Top 50 Album 2023
Her er vores 50 favoritter fra et snart overstået 2023. Der er lister overalt lige nu og ingen er ens - listen er naturligvis subjektiv, hvilket nok alligevel er det mest sande indenfor dette felt, når det kommer til stykket. Der er store som små navne på denne liste, men stor indflydelse giver ingen forrettigheder. Vi håber, I finder noget, I kan lide.
50.
Ice Spice - Like..? (Deluxe)
Mange af sangene her er også bare slept on. ‘Actin A Smoochie’ og ‘Butterfly Ku’ - kæmpe bops.
-M
49.
jaydes - ghetto cupid
Lidt fra den samme strain af instagram-handle navne som Riovaz, slump6s og ericdoa - de her er bare fremtiden. ‘ghetto cupid’ skiller sig lidt ud, selvom det stadig er lidt klippe-klister moodboard musik - emo, shoegaze og det hjemmevante plugg er blandet i trylledrikken her. Hør først ‘rose’ og ‘undercover’.
-M
-M
48.
Cinder Well - Cadence
Som fortællinger om oplevelser på et stormfuldt hav beboet af søuhyrer og sælmennesker er Cinder Wells doom-folk både skræmmende, fængslende og rystende smuk. Fortidens overtro kommer en anelse mere til virkelighed, til man nærmest tager i skoven for at samle ind til en heksegryde. Det er som at smage i et bølgesprøjt, hvor længe havet har ligget der.
-A
47.
HVN - HEAVEN CAN’T SAVE YOU
Den der Mike Dean sekvensering/interlude album feel, som har været en lidt dum tendens siden astroworld, skal snart stoppe - det fungerer imidlertid fint her. Hør først ‘WARNING’ og ‘BOOTED’.
-M
-M
46.
Vontee the Singer - LOVERS & FRIENDS
Cash Cobain er den første stemme, man hører på det her tape (hvis man ikke tæller hans eget producer-tag med). Han er bare manden bag Vontee, Chow Lee og hele dollhouse records. Vontee har stjålet hans bedste samplebeats, som man ikke kan få ud af hovedet, og skaber sine egne melodier rundt om. Hør bare ‘Never Knew Love’ og ‘Not Gon Cryyy’.
-M
-M
45.
Chow Lee - HOURS AFTER THE CLUB
Chow Lees egen mixtapevision om Jersey klubmusik og køreturen hjem. Også Cash Cobain protegee - men hans inflydelse er minimal her, sammenlignet med de sidste to års output.
-M
-M
44.
The Lemon Twigs - Everything Harmony
60’er/70’er-patiche efter samtlige af kunstens regler men nærmest med et højere bundniveau end noget jeg har hørt fra den periode. Albummet spiller som en greatest hits-opsamling fra et glemt band, der havde bidt skeer med The Beatles, Simon & Garfunkel, hvis ikke deres lyrik havde været så deprimeret.
-A
-A
43.
Hardrock - 1of1
Mystisk Atlanta-rapper man bare skal kende, især nu efter han optrådte to gange på Matthew Williams alyx compilation-projekt ved siden af et navn som Ethel Cain. Der skulle eftersigende være kæmpe bidding war om ham her blandt de store labels. Det lugter lidt af Geffen Records eller Playboi Cartis Opium.
-M
42.
41 - 41 World: Not The Album
Mit Wu-Tang.
-M
41.
Slimesito - Zombieland
Sitos halloween-mixtape med besøg af Pierre Bourne, Surf gang, F1LTHY, Duwap Kaine med flere. Duden har seriøst den bedste smag i venner.
-A
-A
40.
Yo La Tengo - This Stupid World
Hvordan det lykkes Yo La Tengo at opretholde deres rolle som indie-institution efter mere end 30 år er en af tidens største succeshistorier. Man mister orienteringen i albummets skygger af kraut-rock, shoegaze og forvrængede droner, men det er en hypnotiserende famlen. Verden er dum, men det er som om, den har sine største højdepunkter i den musik, der understreger dette.
