2023 best of
Vi har lavet en playliste med alle vores favoritter fra 2023. Nedenfor har vi fremhævet nogle udpluk fra listen samt skrevet om årets bedste ep’er og ambient-udgivelser.
Playboi Carti -‘2024’
Der er 3-års jubilæum for Whole Lotta Red og Gen Z hypebeast-gutternes Beyoncé varmer op til at udgive i starten af næste år. De sidste uger har internettet været oppe at koge over de 3 musikvideoer, Carti har postet gennem diverse mærkelige youtube-konti. ‘2024’ er den anden og umiddelbart bedste af de tre, måske singler, på et album, der måske får navnet I AM MUSIC - hans bedste album i karrieren ifølge ham selv. I videoen får vi opium-udgaven af Derek Zoolander og hans venners “ orange mocha frappucino”-tid, hvor de hænger ud og ryger på tankstationer.
-M
Feist - ‘Love Who We Are Meant To’
“So will I let it wreck me / Or wreck my dream of family? / Even denial is romantic / And that's romance's disadvantage / That sometimes we don't get to / Love who we are meant to”
Feist behandler en paradoksal kærlighed på det fineste nummer fra Multitudes. Et nummer, der også fungerede som gribende afslutter til hendes fantastiske VEGA-koncert i august. Et nummer om at gro fast i sine hjertesorger og blive afhængig af deres triste romantik.
-A
KARRAHBOOO, Anycia - ‘SPLASH BROTHERS’
Det er næsten ikke et hot take at sige, at kvindelige rappere har vundet i 23. Foruden mainstreamscenen er der en ny bølge af navne, forankret i regionale scener med deres egen stil. ‘SPLASH BROTHERS’ er det fedeste eksempel heraf - Detroit-flow blandet med Atlanta-bounce over et 1st class beat - Anycia og Concrete Gangs Karrahboo på deres Curry og Thompson 2013-14 run på vej til at ramme mesterskaber.
-M
Sufjan Stevens - ‘Shit Talk’
‘Shit Talk’ udgør klimakset på Sufjan Stevens seneste album, Javelin, og en af de mest rørende og dynamiske sange i hans imponerende diskografi. Et nummer, der slutter fred med den tabte kærlighed og tilgiver verden for dens urimeligheder. En kærlighedsfuld omfavnelse af det, der var, men gled væk igen.
-A
En håndfuld slept-on ep’er fra 2023:
Her er en række titler foruden oplagte kandidater såsom Beach House, Summer Walker, Kurt Vile, Aphex Twin, Nia Archives og en masse vi sikkert har overset:
Snow Strippers - Night Killaz Vol. 1
Surf Gang “electroclash” signees der, udover et album, også lige udgav en EP.
-M
Sojabrat - High Maintenance
Hvis Doja Cat og Playboi Carti fik en rage-baby.
-M
One Step Closer - Songs for the Willow
Tre sange er den perfekte størrelse på en ep for mig at se. Det tog mig denne 10 minutters ep at blive One Step Closer-stan og nu kan jeg ikke vente på ny musik. ‘Turn To Me’ toppede min Spotify Wrapped og listen over mine favoritsange i år.
-A
Crushed - extra life
‘waterlily’ er måske årets dream-pop sang.
-M
Webbed Wing - Right After I Smoke This
Emo-klingende pop-rock uden fine fornemmelser, men med et kæmpe hjerte og en melodisk integritet, som kræver det modsatte at misforstå. Webbed Wing begår en mundret appetizer. Jeg håber næste projekt lyder sådan her. ‘Sure Could Use A Friend’ er så perfekt et nummer.
-A
Rocket - Versions of You
En radiovenlig Sonic Youth.
-M
Two Shells - lil spirits
Jeg valgte at tage hjem sidste nat, før de spillede Apollo kl. 2, hvilket stadig ærgrer mig lidt - Roskilde forstår altid at booke en seriøs lukker på Apollo sidste nat.
