Alt Andets aktuelle, 11/10-22

‘Tonight’ - Phoenix feat. Ezra Koenig



Det ene indie-ikon fra 00’erne får besøg af det andet. Og det føles som at være tilbage til dengang, hvor jeg tog bussen ind til Odense med en kammerat efter skole for at købe stort ind af cd’er i Stereo Studio på Vestergade. Jeg kan ikke undgå at have nostalgisk bias, men jeg er sikker på, at ‘Tonight’ har sin isolerede relevans i dag. For den er catchy som bare fanden. Phoenix har ikke udgivet et album siden 2017’s Ti Amo, men om under en måned udkommer opfølgeren, Alpha Zulu.
-A


The Beths - Expert In A Dying Field

Newzealandske The Beths udvider deres stærke katalog af ultra melodiøs power-pop-punk med udgivelsen af deres tredje og hidtil bedste album, Expert In A Dying Field; et post-break-up-album med det mest charmerende blink i øjet. Det er på en gang hjerteskærende og en ren fornøjelse. Denne modsatte følelse skyldes Elizabeth Stokes kombinerede evne til at ramme hovedet på sømmet med sine beskrivelser og sætte dem på de mest catchy, energiske melodier. Åbneren og titelnummeret beskriver en modløs coping med et afsluttet forhold: “... I can close the door on us, but the room still exists, and I know you’re in it”. Det er tydeligvis svært for jeg’et at give slip på det forliste forhold. På ‘Your Side’ lyder det: “I could be the space between you and the air you breathe, between what you say and mean”. Kulminationen, ‘2am’, bliver ikke en større følelsesmæssig forløsning, men blot en erkendelse af den smerte, man må forsøge at leve med: “I know it more with every passing day, though it hurts, I still love you the same”. I bedste power-pop stil bliver der ikke lagt for mange forståelsesslørende fingre imellem tingenes tilstand og beskrivelsen af dem. Jeg’et befinder sig i den modsatrettede position, hvor man både forsøger at komme videre og samtidig ønsker optage kontakten igen (‘When You Know You Know”). Denne konflikt erkendes på ‘A Passing Rain, hvor der spørges: “How can you hold me, when I’m dissolving?”. Jeg’ets behandling af sorgen befinder sig i en blindgyde, da det nærmest opstilles som naturstridigt at kunne blive trøstet af den som forvolder smerten. Det bliver spændende at se, hvor vi er nået til, når der kommer en opfølger til denne her. Den gør ondt. Men det lyder utrolig godt.
Hør først: ‘Expert In A Dying Field’, ‘Knees Deep’ og ‘Your Side’.
-A


‘What’s Up’ - DVSN, Jagged Edge



Vi blev meget DVSN-pilled efter sidste single ‘If I Get Caught’. Opfølgeren er mindst lige så catchy (biggest mistake i maaade). Forsanger, Daniel, kludrer rundt i forholdene og skriver perfekte sange om det - forhåbentlig er der et helt album på vej med mere standing in the rain-R&B.
-M


454 - Fast Trax 3

Florida fast rap 454 må trives i hele sped-up trenden pt. 454 er vores generations Quasimoto - ypperlige og legesyge selvproducerede beats, der blander breakcore, cloudrap og skønne pluggnb-agtige melodier. Årets mixtape, hvis det stadig er en ting.
-M


‘Sunsign’ - Anxious



Anxious udgav et af de allerbedste album i 2022 tilbage i januar. Op til deres USA-tour med Oso Oso (drømmekoncerten!) har de udgivet den nye single, ‘Sunsign’. Bandet har skruet lidt ned for hardcore-elementerne men helt op for atmosfæren. “uhhh”-kor-stykket er så godt! Det er rockbandet over dem alle for mig lige nu. De fortjener om nogen at blive samlet op af mainstream-indie-publikummet. Så kunne man måske få lov at se dem i Danmark en dag.
-A


Alex G - God Save The Animals

Alex Giannascolis soniske palet på det nye album, God Save The Animals, spænder utroligt nok over endnu flere genreelementer end 2020’s House of Sugar. Folk-rock (‘Runner’, ‘Miracles’), hviske-metal (‘Blessing’), autotune (‘Cross the Sea’, ‘Immunity’) og hyper-pop (‘No Bitterness’) forenes i en naturlig sammenhæng - det mest opløftende fra indie-cult-helten endnu. ‘Runner’ er den umiddelbare guitar-banger, som bliver ved med at give. Droppet(!) i ‘No Bitterness’ vil tage enhver glædeligt på sengen. ‘Immunity’ er det crack-kokain anthem, du ikke regnede med, du havde brug for. Mod slutningen af det farverige kaos ligger nummeret ‘Miracles’, der udfolder sig som den ærligste forlovelsestale under fire øjne: “You say one day that we should have a baby, well, right now, baby, I’m struggling, we’ll see, yeah. You say one day that we should have a baby, well, god help me, I love you, I agree”. Her må jeg’et gøre den store erkendelse, at han har fundet den partner, han vil opbygge en familie med. En erkendelse, der fremstår som albummets største forløsning. En der får skuldrene helt ned og giver åndedrættet lidt mere plads i brystet. Det virker som et skridt væk fra ungdommen og ind i voksenlivet, når Giannascoli synger; “You and me, we got better pills than ecstacy”. Et skridt taget med en beundringsværdig ro i maven og tiltro til kærligheden.
Hør først: ‘Runner’, ‘No Bitterness’ og ‘Miracles.
-A