-A
39.
Jam City - Jam City Presents EFM
Lækker dance/pop med features fra Empress Of, Wet og duden fra Show Me The Body.
-M
-M
38.
Mitski - The Land Is Inhospitable and So Are We
Mitskis seneste er væsenligt mere “cowboy” end Be the Cowboy og resten af diskografien, og det klæder den orkestrale pop som et blåligt bjerglandskab bag en tørresnor med hvide lagner, der materialiserer brisens bølger. ‘I’m Your Man’ er måske det smukkeste nummer fra Mitski hidtil.
-A
-A
37.
BabyDrill - MadMan
Måske det nye mainstream-ansigt i kategori med Young Nudy og 21 Savage - begge navne optræder på den bedste sang her; ‘Slight Dub’, som indkapsler stemningen på ‘Madman’. Kæmpe produktion fra Whatitdoflip og horrorcore stemning for alle pengene.
-M
-M
36.
Fiddlehead - Death Is Nothing to Us
Som snappende kæber på en såret hund bryder Pat Flynns vokal ind i åbningsnummeret med “I get depressed so I do some more, It’s just a dose of sadness”. Post-hardcorebandet vender frustrationerne indad og behandler på deres tredje album, hvordan depression kan vokse sig fast i tilværelsen og forplante sig gennem generationer. “I feel the fear, I can’t repair” synger han på ‘Sullenboy’ - en sang om frygten for at overføre sin egen håbløshed til sine børn. Grandiøs, hooky accept-terapi.
-A
-A
35.
Devstacks - Scriptures
Devstacks har de sidste par år produceret for ATL Smook, TyFontaine, OsamaSon og Iayze. Han egen musik kendetegnes ved samme teatralske tidlig Chief Keef-agtige beats og vokal, der minder om tidlig Drain Gang.
-M
-M
34.
Ratboys - The Window
Chicago-bandet har over årene indarbejdet mere og mere alt-country i deres lyd og står nu mere deres tredje og bedste album og lyder som et band, der kan fange den brede offentligheds opmærksomhed når som helst. Udfylder perfekt pladsen midt i spændingsfeltet mellem Wednesday og illuminati hotties.
-A
-A
33.
JPEGMAFIA, Danny Brown - SCARING THE HOES
Selvom de er avant-stemmer i undergrund-rap, frygtede jeg lidt, det her ville blive ret oldhead og utjekket. Projektet kunne ikke være mindre boom-bap - faktisk overgår de sig selv helt vanvittigt. JPEG doom-scroller gennem Nintendo og iMessage-notifikationslyde, en japansk reklame for skaldyr fra 1985 og Kelis megahit 'Milkshake' - det hele er en stor meme og afspejling af vores information- og distraktionsmættede virtuelle liv. Det lyder som et komplet aux cord selvmord (som titlen også antyder) - men så må det være rapnørdernes samurai sværd i maven-moment, hvis man sætter det her på til festen - undergrundens ‘Watch The Throne’ er fundet.
-M
-M
32.
Military Gun - Life Under The Gun
Hardcores next big thing i mainstreamen. Muskuløs anthem-rock, der understreger, hvordan hardcore er den mest ideelle kanalisering af vrede kulturverdenen har fremtryllet. Power-pop-ækvivalenten til Turnstile og et beundringsværdigt forsvar for relevansen af rockmusik i 2023.
-A
-A
31.
Truth Club - Running From the Chase
En slow-burner af et noisy shoegaze/post-punk/emorock-album med organiske temposkift, ubesværede transitions og replayvalue uden ende. At helheden er større end summen af delene, er påfaldende, når sangene er så gode, som de er her. Det hele kulminerer i den episke afslutter ‘Is This Working?’, der går i et afhængighedsskabende udbrud de sidste 30 sekunder.
-A
-A
30.
Niontay - Dontay’s Inferno
Mike og Earl Sweatshirt co-signet. Florida har alle de fede navne for tiden, og ham her er seriøst god.
-M
-M
29.