-M
Wishy - Too True
Band to watch, hvis Alvvays også er din favorit på Roskilde-plakaten indtil videre.
-A
Nemzzz - NEMZZZ TYPE BEAT
Superstar in spe.
-M
Little Mazarn - Honey Island General Store
En bedårende folk-ep, til når man har det som en simreret, der skal kræses lidt ekstra om.
-A
HoneyKomb Brazy - Free Brazy EP
Livlig og flamboyant, en lille fest og en hyldest til at fortsætte i 24.
-M
Waterbaby - Foam
Sub Pop har lige gjort et kæmpe scoop i at signe hende her fra Sverige.
-M
Private Mind - The Truth You See
Post-hardcore med både pop-hjerte og en muskulatur som en gorilla. Der er både skrål-med- og moshpit-potentiale. Desværre er muligheden for at se Private Mind i Danmark en dag nok forsvindende lille.
-A
The Life - I Would Do Anything For Love
Vi har plugget de her nogle gange på aa, men stikordene må være: catchy, ungoogable, Y2K-pop/grunge/emo, Phil Collins/Thomas Helmig/John Mayer-cosplay?
-M
Ken Carson - ‘Jennifer’s Body’
På toppen af ung turn-up-rap finder man ikke Travis Scott, men Ken Carson - et produkt af Carti, Future og 808 Mafia. Når man åbner øjnene efter den stammende kickstart til ‘Jennifer's Body’ og overgiver sig selv, bliver man slugt hel og født igen som en anden vampyr tørstig efter blod og moshpits. KP Beatz og Lucian har født en mutant af et beat - de første 20 sekunder opbygger en hjemsøgende følelse af hastværk, der sætter scenen for Ken Carson, efterfulgt af noget, der lyder som sirener på en ambulance fra helvede. Imidlertid er det ikke noget, der for alvor bryder igennem i DK, men hvis dog bare Roskilde havde en booker der var tapped-in med status-quo - og knap så meget backpack-bait, stuerene, “de laver kreative musikvideoer”-navne som J.I.D og sådan noget.
-M
MJ Lenderman - ‘Knockin’
Jake Lenderman bliver ved med at fastslå, at han er et navn man skal holde øje med. Musikalsk og lyrisk naturlighed og en tilbagelænet charme, de færreste mestrer.
-A
Top 5 euforiske emo-pop-sange, der holder sig på den pæne side af distinktionen mellem emo og post-hardcore, som jeg er lidt usikker på, om jeg helt selv forstår:
De her sange er som elverbrød til rugbrødsmotoren, når man bevæger sig på to hjul, skråler under bruseren, lufttrommer ved skrivebordet, eller trykker ‘aflever’ på en skriftlig eksamen. Flere af de her sange har jeg ikke skrevet om i løbet af året, da der stadig ligger en smule tillært skam tilbage i mig forbundet med at høre så skamløs en genre. Prøver at stå ved det nu. Aflæser jeg det alternative, musikalske landskab i USA rigtigt, så bliver det alligevel kun mere og mere almindeligt. En dag når det sikkert også Danmark. Alle snakker om main-character-følelse og 00’er æstetik. Det er det her, indbegrebet af. Ovenikøbet med en individualiseret, outsider-feel to it.
-A
5. Origami Angel - ‘Second Best Friend’
4. Stay Inside - ‘Sweet Stripe!’
3. The Story So Far - ‘Big Blind’
2. Gulfer - ‘Clean’
1. Tree River - ‘Earthside’
yeule - ‘x w x’
Singapores yeule er en musikalsk formskifter, der virker til at kunne kontrollere samtlige genreelementer efter behov. Albummet softscars fra september er fantastisk og udtryk for en kunstner, der rummer ildspyende kræfter men også en iøjnefaldende skrøbelighed. Som en porcelænsdrage. ‘x w x’ er det mest kick-ass, noisy og uhæmmede nummer på albummet.