‘It’s Not Just Me, It’s Everybody’ - Weyes Blood



Weyes Blood’s Titanic Rising fra 2019 har nu vist sig at være første del af en album-trilogi. Anden del af denne udkommer i årets 11. time, d. 18/11, og hedder And In The Darkness, Hearts Aglow. Åbningsnummeret, ‘It’s Not Just Me, It’s Everybody’, er ude og det tyder godt. Også anden single er netop udkommmet. Jeg passer på ikke at overhøre det i hvert fald. 
-A


Saya Grey - 19 MASTERS

Havde fuldstændig overset den her. Det sammenhørende og poppede/eksperimenterende lydunivers minder mig om Tierra Whacks ‘Whack World’ fra 2018 (dog mindre konceptuelt og stringent). Jeg kan bare blive ved med at sætte det på.
Hør først: ‘EMPATHY 4 BETHANY’ og ‘S.H.T.’
-M


‘Poland’ - Lil Yachty



Årets hook - og man ved bare hvor arbitrært og spontant sang og video er blevet til. Det er første gang i 5 år Lil Yacthy arbejder sammen med producer f1lthy - det må gerne fortsætte. Yachtys take på rage beats er en kærkommen afveksling fra status quo.
-M


Ellen Arkbro & Johan Graden - I get along without you very well

Det kollaborative projekt fra Ellen Arkbro og Johan Graden er det mest tålmodige og bedst camouflerede pop-album du støder på i år. Minimalistisk jazz-klaver, afdæmpede synths og vedholdende blæsere under Arkbros luftige vokal får tiden til at stå nærmest stille. Det er lyden af at træde ud på gaden en tåget, kold morgen.
Hør først: ‘All in bloom’.
-A


‘Kiss the Ladder’ - Fleshwater



77 sekunder i en verden hvor Alvvays’ Molly Rankin synger i et heavymetal band. Fleshwater er et band to watch.
-A


Yeat - Lyfë

Der er dem der forstår Yeat og dem der misser ud. Hør lige ‘Wat it feel lykë’ og fald pladask. Rage rap bliver ved med at give.
-M


‘Bull Believer’ - Wednesday



Wednesday, et af det allermest cool bands derude, har ud af det blå, blot et år efter det fremragende album Twin Plague og et coveralbum fra i år, udgivet en single på over 8 minutter, der tager dig som gidsel på en emotionel rejse, som er svær at forberede sig på. Klimakset er det mest vanvittige jeg har hørt hele året. Det er en renselse af sjælen, der føles som at brænde op på bålet. Sidste del er en lang gentagelse af “finish him” (reference til Mortal Kombat-spillene) fra det mest spinkle og skrøbelige til det mest smertefulde af skrig jeg mindes at have hørt i en sang nogensinde. Man sidder med åbent gab bagefter. Fantastisk nummer.
-A


The Deer - The Beautiful Undead

Jeg var hooked efter 5 sekunder af åbneren, ‘Bellwether’, på The Deer seneste album, The Beautiful Undead. Grace Rowlands luftige sopran gav mig uforklarlige associationer til Hop Alongs Frances Quinlan og mindede mig om, hvor meget jeg savnede at høre noget nyt fra dem. Efter 10 sekunder blev det så klart, at The Deer var deres egne. Austin-bandets psykedeliske folk-rock er fuld af lag og nuancer og fremstår nærmest tredimensionel i dens delikate produktion. Det er umiddelbart easy listening ved første, uopmærksomme gennemlyt. Melodi, produktion og tekstunivers føles så naturligt sammenbragt, at man nærmest glemmer at lytte. Detaljernes kvalitet afslører sig dog efterhånden og melodierne bliver hængende i luften længe efter sidste nummer.
Hør først: ‘Bellwether’, ‘Lilacs’ og ‘Up I Presume’.
-A


‘Sugarcoated’ - Rocket



Guitar-lyd-muren på Rockets ‘Sugarcoated’ er et øjeblikkeligt salgsargument. Shoegaze, der minder mig om den første gang jeg hørte Slowdives ‘Souvlaki’. Denne stemning finder man ellers ikke mange steder.
-A


Mindforce - New Lords

Oplevede du Turnstile på Roskilde i år, så kender du til hardcores evne til at give dig troen på, at du kan wrecking ball’e dig selv gennem en mur. Mindforce er Turnstiles mest hårdtpumpende sider på steroider. 10 numre på 17 minutter, men med hooks og metalliske riffs nok til et dobbeltalbum. Giv din mest aggressive workout et soundtrack, der er forpustende nok i sig selv og føl du varmer op til en titelkamp. Man får nye favorit-passager hele tiden og mit er p.t. ca. 30 sek. inde i ‘Goliath And The Runt’, hvor Jay Petas ubestemmelige udbrud lyder som lydsiden til en knock-out bokse-kombination. Jeg håber, det er det her, de er nået til at høre i (Heavy) Agger. Er det tilfældet, så er det Danmarks ubestrideligt sejeste sted.
-A


‘Daisy (Piano Version)’ - Charlie Martin



En sådan genindspilning af åbningsnummeret fra Charlie Martins (Hovvdy) solodebut fra sidste år føler jeg, kun er sat i verden for at knuse mit hjerte. Denne her sang er jeg reelt bange for at komme til at sætte på, når jeg er alene.
-A


Shordie Shordie - More Than Music, Pt. 2

Lige lidt rap/pop crooner vibes på falderebet. 03 Greedo-adjacent, men stadig sin helt egen stemme.
Hør: ‘Bossanova’, ‘Changing’, ‘The Wire’ og ‘Do You’.