12 Rods - If We Stayed Alive
Der er mange, meget mere væsentlige ønsker man kunne have for virkeligheden, men jeg ville virkelig bare gerne se den, hvor 12 Rods havde undgået Todd Rundgren-samarbejdet og strøget til tops i indie-land omkring årtusindeskiftet. If We Stayed Alive er vidnesbyrdet for kvaliteten af den musik, der i høj grad kunne have formet indie-rock-lyden i dag, hvis skæbnen havde villet det lidt anderledes. Heldigvis findes det nu. Måske 12 Rods en dag træder ud af rollen som “the best band you’ve never heard”.
-A
-A
28.
Jim Legxacy - homeless n*gga pop music
UKs nye stjerneskud - bum basta. Totalt medrivende melodiøs omgang med en allestedsværende nostalgi-følelse.
-M
-M
27.
L’Rain - I Killed Your Dog
Taja Cheek, multiinstrumentalisten bag projektet L'Rain, er ikke som mange andre eksperimentelle kunstnere. Cheek bringer ekstra humor og menneskelighed ind i sangene, der spænder over hele følelsesregistret. Måden, hun slører grænserne, kan udfordre let kategorisering, men resultatet er utvivlsomt tilgængeligt.
-M
-M
26.
Another Michael - Wishes To Fulfill
‘Water Pressure’ var muligvis min yndlingssang sidste år og viste sig så senere som førstesingle til Another Michaels andet album, Wishes To Fulfill, hvor den fik selskab af sange, der er mindst lige så gode. Et melodisk overflødighedshorn af et folk-pop-album. En bedrøvet komfort breder sig i kroppen - som vågnede man op til duften af nybagt brød efter at have lånt en vens sofa natten efter et break-up. Det lyder som ens bedste ven.
-A
-A
25.
Caroline Polachek - Desire, I Want To Turn Into You
Nærmest obligatorisk at have det her med på listen. Hvem andre kan finde plads til en sækkepibe-solo, uden at nogen stiller spørgsmålstegn ved det? Hun kan jo gøre alt cool.
-A
-A
24.
Ken Carson - A Great Chaos
Et gennembrud på niveau med Playboi Cartis ‘Die Lit’. Selvom teksterne handler om at lade sin chopper holde en forelæsning og sådan noget. Hør ‘Hardcore’ og ‘Me N My Kup’ hvis du vil sælges på det her.
-M
-M
23.
Meg Baird - Furling
Den 6 minutter lange, instrumentale åbner, ‘Ashes, Ashes’ agerer portal til et af de smukkeste, sørgmodigste musikalske universer fra 2023. Psykedeliske, drømmende folk-sange i en klasse for sig. Genkalder det bedste fra navne som Vashti Bunyan, Brigid Mae Power, Linda Perhacs, Judee Sill og Jessica Pratt. ‘Cross Bay’ er et af de allersmukkeste numre, jeg har hørt i år.
-A
-A
22.
Cash Cobain - Pretty Girls Love Slizzy
Cash Cobain blev I år anerkendt af Rolling Stone som en af de "50 Innovators Shaping Rap’s Next 50 Years" - sangen ‘Vacant’ blev også udnævnt som en af "100 Best East Coast Hip-Hop Songs of All Time". Produceren har haft fart på, og dette album stadfæster bare genren “sexy drill”. Han har også produceret Pinkpatheress ‘Nice To Meet You’ med Central Cee og dj’et en AP release party med Travis Scott iført hvide kitler. Hør først ‘Rump’ med Jai Paul-sample og ‘Messy’ prod. MCVERTT.
-M
-M
21.
Loma Prieta - Last
Loma Prietas Last er som at træde ind i øjet af en snurrende orkan af egne følelser. En rutschebanetur gennem ens egen underverden, der finder vej ud til lyset igen. Screamo-punk/post-hardcore med egen gravitationskraft og overraskende mængder catchyness og skønhed. Gloom-core, der får dig til at føle alt på én gang.
-A
-A
20.