-A
Luh Tyler, Babytron - ‘Fat Racks Pt. 2’
Man kan ikke være 17 år og lyde så godt så hurtigt. Men vi lever i en mærkelig tid. Luh Tylers teenage-fænomenprofil her er lidt anderledes end det, rap har budt os i det sidste årti - ingen Earl Sweatshirt chok-værdi eller Lil Tecca kæmpe gennembrud i mainstream -tiltrækningskraften er stille. Vi har igen at gøre med det dominerende "Detroit"-flow, hvor hver anden linje kunne være en ig-caption. Man kan høre glimt af Veeze, Babyface Ray, Kodak og teenage-Lil Wayne humor - han må være det fedeste navn til at breake under 18 siden sidstnævnte.
-M
Kara Jackson - ‘pawnshop’
Det var uvirkeligt, at Kara Jackson skulle spille på Blågårds Apotek på Nørrebro til et gratis arrangement en almindelig torsdag aften i september. Endnu mere uvirkeligt var det, at hendes stemme live kunne matche og overgå indspilningerne. ‘pawnshop’ er min favorit fra debuten, der udkom i april. Se det bedste bud på samtidens svar på Joni Mitchell på Roskilde til sommer.
-A
Lankum - ‘Newcastle’
Irske Lankum genopliver en middelalderlig, romantisk fortid og får det til at løbe koldt ned ad ryggen med deres dommedagsklingende fortolkninger af traditionelle folkesange. Sangene projekterer en verden, hvor den store kærlighed er et spørgsmål om liv og død. Intet at sige til, at de fik tildelt titlen som årets album fra The Guardian, Loud and Quiet, The Quietus og Uncut. ‘Newcastle’ spørger: “Why should I not love my love? / Why shouldn't my love love me?” i sin febrilske forfølgelse af en forlist kærlighed.
-A
10 ambient/experimental album, der ikke nåede vores top 50, som man bør tjekke ud:
MIZU - Distant Intervals
9 fortryllende ambiente, cinematiske kompositioner med celloen i centrum. Maria BC gæster et enkelt nummer ligesom MIZU gæster et nummer på Spike Fields. Filmmusik uden et behov for en billedside.
-A
Powers / Pulice / Rolin - Prism
Kosmisk, ambient folk-jazz, der lyder som en solopgang. Alabaster DePlumes To Cy & Lee-lyd møder cosmic americana. Saxofon-lyden styrer her.
-A
Flaer - Preludes
Guitar, klaver, stryger, fuglesang og kirkeklokker i en kombi, der får én til at kigge efter hus på landet. Ambient-folk soundtracket til den udramatiske udgave af Vinden i Piletræerne.
-A
Sigur Rós - ÁTTA
De islandske giganter vender tilbage med et bemærkelsesværdigt elegant og subtilt album.
-A
Nashville Ambient Ensemble - Light and Space
Cowboymusik fra et alternativt univers, hvor luften er tyk som havvand og hvor fuglefløjt vibrerer i atmosfæren som hvalsang.
-A
Kali Malone - Does Spring Hide Its Joy
Titanisk udgivelse fra den Stockholm-bosiddende, minimalistiske organist. Orgel- og stryger-fladerne er tyktflydende som magma. Does Spring Hide Its Joy lyder som vulkanøer, der vokser frem af et sort, forhistorisk hav. Det SKAL tage 5 timer.
-A
North Americans - Long Cool World
North Americans er altid garante for kosmisk americana, der giver en følelse af at kunne høre jorden respirere som én kolossal organisme under vinterens farveløse overflade.
-A
Kalia Vendever - We Fell In Turn
Kompositioner centreret om trombonen, der lyder som om universet tager en pause fra at danne og eksplodere stjerner, for lige at meditere i en halv times rumtid.
-A
Talk West - Black Coral Sprig
Atmosfærisk og nostalgisk guitar-drevet, ambient-folk, der kunne bistå din eksamensskrivning, men nok ville sende den ud på et eksistentielt sidespor.
-A
Steve Gunn, David Moore - Let the Moon Be A Planet
Et klaver og en guitar i kampen om skønheds-gudindens gunst.
-A