredje nummer, ‘Salmon Stinta’, berøres i korthed laksens vandring opstrøms. Dette fungerer både som et symbolsk og et faktisk billede på tiltrækningskraften i ens oprindelse. Samtidig er strømmen i andet vers et billede på de kræfter, der sender én væk igen; “All I see is driving me away / screaming in the distant sea”. Og så er Mount Eeries Phil Elverum med på gæstevokal og har man hørt hans album fra 2017, A Crow Looked at Me, nok verdens sørgeligste album nogensinde, så er ethvert nyt møde hans stemme en påmindelse om verdens alvor.
Hør først: ‘Salmon Stinta’, ‘Sedna’ og ‘Don’t Give Up’
-A


Kidd Next Door - Cash Kidd



Jeg kunne skrive om Cash Kidds to nyere singler, men der er bare noget særligt ved den her. Kæmpe Bart Simpson energi, bare med langt flere bandeord - skud ud til min mor og hendes blinde vinkler. Beatet her, mest af alt, føles både storslået og åh så vemodigt - indsæt ugh face emoji.
-M


‘Lonely’ - waveform*



waveform*s første udspil siden 2020 er en kærlighedssang, der ikke frygter sine egne klicheér. Kærligheden her er den simpleste besættelse, men det gør den ikke mindre altomsluttende. DIY indie-rock et sted mellem Alex G og Hovvdy.
-A


White Reaper - Asking For A Ride

Kentucky-bandet White Reaper genopfinder ikke rockmusikken med Asking For A Ride men påminder om dens medrivende kvaliteter, når der skrues op for intensitet, melodiske hooks og guitarsoloer. Der er noget vintage rock’n’roll over gruppens energiske, power-poppede garage-rock. Guitar-hero-core puddelrock (guitarsoloen i ‘Fog Machine’) møder Turnstiles Glow On. Pure fun.
Hør først: ‘Pink Slip’, ‘Getting into Trouble w/ the Boss’ og ‘Fog Machine’.
-A


‘alyosha’ - Susanne Sundfør



Annonceringen af blómi, det kommende album fra norske Susanne Sundfør, kommer som sendt fra himlen. Kærlighedsballaden ‘alyosha’, den ene af to singler, lyder oveni som velsignelsen selv. Det er svært at få englevingerne ned. D. 28. april er skrevet ind i kalenderen som en helligdag.
-A


‘Black Earth, WI’ - Ratboys



Det ligner at Chicago-gruppen Ratboys går Wednesday i bedene efter en showstopper af en single(forløber??). I hvert fald skejer singlen ud i noget af en guitarsolo og rinder ikke ud, før der er gået otte og et halvt minut. Sådan måtte det gerne altid være. Og så i form af den crossover mellem indie-rock og country, der er så vital de her år. I øvrigt er sangen opkaldt efter en ægte by i Wisconsin, som jeg har besøgt med Google earth. Den har en skobutik, der, ift. byens størrelse, er helt ude af proportioner.
-A


‘Idaho Alien’ - Youth Lagoon



Trevor Powers er tilbage under navnet Youth Lagoon. Jeg troede, det navn var reserveret til slutningen på mine folkeskoleår, hvor albummet The Year of Hibernation i særlig grad var identitetsskabende ift. min teenagebesættelse af melankolsk hipster-musik. Den afdæmpede men bedrøvende førstesingle fra det kommende album, Heaven Is a Junkyard, genaktualiserer i den grad Powers projekt og jeg må affinde mig med, at min smag på nogle punkter ikke har ændret sig siden 2011.
-A


‘Scaredy’s World’ - Lomelda feat. More Eaze



Texanske Lomelda er tilbage med eget pladeselskab og en ny single, hvis kryptiske lyrik står i modsætning til, hvor utvetydigt elskværdigt nummeret er. Hanna Reeds tilsyneladende emotionelt tyngede vokal er bevægende som bare pokker. Et nyt album ville være en berigelse for 2023.
-A


Dina Ögon - Oas

Det svenske band, Dina Ögon, har i slipstrømmen for deres selvbetitlede album fra 2021 udgivet endnu et solbeskinnet og omend endnu mere nostalgisk album. Enten er jeg blevet bedre til svensk eller også har vokal og tekst fået en mere betydelig rolle på Oas. Nostalgien ligger i spændingen mellem den californiske palme-pop og de folkemusikalske elementer, som vokalen knytter sig stærkest til, og tilsvarer den tropiske hjemve, der får én til at længes efter et skandinavisk efterår eller en god fika hos bedstemor. På titelnummeret topper nostalgien. Et nummer, der ville kunne få et helt hold højskoleelever til at bryde hulkende sammen på sidste skoledag. Det er i virkeligheden mere magisk end det lige lyder.
-A


old place - Jim Legxacy



Jeg putter det her i kategori med Pinkpantheress, hvor alt fra artistens hånd bare lyder legende let.
-M


‘Nothing Much’ - Lowly



Af den meget forskelligartede samling eksperimentelle pop-sange, der udgør Lowlys fremragende seneste album, Keep Up The Good Work, stikker ‘Nothing Much’ ud fra mængden som det store højdepunkt. Det indeholder både den passage, der gør mig mest grædeklar og den, der får mine fødder til at bevæge sig udenfor min kontrol.
-A


‘pawnshop’ - Kara Jackson



Kara Jacksons single ‘pawnshop’ fra det kommende album, Why Does The Earth Give Us People To Love? (14/4), lyder for mig som det, anmelderne hørte i Fiona Apple’s Fetch The Blot Cutters fra 2020. Enorme forhåbninger for Kara Jacksons fremtidige udgivelser opstod på under 3 minutter.
-A


Zulu - A New Tomorrow

Zulu blander på deres debutalbum, A New Tomorrow, passager af funk, jazz og hip-hop med tonstung, metallisk hardcore. Curtis Mayfield-samples og spoken word etc. udgør tiltrængte af pusterum mellem de tordnende numre, der til gengæld fremstår, som den mest oplagte måde at kanalisere oplevelsen af social ulighed over i en hyldest af “black joy” (‘Our Day Is Now). Metal-core har aldrig haft større appel. A New Tomorrow er den sidste nye milepæl i opgøret med genreforventninger (Turnstile-level) og i musik helt generelt. Giv dig selv de her 29 minutter og oplev dit ansigt smelte af i mødet riffs, så tunge som planeter, og din hud blive dækket af utallige lag gåsehud.
-A


‘Dream From The Deep Well’ - Brigid Mae Power



Irske Brigid Mae Power er en stabilitet i folk-musik. Man ved, hvad man kan forvente, og så alligevel overraskes man af, hvordan Powers stemme ledsaget af simple virkemidler kan bade rummet i en stemning så spirituel, som havde den vestlige musiktradition materialiseret sig og åbnet sin inderste kerne. Det kommende albums liner notes kalder det Powers mest fuldendte til dato. Lad os sige det. Titelnummeret er ude nu og albummet udkommer sidst i maj.
-A


‘The Surface’ - Initiate



Initiate spiller den hardcore/pop-punk-hybrid, der agerer optimal stepstone ind i hardcoreuniverset. Det er ikke svært at skille vers fra omkvæd på seneste single, ‘The Surface’. Omkvædet er euforisk og melodisk mens versene buldrer fremad som en hidsig hun-gorilla i angreb. Det er helt vildt. Album i næste måned.
-A