Liv.e - Girl In The Half Pearl
“When I looked inside my brain / there were all these webs of pain.” Liv.e udlægger missionen på første track og man bliver smidt ind i et puslespil af genremæssige indflydelser og overraskelser. Selvom det nok lyder overdrevent forvirrende og intimiderende, gør Liv.e's fængende hooks og pop-sanghåndværk oplevelsen virkelig afhængigsskabende - fragmenterede sangstrukturer a la L’Rain og Blood Orange. Selv hvis hun konstant forsøger at lede lytteren væk fra hendes spor, er popsange som 'Wild Animals' og 'Find Out' uundgåelige.
-M
-M
19.
Hotline TNT - Cartwheel
Cartwheel har måske de bedste to første sange på noget album i år med ‘Protocol’ og ‘I Thought You’d Change’. Melankolsk shoegaze-power-pop, der mestrer både melodi, tekst og wall-of-sound guitar. Man kan ikke skrue nok op. Et af de allerbedste navne, jeg har opdaget i år. ‘Spot Me 100’ er med sit drum'n'bass-drop måske årets ækvivalent til Alex G’s ‘No Bitterness’ fra i fjor.
-A
-A
18.
TisaKorean - Let Me Update My Status
Hvis du synes Tyler, The Creator er en visionær for at lade DJ Drama råbe over et helt mixtape, har du ikke hørt TisaKorean endnu. Jeg tror ikke der findes nogen, der elsker 00’er mixtape-æstetik mere end ham. ‘Let Me Update My Status’ er en kaotisk collage af snap, crunk, bluetooth ringetone, scuffed windows lydeffekter med referencer til Soulja Boy og sangtitler som ‘cRaNk iT Up (BoNuS).mp3,’, der får det hele til at fremstå som en korrupt download-fil. Konceptet virker komplekst, men TisaKorean holder tingene lige så livlige som 100 Gecs har fået credit for det hele året.
-M
-M
17.
Snow Strippers - April Mixtape 3
Hvis Salem og Crystal Castles lavede en B2B electroclash-supergruppe og dj’ede det mest alternative rave, hvor party drugs-køen til toiletterne var non-stop. Man skal gispe efter vejret mellem sangene her.
-M
-M
16.
quannic - Stepdream
Shoegaze bliver bare kun større og det er en af de allerbedste og mest vitale tendenser i musik lige nu. quannics Stepdream er med sit bedroom-indietronica-take på genren er perfekt eksempel på genrens vigør og et album, der stryger både med og mod hårene - lige som man gerne vil have det. Og albumcoveret er bare fire. Hookene i ‘South’, ‘Comatose’ og ‘Family Means’ føles alle som at få blæst sjælen ud gennem baghovedet.
-A
-A
15.
Fucked Up - One Day
Efter et par minutters tilvænning forvandles den idiosynkratiske kombination af hardcore-vokal og power-pop-inspirerede, lystklingende guitarflader til en vedvarende, euforisk energikilde. Gateway-post-hardcore skrevet og indspillet på rekordtid, men det kan man altså ikke høre. Hooks på hooks, on-point lyrik og et afsindigt velafstemt albumflow.
-A
-A
14.
Tink - Thanks 4 Nothing
Har lidt været for mig i år, hvad Ella Mais ‘Heart On My Sleeve’ var sidste år. Straight up popsange, forbavsende få fillers.
-M
-M
13.
Bully - Lucky For You
Bullys seneste er ren katarsis. En opløftende afreageren på frustrationer på alle skala-trin. Fra at miste sin elskede hund (‘Days Move Slow’) til skruplerne ved at ville sætte et barn i verden, når den er på kanten af at brænde sammen (‘Ms. America’). ‘Hard To Love’ samler dig op, når du ikke får de rigtige matches på Tinder. En flawless samling 90’er-inspirerede indie-rock-sange og Alicia Bognannos bedste værk til dato.
-A
-A
12.
Liquid Mike - S/T
Kombinationen af en gennemsnitlig sanglængde på ca. 90 sekunder og en forbløffende stor replayvalue, gør at der står Liquid Mike overalt på min Spotify Wrapped i år. Hårdtslående power-pop med det, der ligner en kabelforbindelse til serotoninreceptorerne. Nyt album igen til februar allerede. What a time to be alive.
-A
-A
11.
Sexyy Red - Hood Hottest Princess
Shit-talking-masterclass fyldt med flere hits, end man kunne forvente på et debut-tape. umuligt at vælge en song of the summer mellem ’SkeeYee’, ‘Hellcats SRTs’, ‘Pound Town’ og ‘Female Gucci Mane’. Man kan høre de mange inflydelser i hendes musik, som gør for en god kunstner - Trina, Three 6 Mafia, Tay-K, når han er sjovest, og tidlig, uforudsigelige Gucci Mane. Skru op.
-M
-M
10.
Empty Country - Empty Country II
Joseph D’Agostino giver med 9 nye sange et mangfoldigt sæt af perspektiver, der alle folder Empty Country-universet yderligere ud. Af hvad jeg har hørt eller hørt om, er denne med længder den rock-udgivelse i år med det største ordforråd og den største referenceramme. Som med de bedste bøger og film får man flygtige fornemmelser af de filosofiske, poetiske og billedlige sammenhænge for igen at tabe det meste mellem fingrene et øjeblik efter. Den ene kompleksitet afløser den anden som i den mest livlige, psykedeliske drøm. En drøm, der foregiver at indeholde svar om én selv, man ikke kender. Empty Country II er bare en drøm man kan genbesøge igen og igen for at få kortlagt nye hjørner af det, der fremstår som et nærmest tredimensionelt univers. Det er dybt noir og tager nok et liv at dechifrere fuldkommen. Men det er sådan et album, man tager med på en øde ø, hvis man kun må vælge ét.
-A
-A
09.
Tirzah - trip9love…???
Et totalt cramped mareridts lo-fi bedroom datpiff.com mixtape, hvis det nogensinde var en genre. Det er gotisk r&b med skramlet klaver, drum machine loops og trap hi-hats komponeret på en Ipad - imidlertid noget af det smukkeste Tirzah, jeg har hørt. Så er der også sangen uden et beat, ‘their love’, om alle de ømme følelser, der øses ind i et kærlighedsforhold, dømt til at mislykkes. Tirzahs 808s & Heartbreak - ligeså regelbrydende, men ekstra skrattet.
-M
-M
08.
Maria BC - Spike Field
Slå “spike field” op i Google Billeder og du finder ud af, at albumtitlen til Maria BCs nyeste album er det mest heavy-metal navn noget så smukt, nogensinde har fået. Skulpturelle dumpsites for radioaktivt affald er metaforen for en samling af sange, der dykker dybt ind i et indre mørke, der rummer erkendelser og hemmeligheder, der måske aldrig burde se dagens lys. Maria BCs klassisk trænede vokal simulerer en mellemting mellem havfrue- og englesang og de semi-elektroniske folk-kompositioner som en tyk tåge mellem stammerne i en ellesump ved skumring. Gysende smukt album, der oversteg mine enorme forventninger.
-A
-A
07.
Amaarae - Fountain Baby
Amaarae er ikke et upcoming/rising navn mere - nu er hun festival-certified kritiker-darling, der også laver numbers på streaming. Jeg håber virkelig Roskilde griber det her nu og ikke nogle år for sent, så man skal komme 5 timer før på Arena, for at undgå ståpladser ved drinksboden overfor.
-M
-M
06.
Sufjan Stevens - Javelin
Det er en lettelse at konkludere, at Sufjan Stevens er tilbage i musikalsk storform. Samtidig kan jeg kun have ondt af, hvad han går igennem personligt. At miste sin store kærlighed og blive ramt af en auto-immun nervesygdom indenfor samme år som man udgiver det mest fuldkomne break-up-album i mands minde, er mere end noget menneske burde gå igennem. Særligt når man er den samme, som udgav et af historiens mest hjerteskærende album, Carrie & Lowell, om det problematiske forhold til ens afdøde mor. Javelin fremtræder samtidigt som en kærlighedsmættet, dybfølt tilgivelse af det liv, der lader ham gå så meget uretfærdigt igennem. En accept af konsekvensen ved at kunne miste det, man elsker højest i verden. Det fremstår til gengæld ingenlunde som en advarsel. Nærmere en opfordring til at kaste sig ud i livet og føle alt det man kan.
-A
-A
05.
Jane Remover - Census Designated
I en alder af 20 år burde det ikke være muligt at fremtrylle en så særegen, banebrydende lyd og et så sammenhængende album, som Jane Remover har gjort med Census Designated. Det er de mest intime, smertefulde og følelsesmæssigt beskidte rum at træde ind i. Samtidig er det smukkere end man har lyst til at indrømme. Det kunne ophæve stigmatiseringen af folk fanget i psykisk og fysisk voldelige forhold, hvis alle bare gad høre det. Sammensmeltningen af slowcore, noise, emo, hyperpop og shoegaze fuldenes i anthem-agtig, euforisk bedroom horror-pop, der burde blive en generations stemme.
-A
-A
04.
Veeze - Ganger
Årets rap-album med den bedste åbner tænkeligt. ‘Not A Drill’ indvarsler Veeze som et navn, der kun må lave store udgivelser herfra. Selvom han lyder monoton og nonchalant udadtil, finder man på bunden stor kunstnerisk integritet og ambition - Veeze gjorde meget mere end han skulle på ‘Ganger’. -M
03.
Joanne Robertson - Blue Car
Joanne Robertsons Blue Car træder frem som en alkymistisk dagbogsjournal sat på lyd. Ord, produktion og melodi flyder sammen i et sansemættende ekstrakt, der føles som en indsprøjtning med øjeblikkelig virkning. Intim og stemningsfuld folk-musik, der er dybt forbundet til det moment, den blev indfanget, men som forandrer alle andre øjeblikke til det betydeligt mere magiske. Det er som dybe hemmeligheder, der bliver hvisket til dig mens du sover. Spøgelsesagtigt og drømmende lige mellem Jessica Pratt og Grouper. En udgivelse jeg er vendt tilbage til igen og igen. Den rummer ubegribelige kræfter.
-A
-A
02.
Kelela - Raven
“A BITCH IS BACK… but first: how is your heart?” - sådan meldte hun sit comeback på X i udgangen af 22. Alle elsker hende, så hun havde samlet en collage af fans, der har været på knæ for ny musik de sidste 5 år. Så kom singlerne - først ‘Washed Away’, et ambient heart-check, som selvfølgelig kun lovede stort - og i februar udkom albummet, som bare stadig er i rotation i mine apple airpods max (ej slap af). Et timelangt overdådigt og cinematisk dance og ambient værk, som jeg kommer til at vende tilbage til i rigtig lang tid. Alle sangene er latterlige, men jeg tror særligt ‘Closure’ og ‘Raven’ er megahits på min utopi af en natklub. Kelela skal tage al tid i verden, hun har brug for, til at udgive næste.
-M
-M
01.
Wednesday - Rat Saw God
Bandet fra Asheville, North Carolina, har fuldendt en lyd og et sprog, som er noget af det mest interessante i musik lige nu, og som de har helt for dem selv. Det er fjerde gang vi laver en liste som denne her og hver gang har der været noget Wednesday-relateret at finde, bare højere og højere på oppe. I år topper de listen med et album, der bliver en reference for fremtidens alternative rockmusik. Country-gaze om bagsiden af USA fortalt i maleriske, beskidte billeder med kærlighed, personlighed og nonchalant charme. ‘Bull Believer’ er det centrale hovedværk. Det indeholder en række skrig, der enten skræmmer livet af dig eller får dig til at tage det mere alvorligt. Man har stadig lyst til at kalde Wednesday for et lovende navn i indie-rock, men de har altså lige begået et mesterværk. Det skal måske bare lige gå op for flertallet. Hvad bliver det næste? Branchen burde ryste i bukserne.
-A
-A